Menneske til monster

Det er tirsdag, første dag efter påske. Jeg sidder i min lejlighed og skriver på specialet. Jeg er kørt fast. Jeg skriver, sletter, skriver igen, retter, skriver videre, sletter, begynder forfra. Jeg har skrevet i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Jeg er evighedsstudent, men nægter at se det i øjnene.

Det ringer på døren. Det er Kamilla, en studerende fra nabo-opgangen. Hun er i chok. En mand har skudt nogle mennesker på universitetet, siger hun. Alt er kaos. Politiet har omringet hele Aarhus Universitets afdeling på Trøjborg, der ligger 500 meter fra min lejlighed. Falck-folk rydder op. 

Hvem er døde? Hvem er drabsmanden? Er han fanget? Det ved Kamilla ikke. Vi bliver enige om, at det må være en sindsforvirret patient fra Psykiatrisk Hospital, der har fundet vej til den lille universitetskantine i kælderen og er gået amok.

Medierne rapporterer dagen igennem. Nyheden er på CNN. To unge kvinder er dræbt. To andre hårdt sårede. Drabsmanden har efter sin udåd skudt sig selv på toilettet. Rygterne svirrer, og tragedien rykker tættere og tættere på. Drabsmanden er ikke en udefrakommende galning, han er studerende på Trøjborg og læser dansk ... ligesom mig ... han er specialestuderende ... ligesom mig ... han er kørt fast ... ligesom mig ... han skriver på jeg-ved-ikke-hvilket-år ...

Den gale geværmand
Dagen efter er formiddagsaviserne fyldt med store overskrifter: Jeg vil ud og dræbe. Jeg mødte morderen. Vi krøb i skjul for geværmandens kugler. Hvorfor skød han min pige? Psykolog forudser flere massedrab.
                     
Ekstra Bladet dækker sagen over fire sider. Der er et foto af et oversavet jagtgevær magen til drabsmandens. Han havde pakket geværet i en mørkeblå sportstaske sammen med noget tøj. Lidt over klokken 11 tager han geværet frem, går ind i den første del af kantinen og skyder to unge kvinder, den ene bliver ramt i halsen og alvorligt såret, den anden dræbes på stedet.
                     
En tredje kvinde redder sit liv ved at kaste en studiebog efter drabsmanden. Hun løber skrigende ind i anden del af kantinen og råber til folk, at der er en mand med et gevær. Manden følger efter hende og skyder hen over bordene. Endnu en kvinde bliver såret. Nogle vælter borde og bruger dem som skjold. En anden kvinde drejer om hjørnet for at se, hvad der sker, og bliver skudt på klos hold. Så går manden ud på gangen til toiletterne, hvor han låser sig inde og skyder sig gennem hovedet.
                     
"Universitetets kantine blev på få minutter forvandlet til et inferno af skud, skrig og blod," skriver Ekstra Bladet og sammenligner skuddramaet med en amerikansk skrækfilm. Avisens reportage minder selv om en skrækfilm. Den er scenisk, detaljeret og følelsesladet. Der er rystede øjenvidneberetninger, sørgende pårørende og en politirapport. Der er billeder fra "Dødens Kantine" og et billede af to Falck-folk, som kører ligposer væk fra gerningsstedet. Der er også en grundplan over drabsforløbet, hvor man kan følge drabsmandens rute gennem kantinen og se, hvor han skød sine ofre.
                     
I Ekstra Bladet er drabsmanden, hvis navn endnu ikke er blevet offentliggjort, "den gale geværmand", der "vil ud og dræbe". Han er ikke et menneske, men et monster. Uden fri vilje, besat, dæmonisk. Hans ondskab er meningsløs og blottet for andre hensigter end ondskaben selv.

Tapetet hænger løst
Næste dag offentliggøres navnet. Flemming Nielsen. 35 år. Han startede på universitetet i 1986, året efter mig. Vi har læst sammen i otte år, men alligevel siger navnet mig ingenting. Jeg kan heller ikke fremkalde et ansigt på nethinden, hvor meget jeg end prøver.
                     
Har vi fulgt undervisning sammen? Stået og trippet utålmodigt skulder ved skulder i kantinekøen? Siddet ved samme bord og grublet over, hvordan vi kunne komme videre med specialet?
                     
Nogle dage senere udkommer Jyllands-Posten med en helsides feature: Mosaik over en morder. To journalister har researchet grundigt i Flemming Nielsens liv og talt med folk, der kendte ham. De tegner et portræt af et ensomt og ulykkeligt menneske, som i en alder af 35 hverken havde kæreste, nære venner, studiekammerater eller tæt forhold til familien.
                     
Ingen ved i realiteten, hvem han egentlig var.
                     
Featuren ledsages af et stort foto af navneskiltene på Søholt-kollegiet i Silkeborg, hvor Flemming boede. De andre navneskilte er skinnende nye, men Flemmings stikker i øjnene. Det er farvet brunt af tidens snavs og fedt. Normalt bor studerende omkring et år på kollegiet, så rykker de videre til en bedre bolig med venner eller kæreste. Men ikke Flemming. Han havde boet på værelse nummer 1460 siden 1984. Skiltet er et billede på Flemmings problem: Han sad fast.
                     
"Faktisk var han kun kommet 50 meter i sit liv," skriver Jyllands-Posten. "Fra vinduet på kollegieværelset kunne han nemlig se over på den lave, gule blok i det sociale boligbyggeri i Egeparken, som han, forældrene og en lillebror havde boet i, da de var flyttet til Silkeborg fra Kjellerup i 1967. På det tidspunkt var han ni år."
                     
Flemmings barndom er præget af nederlag og misrøgt. Faren er vicevært, og moren hjemmegående. I det fattige arbejderhjem hænger tapetet løst flere steder. Flemmings seng er blot en madras på gulvet, mens reolsystemet er brædder lagt oven på opstablede mursten.
                     
I skolen klarer han sig dårligt. Han bliver altid fremhævet negativt, når klassen får dansk stil tilbage. I frikvartererne forsøger han at klovne sig til opmærksomhed, men kammeraterne opfatter ham som kedelig og kejtet. Pigerne kigger ikke efter Flemming.
                     
"Når han kom gående forbi, lidt duknakket, som ville han skjule sig, mager og bleg, appellerede han ikke til deres interesse. Han kom heller ikke i bad hver dag og gjorde meget lidt ud af sig selv."

"Jeg kan ikke holde dette ud"
Selv om Flemming ikke er den boglige type, får han alligevel realeksamen og nogle år senere en HF-eksamen. I 1986 bliver han optaget på dansk-studiet på Aarhus Universitet. Han gennemfører størstedelen af studiet på næsten normal tid og med gennemsnitlige karakterer. Derefter tager han hul på det afsluttende speciale — og så går det galt. 
                     
Specialet er beregnet til et halvt år og må højst fylde 100 A4-sider, men efter tre et halvt år har Flemming skrevet 800 ubrugelige sider. Det lille kollegieværelse bugner af noter, kladder, udskrifter fra kassettebånd, maskinskrevne sider i specialet. Flemming er kørt af sporet og sidder uhjælpeligt fast.
                     
På kollegiet bliver han kaldt "evighedsstudenten". De unge kollegianere opfatter ham som en venlig, lidt sær, intellektuel og meget ambitiøs fyr. Han dukker aldrig op til festerne. Kollegianerne undrer sig over hans påklædning. "Han gik altid i beige eller brune gabardinebukser, grå bløde Ecco-sko, en grå skindjakke og krøllede skjorter. Og så gjorde han meget ud af at have slips på - også selv om han blot skulle ned for at vaske tøj. Han købte gerne flere skjorter og slips ad gangen, men strøg aldrig skjorterne."
                     
De eneste, Flemming taler med på Søholt-kollegiet, er viceværten og varmemesteren, som er hans jævnaldrende. Mens han bladrer i de daglige aviser i kollegiets avisstue, fortæller han dem om sine drømme. Han vil tjene mange penge og bo i en luksusvilla. Han vil køre på tværs af USA i en funklende Lamborghini. Han vil blive til noget.
                     
Men specialet trækker ud, studiegælden vokser, og drømmen begynder langsomt at smuldre. Flemming søger psykologhjælp, men kommer ikke videre. Han er på universitetet i Århus én gang om måneden til specialevejledning. Hans frustration stiger, det samme gør hans indestængte vrede. Vejlederen beskriver ham som "en noget kantet person med en svag situationsfornemmelse". Flemming kunne fortælle hårrejsende løgnehistorier om sig selv og støde sine medstuderende fra sig med grov og ufølsom kritik.
                     
I påsken, hvor andre kollegianere tager hjem på familiebesøg, er Flemming alene. Sin egen familie ser han sjældent. Han fordriver ofte tiden med at se film, som han lejer i den lokale video-kiosk. Den kvindelige ekspedient husker ham: "Han kom her i forretningen stort set hver dag. Vi talte om vind og vejr. En dag sagde han, at jeg da godt måtte kigge over til en kop kaffe. Jeg sagde hurtigt nej tak og prøvede at lægge lidt afstand."
                     
2. påskedag skriver Flemming Nielsen sine sidste ord på en seddel, som han lægger frem på sit skrivebord: "Jeg kan ikke holde dette her ud, så jeg vil først slå ihjel og så stoppe min egen tilværelse." Næste morgen pakker han sportstasken med jagtgeværet og tager til Århus — til det universitet, der skulle have banet vejen for hans drømme, men endte som et mareridt.

Det store computerspil
Jyllands-Posten sætter et ansigt på drabsmanden — helt bogstaveligt. Et skolebillede fra 6. klasse viser en helt almindelig dansk dreng. Han bærer en sort-hvid striktrøje uden på en grøn skjorte, han tager tilløb til at smile, men mundvigene er ikke nået helt op, inden fotografen knipsede. Øjnene er skrøbelige, usikre, en smule trætte.
                     
Den gale geværmand har engang været en knægt som alle os andre. Det er ikke svært at leve sig ind i hans ensomhed på universitetet, i en jysk provinsby og på et kollegium. Han færdedes hver dag blandt mange mennesker, men var overladt til sig selv. Han gik på et studium, som kalder sig humanistisk, men fik alligevel lov til at gå i hundene. Det må have affødt en stor vrede. Et ønske om hævn. Der er et menneske bag monsteret.
                     
Nye rygter begynder at løbe. Flemming har fortalt sin bror, at han ville være Danmarks første massemorder. Han så action- og splatterfilm i overdreven grad. Han efterlod på sit værelse en række udklip fra aviser og blade, som handlede om forskellige drab.
                     
Jeg har selv netop fået trykt en artikel om drab i filmtidsskriftet Levende Billeder — blot en uge før Trøjborg-tragedien. Artiklen hedder "Den sidste actionhelt" og handler om virkelighedens masse- og seriemordere. I en verden, hvor alt kan forklares, ophæver de enhver rationalitet og enhver meningsfuld snak om godt og ondt, skriver jeg. Derfor fascineres vi, derfor dyrker vi dem, derfor er de vor tids actionhelte.
                     
Har politiet fundet min artikel på Flemmings skrivebord, fyldt med fede understregninger? Har han læst den aftenen før sin udåd? Gør det mig til en medskyldig? Har jeg selv haft et skjult ønske om at slå ihjel og gøre en ende på det hele? Og hvad med pressen og filmene, der er fascineret af disse gådefulde mordere?
                     
Dagbladet Politiken vælger sin egen vinkel på tragedien. Forfatteren Morten Sabroe har på en københavnsk café overhørt en samtale mellem nogle unge, der mondænt sidder og diskuterer, om Flemming Nielsen nu også lever op til betegnelsen "massemorder". De joker og ler. For Sabroe er det et skræmmende udtryk for, hvordan de mest grusomme begivenheder bliver underholdning i vores mediesamfund: 
                     
"På vej mod det 21. århundrede har vi alle træk af psykopaten i os. Den moderne massekultur, mediets triumf, har sat sig så tydelige spor i vores bevidstheder, at vi måske skal til at forholde os til hinanden som overflader."
                     
Massemorderen i os, hedder essayet, og Sabroe ser Trøjborg-drabene som et symptom på et ondt, fremmedgjort samfund. Vi er alle ofre for falske idealer, der omslutter os og anklager os for ikke at være smukke, rige og succesfulde. Religionen er erstattet af mediet - film, tv, reklamer, aviser, blade, kunst — og vor tids guder hedder Jarlen, Meyerheim, Bille August, Kevin Costner og Tom Cruise. De er ikke af kød og blod, de er af papir, celluloid, tusinde prikker på en skærm, men vi kan ikke skelne mediet fra virkeligheden. Mediet er vores nærmeste relation, men samtidig udhuler det vores identitet og selvfølelse.
                     
"Det, der engang var et medmenneske, er i morgen eller måske allerede i dag kun en medspiller i det store computerspil, livet er blevet." Flemming Nielsen ligner mange af os, fortsætter Sabroe, "men han havde bare intet sted, hvor han kunne blive forløst som os andre. Tilsyneladende ingen venner, ingen kæreste, ingen ting. Så isoleret, at alt for ham måtte være overflader."
                     
Flemming gør sig til Gud. "Med sit oversavede jagtgevær kunne han bestemme i det univers af overflader, han levede i, og som en Gud var isoleret i. Han kunne handle i det som en hersker inde i et videogame. Han havde magt, han bestemte. For første og for sidste gang."

Melankolske mordere
Tre aviser, tre fortællinger om ondskaben, tre forskellige vinkler på det samme skuddrama. Ekstra Bladet skriver om monsteret, Jyllands-Posten om mennesket bag monstret og Politiken om samfundet bag mennesket. Det er ikke tilfældigt. Ekstra Bladet lever af at pirre vores angst, liberalistiske Jyllands-Posten dyrker det individuelle, og sociale Politiken fokuserer på samfundet.
                     
Hvem har ret? Tja, det har de alle sammen. De bidrager med brikker til en mosaik over en forbrydelse og dens årsager.
                     
Endnu en vigtig brik leverer litteraturhistorikeren Vagn Lyhne i bogen Som et syn. Han skriver, at selv om mange har sat Trøjborg-mordene i forbindelse med forråelsen i det moderne samfund og sammenholdt dem med en række lignende tilfælde i USA, har mord, hvor gerningsmanden myrder for ham helt ubekendte personer for selv at finde døden, været kendt i flere århundreder.                 
                     
"I Aaret 1736 huserede Morderenglen i Kjøbenhavn," skriver den senere biskop Erik Pontoppidan i sine annaler. "I de to Maaneder Mai og Juni skete otte Mord, Mestendels af saadanne Folk, der vare kjede ad Livet og vilde dø; derfor havde de, efter at have myrdet spæde Børn, angivet sig selv til Retten." 
                     
Det var under den pietistiske vækkelse, hvor mange ikke magtede trosretningens strenge krav, blev drevet til fortvivlelse og efterladt i dyb ensomhed. De ønskede at dø, men hvis de med forsæt tog deres eget liv, ville de ifølge religionen blive forment frelsen i det hinsides. Mord uden motiv på tilfældige blev derimod betragtet som en sindssyg handling, den blev straffet med henrettelse og efterfølgende begravelse i indviet jord.
                     
Problemet voksede sig så stort, at enevælden i 1767 bestemte, at "melankolske og tungsindede Mennesker", der myrdede tilfældige, ikke længere skulle betragtes som sindssyge. Og de skulle straffes med det, de allerhelst ville være foruden: Livet!
                     
Kun de færreste bekymrer sig i dag om frelsen, men selvmordet er stadig forbundet med stor angst. Der er ensomme og fortvivlede mennesker, der inderligt ønsker at dø, men som mangler modet. Derfor dræber de. De går efter mordet for at tvinge sig selv til selvmordet.
                     
De er ikke sindssyge i psykiatrisk forstand, skriver Vagn Lyhne. De handler heller ikke i blinde. Ofte ledsages deres indre kaos af en rationel planlægning af drabshandlingen. De færdes i længere tid blandt folk uden at vække opsigt eller røbe deres hensigter. De skjuler deres våben og går først amok på det sted, de har udset sig — et sted, der har haft stor betydning for dem. Ligesom Flemming, der pedantisk ryddede skrivebordet, så politiet straks ville få øje på afskedsbrevet, pakkede sin taske med jagtgeværet, sad roligt på turen til Århus uden at gøre sig bemærket, indtil han stod foran kantinen på Trøjborg, hvor han eksploderede på det planlagte tidspunkt.                 

"Han skød ind i det fællesskab, som han ikke magtede at blive en del af," sagde studielederen under en mindehøjtidelighed.
                     
Jeg fik aldrig skrevet mit speciale, men jeg kom videre. Jeg fik brudt den onde cirkel og fandt et job, hvor jeg udnyttede mine evner bedre. Kunne jeg have taget mit liv, hvis det ikke var lykkedes? Ja. Kunne jeg have slået ihjel? Jeg tror det ikke.
                     
Flemming Nielsen kom ikke videre. Han valgte døden og tog to uskyldige mennesker med sig. Han er skyldig og samtidig et offer i en tragedie. Jeg kender hans smerte og vrede som evighedsstudent, også hans ensomhed, ja, hvem kan ikke identificere sig med ham? De fleste af os kender til ydmygelser og følelsen af utilstrækkelighed, store ambitioner og evner som ikke slår til. Samfundet er fyldt med frustrerede og ensomme mennesker, mange er fascineret af voldelige film. Men det fører ikke til en epidemi af massedrab.
                     
Hvad var det lige præcist, der forvandlede Flemming Nielsen fra menneske til monster? Hvad udløste katastrofen? Vi ved det ikke. Den uvished må vi leve med