Mennesket bag politikeren

Mogens Lykketoft står i en børnehave i Jylland. Det er under valgkampen. Selve meningen med arrangementet er at komme i medierne, men samtidig er det planen, at Lykketoft skal møde sin ven og kollega, den svenske statsminister Göran Persson. En tv-journalist hiver Lykketoft i ærmet. Kan han ikke lige komme med hen i et hjørne til et direkte indslag?
   
Timingen er dårlig — der er kun få minutter til Perssons ankomst. Lykketoft vakler, diskuterer i korte, irriterede sætninger med sine rådgivere og lader sig så slæbe af sted efter lige akkurat at have hilst på Persson. De venter. Satellit-forbindelsen er ikke klar, og Lykketoft kan se, at Persson står og flagrer lidt mellem børnene. En blanding af stress og afmægtighed tegner sig i statsministerkandidatens ansigt. De venter og venter. Indslaget må være blevet aflyst. Nu er Lykketoft ikke bare irriteret. Han er stiktosset. I bilen på vej til næste arrangement skælder han stadig ud. "Jeg gør det aldrig mere," siger han. "Aldrig!"
   
Den side af valgkampen kommer ikke ud i medierne. Men hele episoden er dokumenteret i Lykketoft finale af Christoffer Guldbrandsen, som i scenen indfanger lige præcis det temperament, der fik Lykketoft til at sige nej tak, da instruktøren ved valgets udskrivelse henvendte sig med en ide om at følge den socialdemokratiske leder frem til valgdagen. Dokumentarfilmen er netop blevet vist på DR og kan snart lånes på bibliotekerne.

Den ualmindelige virkelighed
"Ingen kan tåle at blive filmet døgnet rundt i flere uger," siger Christoffer Guldbrandsen. "Og Lykketoft begrundede sit afslag med, at hans temperament ikke egnede sig til at have et kamera i hælene. Han vidste, at han indimellem ville tabe besindelsen. Men jeg er ikke ude på at udstille nogen, og jeg har aldrig lavet film om nogen, som jeg ikke undervejs er kommet til at synes om — det gælder også Fogh. Det allervæsentligste i forbindelse med dokumentarfilm er, at man på et menneskeligt plan har tillid til og respekt for hinanden."

Selv om de fleste af Guldbrandsens film handler om politik, er det ikke nødvendigvis det politiske, der er hans hovedinteresse:
   
"Det har snarere handlet om at gå efter, hvad de menneskelige relationer betyder i de sammenhænge. Jeg er interesseret i det banale i det ekstraordinære, det almindelige i det ualmindelige. Og så er politik et godt miljø at fortælle historier i, fordi der er vigtige ting på spil. Laver man en dokumentar om en krise i et ægteskab, skal der helst nogle store følelser til, for at det virker. Når der er tale om en konflikt mellem Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, skal der ikke mere end et blik til, så har man sin historie. Det betyder, at karaktererne kan beholde deres værdighed, samtidig med at der udspiller sig et drama."
   
Christoffer Guldbrandsen vidste tidligt, at det var film, han ville lave. Han vidste bare ikke hvordan. Umiddelbart efter gymnasiet søgte han ind i filmbranchen og forsøgte at arbejde sig op fra bunden. Men det danske filmmiljø vibrerede ikke ligefrem af optimisme og visioner på det tidspunkt. Det var i 1990, to år efter at TV 2 var gået i luften, og den underskov af produktionsselskaber, der var skudt op sammen med den nye tv-station, var så småt ved at sygne hen, fordi entrepriserne — trods løfter om det modsatte — blev samlet hos nogle få, store selskaber. 

Sagde jobbet op
I stedet søgte Guldbrandsen ind på Danmarks Journalisthøjskole og blev snart grebet af journalistikkens puls. Første stop efter endt uddannelse var på TV 2's Nyheder:
   
"Jeg kom til at lave sådan nogle historier om, at nu var årets første jordbær kommet, eller nu var der udbrudt salmonella i Hjørring. Det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Så jeg sagde mit job op, anskaffede et digitalt videokamera og tog til Tjetjenien for at lave en dokumentar om de attenårige russiske soldater, der blev sendt derned. Jeg havde en kontakt, der kunne skaffe mig ind i Grosnij, og med hjemmefra havde jeg en aftale om også at lave nogle nyhedsindslag til TV 2."
   
"En dag var vi ude i en flygtningelejr og skulle tale med en kvinde, der lige var sluppet ud af byen. Hun havde gemt sig i en kælder og født et barn, og hun havde et lidt ældre barn på fem-seks år. Hver gang der var skyderi, løb barnet op for at se, hvad der skete, og moren var et komplet nervevrag. Da jeg interviewede hende, svarede hun hele tiden for langt, så jeg blev nødt til at forsøge at få hende til at sige det samme igen — på tredive sekunder! Hun græd og græd, og pludselig slog det ned i mig, at  det ikke var det, jeg skulle lave. Det var i det øjeblik, jeg holdt op med at være journalist." 
   
Siden har Christoffer Guldbrandsen lavet en stribe dokumentarfilm for DR, størsteparten politiske, og en god håndfuld af dem af bemærkelsesværdig høj standard — hvilket i denne sammenhæng vil sige, at filmene
generelt sætter sig ud over den gængse tv-journalistiske formel med interviews, speakerkommentarer og dækbilleder. De vægter i stedet klassiske dokumentariske dyder som empati, nærvær og sans for en filmdramaturgisk fremstilling. Guldbrandsen har lavet film om homoseksuelle andengenerationsindvandrere på Nørrebro (De udstødte sønner, 2002) og om de to første nydanskere i Folketinget, Naser Khader og Kamal Quereshi (De første, 2001). Og på det seneste har han lavet den atypisk personlige Rødvinsgenerationen (2004) om sine forældres årgang, efterfulgt af Christiania-filmen Kampen om Staden (2005).

Magtens inderste rum
Først og fremmest er Christoffer Guldbrandsen dog kendt for Fogh bag facaden (2003), en uventet nærgående film om Anders Fogh Rasmussen og det danske EU-formandskab, optaget i forbindelse med Det Europæiske Råds topmøde om EU-udvidelsen i Bella Centret i december 2002. Filmen var opsigtsvækkende, fordi statsministeren i overraskende grad lukkede Guldbrandsens énmandshold ind i magtens inderste rum, hvor journalister ellers ikke har adgang — til tydelig undren eller ligefrem irritation for flere af statsministerens embedsmænd, for presserådgiveren Michael Kristiansen og for en række danske og udenlandske toppolitikere.

Når filmen fik et temmelig voldsomt efterspil i pressen, hang det imidlertid sammen med, at den — trods en statsministeriel trimning — dokumenterede en magtfordeling mellem statsministeren og udenrigsministeren, som virkede belastende, for ikke at sige ydmygende, for sidstnævnte. Dernæst udløste en replik fra Per Stig Møller om en fortrolig bemærkning fra den tyske udenrigsminister Joschka Fischer om dennes holdning til Tyrkiets mulige medlemskab af EU en diplomatisk krise, som endte med, at Fischer måtte sende et officielt dementi til Tyrkiet.

Flere steder i pressen vurderedes det, at Anders Fogh Rasmussen havde begået en brøler ved at slippe Guldbrandsen inden for dørene. Andre mente, at filmen tegnede et helteportræt af den danske statsministers håndtering af EU-formandskabet og topmødet.

Ren parasiteren
"Det var en længere proces at få lov til at lave filmen. Først var jeg selv igennem en række møder, dels med presserådgiveren Michael Kristiansen, dels med Anders Fogh. Så fulgte et juridisk forløb, hvor DR indgik en aftale med Statsministeriet om, at de skulle have lov til at se filmen, inden den blev vist. Jeg prøvede at formulere en positivt afgrænset aftale, der gik ud på, at jeg skulle have adgang til at køre med i ministerbilen og den slags. Mens Statsministeriet formulerede en negativt afgrænset aftale, der især handlede om forholdet til fremmede magter. Og så indføjede de en gummiparagraf, der skulle beskytte den interne beslutningsproces i regeringen — den kunne i princippet omfatte hvad som helst."

— Havde du problemer med, at Fogh Rasmussen forlangte at få nogle sekvenser klippet ud?

"Nej, for som udgangspunkt havde han leveret varen i en grad, som han ikke havde behøvet. Han havde i overraskende grad lukket mig indenfor, og det krævede jo en anstændighed fra min side."

"Når det er sagt, har det altid været mit princip at vise de medvirkende i mine film det færdige resultat, inden det blev sendt i fjernsynet, så det var ikke anderledes her. Det er jo altid sådan, når man laver film: Det er en række af kompromiser, nogle værre end andre. Men jeg synes, at når man laver den form for observerende dokumentarisme, skal de, der stiller deres liv til rådighed, uanset om de er statsministre eller narkoprostituerede eller subsistensløse, kunne leve med resultatet. Ellers bliver det ren parasiteren på andre mennesker."

Inspiration
Med den nye Lykketoft-film er det lidt anderledes, fordi den er lavet uden aftaler.
   
"Lykketoft sagde nej, og så fulgte jeg ham bare alligevel. Men før filmen blev sendt i tv, viste jeg den for ham, og han syntes, at den tegner et ret godt billede. Han havde ingen formelle rettigheder, men vi kunne da have taget en diskussion om det."
   
— Hvad med forbilleder? Har du følt dig direkte inspireret af den politiske dokumentarismes hovedværker, Primary (1960), The War Room(1992), den slags?
   
"Ja, hele Direct Cinema-traditionen har været en kæmpe inspirationskilde. Der er virkelig lavet nogle sublime værker inden for det felt, som har været ekstremt banebrydende — selv om nogle af de puritanske regler med ikke at bruge musik og kun at observere kan virke lidt dogmatiske og konservative i dag."
   
"Jeg vil gerne kombinere det dokumentariske med elementer fra fiktionsfilmen — altså en mere udogmatisk tilgang til det dokumentariske. Fiktionsscener kan have en mæthed, som dokumentarisme ikke kan have."
"Omvendt har dokumentarismen et nærvær, som fiktionen ikke kan have. Formelt vil jeg gerne arbejde både ekspressionistisk og realistisk, altså jeg vil gerne have fat i alt det humoristiske og menneskelige og almene, der kan ligge i en situation, om det så er en katastrofe eller politik på højt niveau"