Interview
28. sep. 2021 | 16:47

Menneskets natur at dykke ned i det dystre

Foto | Tine Harden
Naia Thulin (Danica Curcic) og Mark Hess (Mikkel Boe Følsgaard) går på jagt efter en morder i Kastanjemanden, som holder liv i Nordic Noir-genren.

Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard bliver skræmt af brutale krimier. Men de står gerne på mål for vold, lemlæstelse og mord i deres Netflix-serie Kastanjemanden.

Af Astrid Maan Thomsen

Krimielskere verden over får den 29. september serveret en blodig og nervepirrende verden.

Søren Sveistrup har filmatiseret sin succesfulde debutroman Kastanjemanden som en Netflix-serie, der får Ekkos anmelder til at juble.

Kastanjemanden er en af de bedste dansktalende krimiserier i meget lang tid,” skriver krimieksperten Bo Tao Michaëlis og giver fem stjerner.

Han har rosende ord til manuskriptet og et imponerende produktionsdesign. Og så er anmelderen særligt begejstret for præstationerne af hovedrolleindehaverne, som er to af Danmarks dygtigste skuespillere: Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard.

De spiller henholdsvis efterforskerne Naia Thulin og Mark Hess. Sammen jager de en morder, der efterlader små kastanjefigurer som stumme tilskuere til bestialske drab på kvinder.

Mordene ser ud til at have en forbindelse til fortiden, og en gammel sag om socialminister Rosa Hartungs forsvundne datter bliver på mystisk vis relevant igen.

Søvnløs af gys
For Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard har det været en spændende udfordring at træde ind i et univers, som de normalt ikke gør sig meget i.

”Krimi er jo den mest populære genre overhovedet, men med tiden er jeg blevet mere følsom omkring, hvad jeg kan holde til at se sent om aftenen. Jeg skal se det klokken 13 om dagen, hvis jeg skal kunne sove om natten,” griner 37-årige Mikkel Boe Følsgaard.

36-årige Danica Curcic melder sig under de skræmtes faner.

”Mit nervesystem kan slet ikke holde til gys. Så det er ret vildt at være med i noget så brutalt og dystert som Kastanjemanden. Men det er også en historie, man bliver bidt af. Jeg kan godt lide at gøre en genre, som jeg ikke er vant til at arbejde med, til min egen.”

Historien som hovedperson
De to skuespillere blev begge uddannet på Statens Teaterskole i 2012, og de har et utroligt tæt venskab.

”Der er ikke noget filter mellem os,” siger Mikkel Boe Følsgaard.

Men de har ikke arbejdet professionelt sammen på så stort et projekt som Kastanjemanden før. Og det var en speciel opgave at forløse etstærkt plotbaseret Nordic Noir-krimiunivers.

”Danica og jeg tænkte tit, at det kunne være sjovt at gøre noget på en særlig måde i en scene, men det kunne vi ikke altid på grund af fremdriften, der bare er så vigtig i den her genre,” fortæller Mikkel Boe Følsgaard.

”Historien er hovedpersonen i krimigenren, så det har været en interessant øvelse at holde tilbage med idéer og alle vores indfald, som ville blive forstyrrende for plottet. Vi var nødt til at acceptere, at vi skal stå til rådighed for publikum, som skal have oplevelsen af at gætte med.”

Sandhed for ofrene
Søren Sveistrup var med til at popularisere Nordic Noir, da forfatteren i 2007 og årene frem skrev krimiserien Forbrydelsen for DR.

Her optræder mange af de elementer, som blev kendetegnende for genren. Og de lever stadig i bedste velgående i Kastanjemanden. Begge serier viser et velfungerende nordisk samfund, der sprættes op af alskens uhygge og mord på særligt unge kvinder.

Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard har i arbejdet med den nye serie måttet spørge sig selv, hvorfor mennesker hungrer efter det mørke og dystre.

”Det er uhyggeligt, at vi er blevet så vant til at se det i nyhederne. Alle disse voldsbilleder og perversiteter. Især volden mod kvinder provokerer mig, men på den anden side er det også med til at sætte fokus på virkelighedens problem,” siger Danica Curcic.

”I Kastanjemanden var det hårdeste helt klart graden af brutalitet mod kvinder. Selvfølgelig gør det noget ved mig, men det er jo også seriens tema. En psykopat afstraffer kvinder ud fra sit eget verdenssyn. Det brugte jeg til min figurs drivkraft efter at finde en retfærdighed og en sandhed for ofrene.”

Tiltrængt underholdning
Mikkel Boe Følsgaard tager ordet.

”Det lyder makabert, men som en af mine venner siger, skal der være en popcornsværdi, når det handler om mord og lemlæstelse på tv og film. Det skal være underholdende,” siger skuespilleren.

”Min kones mors sommerhus er spækket med krimiromaner, som de på ferier læser og gætter med på. Det er bare i vores natur, at vi følger med i sådanne ting og dykker ned i det dystre.”

Krimigenrens popularitet til trods har kritikere de seneste år været ude efter DR og andre producenter af Nordic Noir. Tiden er løbet fra at vise ensomme efterforskere på jagt efter bestialske kvindemordere, har kritikken lydt.

Men især Mikkel Boe Følsgaard slår gerne et slag for genren.

”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver lidt irriteret, når folk gerne vil undsige Nordic Noir. Det er jo ikke en genre, men et politisk begreb skabt for at sælge dansk tv ude i udlandet. Og det har fungeret skidegodt og skabt en guldalder!”

”I forhold til at se endnu en serie om mord og mørke, kan man sige det samme om mange andre genrer – især superheltegenren. Har vi virkelig brug for endnu en ny Marvel-film til 80 milliarder kroner? Men vi bidrager til, at folk kan få et afbræk i hverdagen og lidt tiltrængt underholdning. Og så synes jeg, at vi belyser nogle væsentlige emner imens, som folk måske ellers har en tendens til lidt at vende ryggen til.”

Trailer: Kastanjemanden

Kommentarer

Danica Curcic

Født 1985 i Beograd, Serbien.

Hendes familie flyttede til Danmark, da hun var helt lille.

Uddannet skuespiller på Statens Teaterskole i 2012.

Vandt i 2015 både en Bodil og en Robert for sin rolle i Bille Augusts Stille hjerte.

Aktuel i Netflix-serien Kastanjemanden.

 

Udvalgte film og tv-serier

Equinox
2020

Undtagelsen
2019

Mødregruppen
2019

Kriger
2018

Darling
2017

Stille hjerte
2014

Fasandræberne
2014

Over kanten
2012

Mikkel Boe Følsgaard

Født 1984 i Rønne på Bornholm.

Uddannet skuespiller på Statens Teaterskole i 2012.

Vandt en Sølvbjørn på filmfestivalen i Berlin for sin rolle i En kongelig affære.

Modtog også både en Robert- og en Bodil-pris for gennembrudsrollen.

Aktuel i Netflix-serien Kastanjemanden.

 

Udvalgte film og tv-serie

En helt almindelig familie
2020

The Rain
2018-20

Arvingerne
2014-2017

De bedste mand
2017

Sommeren ’92
2015

Rosita
2015

Kvinden i buret
2013

En kongelig affære
2012

© Filmmagasinet Ekko