Kommentar: Mere åbenhed, ikke mindre!

I søndags fremlagde Lars Løkke Rasmussen alle sine bilag på et maratonlangt pressemøde, hvor enhver sten blev vendt, indtil selv den mest emsige journalist var løbet tør for spørgsmål – eller faldet i søvn.

Peter Aalbæk Jensen og Zentropa har indtil videre ikke gjort ham kunsten efter.

Først ville Aalbæk aldrig i livet udlevere bilagene, som var en sag mellem ham, Vorherre og skattemyndighederne. Så sagde Zentropas bestyrelsesformand, Allan Hansen, at bilagene før eller siden selvfølgelig ville blive udleveret, men et par dage senere bakkede han Aalbæk op.

Nu vil Peter Aalbæk alligevel udlevere bilagene, men på visse betingelser, hvor ”proceduren bliver dikteret af os”. Hvad det så end skal betyde.

Det er til at blive rundtosset af, og det er lige præcis Peter Aalbæks strategi. Han forsøger at skræmme Det Danske Filminstitut og dets leder, Henrik Bo Nielsen, som han i medierne har begået et karaktermord på. Samtidig forsøger han at hvirvle så meget støv op, at ingen kan finde hoved og hale i sagen.

Han håber, at det hele går i sig selv igen, sådan som det er sket med enhver tidlige mistanke om svindel med støttebeløb på Zentropa.

Klare retningslinjer
Det Danske Filminstitut har retten på sin side. Og man bliver bakket op af politikerne, som på skatteborgernes vegne bevilger over 300 millioner kroner til dansk film om året.

De fleste fornuftige mennesker – også i filmbranchen – kan godt forstå, at politikerne gerne vil sikre, at støtten til dansk film bliver brugt i overensstemmelse med intentionen og lovgivningen.

Alligevel forsøger Producentforeningen, der repræsenterer små 100 filmproducenter i Danmark, nu at bruge den aktuelle sag til at begrænse Filminstituttets mulighed for at tjekke regnskaber.

”Vi må have nogle klare linjer for, hvad der skal til, før instituttet sætter sådan en proces i gang,” siger direktør i Producentforeningen, Klaus Hansen, i dagens Politiken.

Myte om forfølgelse
Hidtil har Det Danske Filminstitut uden nogen grund kunnet udbede sig bilag for at kontrollere regnskaber, og producenterne skal uden at blinke kunne fremvise alle bilag, der er under fem år gamle. Det fremgår af støttevilkårenes punkt 5.2.6, at Filminstituttet ”til enhver tid” kan ”afkræve ansøgeren den til sagsbehandlingen nødvendige dokumentation”.

Og hvis man kan klandre Filminstituttet noget, er det, at man ikke som noget helt selvfølgeligt løbende har foretaget stikprøvekontroller. At der skulle et internt notat og en BT-kampagne til, har givet Peter Aalbæk nogle kort på hånden, som han ikke har været sen til at udnytte.

Når Producentforeningen vil indskrænke Filminstituttets ret og pligt til at kontrollere regnskaber, er det problematisk af to årsager.

I en tid, hvor der er fokus på brug af offentlige støttemidler, er der behov for gennemsigtighed i filmbranchen – ikke det modsatte. Det handler om tillid til systemet, og det har Producentforeningen også et ansvar for at sikre. At Filminstituttet til enhver tid skal kunne foretage stikprøver, må siges at være krystalklare retningslinjer.

Samtidig kan man se Producentforeningens reaktion som en opbakning til Peter Aalbæk og hans selvskabte myte om, at han er en forfulgt uskyldighed.

Vender tingene på hovedet
”Havde jeg urent mel i posen, ville det være en skør strategi sådan at stå og råbe op i megafonen,” siger Peter Aalbæk Jensen i dag i Politiken.

Men det er et godt eksempel på, at Aalbæk er dygtig til at vende tingene på hovedet.

Denne sag startede hverken i medierne eller med megafonråberier. Den startede i al ubemærkethed med, at Det Danske Filminstitut fik et notat, hvor tre velanskrevne medarbejdere i Zentropa anklager Peter Aalbæk Jensen for at have lagt irrelevante udgifter ind i produktionsbudgettet til Trier-filmen Antichrist.

Filminstituttet reagerede lige efter bogen og satte en undersøgelse i værk. En simpel sag, som Peter Aalbæk straks komplicerede ved at nægte at udlevere sine bilag til Filminstituttet, selv det strider imod de støtteregler, han selv har underskrevet.

I halvanden måned nægtede Peter Aalbæk og med ham Allan Hansen i Nordisk Film og Steffen Kragh i Egmont-koncernen, der ejer halvdelen af Zentropa, at samarbejde med Det Danske Filminstitut.

Først da Filminstituttets deadline til Aalbæk udløb, og BT begyndte at skrive om sagen, blev den offentlig. Det var BT – ikke Peter Aalbæk – der satte fokus på den.

Overbevisende cykeltur
Peter Aalbæk gør ofte det modsatte af, hvad man forventer. Det er en af grundene til, at han er så populær blandt journalister. Han kunne på en nem og overbevisende måde genvinde noget af den respekt, som han har tabt på sin hidtidige optræden i denne sag.

Inviter hele pressen til Filmbyen i Avedøre. Pak en kasse med samtlige bilag til Antichrist – ikke kun dem til overskridelsesbudgettet på 4,1 millioner kroner, som Filminstituttet har efterspurgt – og kør på Zentropas budcykel med pressen i kortege ind til Det Danske Filminstitut i Gothersgade. Aflever her kassen til Henrik Bo Nielsen.

Se, det ville være en overbevisende gestus, der med ét slag ville fjerne enhver mistanke om, at Zentropa forsøger at skjule noget i denne sag.

Læs hele de tre Zentropa-produceres notat.