Gaspar Noé: Mere følsom end perverteret

Jeg mødte Gaspar Noé for otte år siden i Paris til en fest, der var som taget ud af Irréversible, og siden blev vi venner. Nogle år tidligere havde jeg set filmen i København og var ligesom andre i salen chokeret over voldens brutalitet og den over ti minutter lange voldtægtsscene. Den næsten mytiske fortælling om, hvordan alt smukt må forgå, og den stærke, visuelle stil, ville ikke slippe mig.

Dengang tænkte jeg, at et menneske, der bevægede sig i sådan et univers, enten måtte være perverteret eller også i besiddelse af en ekstrem følsomhed, der gjorde, at han var nærmest evigt opmærksom på lykkens og skønhedens skrøbelighed.

Nu sidder vi foran hinanden på en lille café i en sidegade tæt på, hvor han bor i Paris. Han er et ekstremt privat menneske, men jeg har sagt, at jeg gerne vil vise nogle andre sider af ham end dem, der normalt kommer frem i interviews. For det viste sig, at den mand, der lavede Irréversible, er mere følsom end perverteret, og mere morsom end det til tider tunge, melodramatiske univers, hans film bevæger sig i.

Sæd danser ud af lærredet
Inden for Frankrigs grænser markerede Gaspar Noé sig helt tilbage i 1991 med kortfilmen Carne. Det er en prolog til spillefilmdebuten I Stand Alone (1999), hvor skuespilleren Philippe Nahon leverer en fremragende præstation som den arbejdsløse slagter, der er fanget i sin egen eksistens på bunden af samfundet.

Efter gennembruddet med Irréversible i 2002 fulgte han i 2009 op med det visuelle trip Enter the Void, hvor en neonlysende natklubverden konsekvent er set gennem en afdød narkohandlers svævende sjæl.

Med bare tre spillefilm havde han etableret sig som en af Europas mest originale og dristige auteurs. Spørg enhver cineast, og du vil få svar på, hvad en Gaspar Noé-film er. Hver eneste scene graver sig ind i krop og sjæl, og man kan mærke en nærmest manisk besættelse af at skabe et perfekt visuelt værk. Hver af hans film er som at dreje på et kalejdoskop. Gaspars univers falder på plads i en ny mosaik. En ny visuel fortælling.

Nu er han aktuel med Love, der har dansk premiere 17. december. Den blev vist første gang i maj på Cannes-festivalen, hvor den blev et tilløbsstykke. Og som det altid er tilfældet med Noés film, skabte den voldsom debat.

Denne gang skyldes det lange scener med eksplicit sex. Det er hverken romantisk som i amerikanske film eller pornografisk på den klassiske måde. Det er noget tredje, en sanselig kødelighed, som virker utroligt naturlig.

Især en af scenerne er blevet talk of the town, nemlig scenen, hvor man i nærbillede og ovenfra ser en mands udløsning. Da filmen er i 3D, og scenen er filmet i slowmotion, virker det, som om sæden danser ud af lærredet og svæver i rummet foran publikum.

Gaspar Noé fortæller med et grin, at han ærgrede sig over, at han ikke nåede tids nok til Cannes til at kunne sprøjte vand ud over publikum under scenen.

”Det er jo en kærlighedshistorie. Jeg kan slet ikke forestille mig at lave en film, der handler om to elskende, uden sex. Så kan man sige, at jeg bare har kommet sex ind i filmen, men sex er ikke sex. Det er en kærlighedsakt. Det er det, jeg gerne vil vise med min film – det følelsesmæssige aspekt i sex. Det vigtige er, at det er en film, der taler om kærlighed, ikke om en grådig, seksuel lyst.”

Murphys dumhed
Love er ligesom Irréversible fortalt i en omvendt kronologi. Det er historien om en ung, amerikansk filmstuderende, Murphy, der i Paris møder den unge, smukke kunststuderende Electra. Forelskelsen og den fysiske passion er stormende, og sammen og hver for sig kaster de sig ud i alt, hvad Paris har at byde på af fristelser. Stoffer, sexklubber, utroskab.

En aften inviterer de den unge, uskyldige nabopige Omi over, og det ender med en af filmens allerede berømte scener, hvor de tre har sex. Murphy kan trods sin forelskelse i Electra ikke styre sit begær og opsøger nabopigen alene. Hun bliver gravid, Electra forlader ham i vrede og forfærdelse, og Murphy må prøve at få sit nye liv med barn og kæreste til at hænge sammen, samtidig med at han ikke kan slippe Electra og deres kærligheds undergang.

”Det er et af de smertelige øjeblikke i filmen, når man ser, at Murphy lover Electra noget, han ikke holder. Men det er, fordi han ikke gør sig umage. Han taler i store generelle termer om kærlighed. Men i det virkelige liv er han mere en taber end en vinder. Han er præcis lige så ærlig som alle andre, når de siger til et andet menneske, at de elsker dem. Han bliver grådig.”

– Der er mange elementer, der går igen fra Irréversible til Love. Men i Irréversible er det en blanding af deres egne dæmoner og udefrakommende tilfældigheder, der ødelægger forholdet, mens det i Love tilsyneladende udelukkende er egne dæmoner?

”Ja, Murphy ødelægger sit liv, fordi han er uintelligent. Det er ret simpelt. Han vidste hele tiden, at Omi ville beholde barnet, hvis hun blev gravid, og alligevel lod han det ske. Han kunne også have forklaret hende, at man kunne tage en fortrydelsespille. Det gør han ikke. Fordi han er dum. Du kan sagtens leve i et kærlighedsforhold uden at være superintelligent, men hvis du virkelig er dum, som han er, kan det være svært. Der er mennesker, som er selvdestruktive, fordi de er for intelligente. Det er ikke tilfældet med ham. Han kunne have gjort alt anderledes. Han er ikke en helt.”

Af alle Gaspar Noés film er Love den, der umiddelbart virker mest personlig. Filmen er fyldt med referencer til hans eget liv. Hovedpersonens navn, Murphy, er hans mors ungpigenavn, Murphys barn hedder Gaspar, og instruktøren spiller selv Electras ekskæreste, som hun er Murphy utro med. Murphy har Gaspars private tøj på, og han går på filmskolen, ligesom Noé gjorde.

– Med alle disse referencer kunne man få den tanke, at filmen i et eller andet omfang er selvbiografisk?

”Det er mit univers, men ikke min historie. Murphy ligner mig på de ydre ting, men ikke i sin måde at være på. Måske havde det været min historie, hvis mit liv havde taget en anden drejning, da jeg var tyve. Men jeg kom i gang med at lave film. Murphy taler hele tiden om, at han vil lave film, men man ser ham aldrig lave noget. Han er en onanist, der tror, at han er Kubrick.”

Længslen efter mor
Selv om Gaspar Noés første spillefilm hedder I Stand Alone, og hans seneste Love, virker det, som om den modsatte rejse gør sig gældende i hans film. At man starter i fuldstændig forening med sin mor, og resten af livet er man smerteligt alene og søger tilbage mod denne tilstand af total symbiose.

I kortfilmen Carne ser man en fødsel fra barnets synsvinkel. En hånd griber brutalt ud efter barnet og hiver det ud. Lyden af morens hjerte og de bløde, mørkerøde farver bliver erstattet af hospitalets metalliske lyde og et skarpt hvidt lys.

Gaspar Noé nikker.

”Ja, du leder altid efter din mors livmoder. Du leder efter et sted, hvor du kan finde ro. I starten har du din mors livmoder, og senere har du hendes bryster. Hun giver dig næring. Ofte i mine film ser du det forhold mellem en mor og hendes barn. Vi tilhører en art, hvor du for at overleve er afhængig af din mor, der giver dig næring. Men det er også hende, der giver dig kærlighed. Derfor blander vi ømheden og overlevelsen sammen senere i livet, hvor det modsatte for det meste gør sig gældende.”

”Ømheden og kærligheden er ikke forbundet med overlevelsen, og overlevelsen er ikke afhængig af ømheden og kærligheden. Du begår en stor fejl, hvis du blander de to ting sammen. Oftest er de mennesker, der viser dig ømhed, også dem, der forstyrrer dit liv på den værste måde. Du tror, at du vil finde fred hos et menneske, og for det meste er det det præcis modsatte, du finder.”

– Er kærligheden overhovedet mulig?

”Hmm, at elske et menneske er jo godt. At være i et forhold er godt. Men man må følge sin indre natur. Alle forhold må finde deres egen balance. Det er kun hos os mennesker, at man finder idéen om troskab – og så måske visse dyr. På den anden side: Hvis der ikke var en mand, der elskede en kvinde, og en kvinde, der elskede en mand, var vi ikke her. Så meget ved jeg da. Det tjener i det mindste det formål at udvikle menneskeracen, at give liv videre til én, som så igen kan give liv videre.”

– Din mor døde mellem Enter the Void og optagelserne af Love. Ændrede det noget på, hvordan historien blev?

”Historien er ikke på den måde bundet op på min mor. Det er mere følelsen af for første gang at opleve et virkeligt tab. Jeg fik en anden fornemmelse for tiden – og livet. Med dem, der står dig nær, har du en følelse af, at forholdet er beskyttet af evigheden. Og så opdager du, at en hjerne kan ødelægge sig selv, og en krop forfalder. At vi alle skal dø.”

”Da min mor døde, holdt alle hendes ting op med at have en værdi for mig. Det var pludselig bare ting. Jeg har ikke gemt en eneste ting til minde om hende. Kun fotos. Det er også meget narcissistisk at ville efterlade sig spor på den måde. Min far er meget følsom, så måske på grund af ham tror jeg en lillebitte smule på holdbarheden af sjælen. Men det afhænger af, hvordan du opfører dig, og hvad du skaber.”

Helt tæt på
– Du har sagt, at du havde Love i tankerne inden Irréversible, og at det var den idé, du oprindeligt foreslog skuespillerne Monica Bellucci og Vincent Cassel?

”Ja, jeg mødte Vincent på en natklub og fortalte ham om idéen, og han sagde, at han og Monica helt sikkert var interesserede. På samme tidspunkt havde jeg allerede nogle producere, men idéen om den eksplicitte sex gjorde dem bange. De spurgte, om jeg ikke havde en anden idé. Jeg sagde, at jeg havde idéen til en film, der handler om hævn, og at Monica og Vincent var interesserede, og så lagde de pengene på bordet. Det blev til Irréversible, men jeg gemte idéen om den oprindelige film til senere.”

– Var det svært at finde skuespillere til en film med så meget sex?

”Det vigtigste og sværeste var at finde nogen, som var naturlige foran kameraet, og som havde lyst til at lave netop denne film. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at finde en dreng og en pige, der allerede var kærester på grund af de emotionelle og seksuelle scener. Og så endte castingen alligevel med at blive lavet i sidste øjeblik – to uger inden vi startede optagelserne.”

”Karl Glusman og Aomi Muyock, der spiller hovedrollerne, mødte først hinanden ti dage inden optagelserne. Så vi vidste ikke, hvor langt vi ville gå. Det vigtigste var at skabe en god stemning på settet. Der var noget, som kom naturligt, og noget, som var simuleret, men det afgørende er, at det ser virkeligt ud på lærredet. Når de kysser hinanden, skal man virkelig kunne mærke, at de er forelskede.”

”Der er i øvrigt mange flere scener, hvor de kysser end scener, hvor der er eksplicit sex. Jeg ville have helt tætte nærbilleder. Sådan er det jo, når man elsker en i det virkelige liv. Du kigger ikke ned, du ser på det ansigt, der er foran dig.”

Porno på vhs
Gaspar Noé har ofte talt offentligt om sin fascination af porno, og han lavede selv en decideret pornofilm i 2006, kortfilmen We Fuck Alone. Alligevel er alle hans film gennemsyret af et nærmest romantisk syn på sex og kærlighed.

– Sex er både en kærlighedsakt og en rent narcissistisk beskæftigelse?

”Hovedpersonen i We Fuck Alone har sex med en oppustet dukke og onanerer, mens han ser pornofilm. Sådan er sex også. Jeg har masturberet virkelig meget i mit liv, som alle mennesker har det. Og dér er jeg alene.”

”Jeg har også set meget porno på vhs, men jeg har næsten intet set på nettet. Hvis du sætter en film på dit tv, er det jo en verden, du træder ind i. Du ser filmen, drikker noget vin, slukker tv’et og går tilbage til noget andet. Jeg kan ikke lide at se porno på min computer. Computeren er en arbejdsplads for mig, og jeg har ikke lyst til at onanere der, hvor jeg arbejder.”

Gaspar griner højt, idet han siger det. Han griner i det hele taget ofte. Han er et menneske, der altid er opmærksom på det absurde. Lige så melodramatiske hans film er blevet beskyldt for at være, lige så meget er han selv præget af en sjældent energisk, næsten barnlig lethed.

– Tror du, at den lette adgang til hardcoreporno har gjort, at sex har fjernet sig fra at være en kærlighedsakt for den unge generation?

”Sex for unge mennesker er som at gå på restaurant. Ligesom vi ville sige, at i aften spiser vi kinesisk og i morgen italiensk. De unge har set mange flere pornografiske billeder og film, end jeg har i hele mit liv. Og jeg tror, at de bærer rundt på alle de billeder indeni. Så noget af det følelsesmæssige er helt klart forsvundet til fordel for en mere sportslig tilgang. Derfor ville jeg gerne genskabe forbindelsen mellem sex og følelser med Love.”

Sanseligheden
– Love går i kroppen ligesom dine andre film. Du klipper ikke væk fra virkeligheden, men borer dig snarere ned i den. Nogle gange kan man få fornemmelsen af, at det er lige så vigtigt for dig at røre folk som at fortælle en historie?

”Ja, det er rigtigt. Love er en meget sanselig film. Der er så mange film, der taler til hjernen, det logiske. Men sanselige film er der ikke særlig mange af. Musikken er virkelig vigtig i en film af denne type. Der er så meget af det følelsesmæssige, der er bundet op på musikken, og min film havde slet ikke været så smuk uden Bach, Koudlam og John Carpenters tema fra Sidste nat på station 13.”

– Hvorfor valgte du at filme i 3D?

”Jeg kan godt lide det teatralske i at se en 3D-film, hvor du tager briller på og træder ind i en anden virkelighed. Det føles, som om der er en tunnel mellem dig og lærredet. Det er mere intimt. Men det, der virkelig gav mig lyst til at filme i 3D, var Gravity. De første 30 minutter af den film er brillante, det er en cinematografisk rutsjebane. Jeg ville bruge teknikken på en måde, hvor det gav en ny mening.”

– Du har nævnt Adèles liv og Amour som inspirationskilder?

”Adèles liv er en af de film, der bedst beskriver forelskelse som denne her feberagtige tilstand. De scener, hvor de kysser, er utroligt rørende. Og Amour er den film, der bedst beskriver kærlighed, som er en helt anden tilstand. Manden har givet et løfte til sin kone, og uanset hvor svært det er, holder han det. Han laver sit livs største offer for at beskytte det menneske, der er hans livs kærlighed.”

– Love er blevet mødt af hård kritik. Den bliver kritiseret for at have dårligt skuespil og dårlig dialog!

”Det er bare gamle idioter, der siger den slags. Gode mennesker elsker Love. Sådan har det altid været med mine film. Halvdelen siger, det er et mesterværk, og den anden halvdel, at det er noget lort.”

”Men dem, der er kritiske, er blevet mere voldsomme i deres udsagn for hver film, jeg har lavet. Og på den måde bliver mine svar via mine film også mere voldsomme for hver gang. Når folk kritiserer mig, får jeg bare lyst til at blive endnu mere ekstrem.”

”Jeg elsker at finde fotos af de kritikere, der hader mine film, og når jeg så ser, at kritikeren sidder der med et stramt slips, helt anspændt, så forstår jeg, hvorfor han nødvendigvis må hade mine film. Der var en, som havde været virkelig kritisk. En ven fortalte mig, at han bor i Paris, og jeg tænkte: ’Okay, næste gang jeg ser ham, så vil jeg snige mig op bag ham og gnide mig op ad hans ben som en lille, liderlig hund og så kysse ham på panden. Bare for at se hans reaktion”.