Mere regn på Netflix
Anmelderne var ikke helt oppe at ringe over den første danske Netflix-serie, The Rain. Men den dystopiske fortælling om unge mennesker i et postapokalyptisk Danmark bliver øjensynligt betragtet som en succes for streamingtjenesten.
I hvert fald skriver Netflix i en pressemeddelelse, at The Rain er blevet fornyet med endnu en sæson, der efter planen kommer i 2019.
Ifølge streamingtjenesten har serien vundet globalt indpas i lande som USA, Brasilien og Frankrig.
”Vi glæder os til at samarbejde med de talentfulde skuespillere og skabere af sæson 1 i endnu en sæson. The Rain fortæller en menneskelig historie, som man nemt kan relatere sig til, og serien berører universelle temaer, som alle kan identificere sig med,” siger Kelly Luegenbiehl, der er vicedirektør for internationalt indhold hos Netflix.
”Det faktum, at sæson 1 er nået ud til seere over hele verden, beviser endnu engang, at stærke historier kan krydse grænser,” siger vicedirektøren, som vanen tro ikke oplyser, hvor høje seertallene har været.
Udforske universet
The Rain har Alba August, der er på forsiden af det aktuelle Ekko #78, i hovedrollen som unge Simone.
Hun tager med sin lillebror og en gruppe andre mennesker en farlig tur gennem Danmark mod Sverige får at finde sin far, der måske kan hjælpe med at stoppe den zombieagtige virus, som har ødelagt verden.
Serien er skabt af Jannik Tai Mosholt, Christian Potalivo og Esben Toft Jacobsen, der har en masse idéer til, hvor de skal tage historien hen.
”Vi er meget taknemmelige for seriens succes og den overvældende positive respons, vi har fået fra seerne. Vi er meget begejstrede for, at det er blevet muligt at lave sæson 2 af The Rain,” udtaler Jannik Tai Mosholt i pressemeddelelsen fra Netflix.
”Vi har stadig mange historier at fortælle om karaktererne og meget mere at udforske i The Rain-universet. Og vi kan ikke vente med, at alle skal se det.”
Kommentarer