Mere True Detective under opsejling
True Detective blev på ingen tid både en seer- og kritikerfavorit, da HBO-serien havde premiere i 2014.
Da anden sæson ramte skærmene i 2015, forduftede kærligheden dog hurtigt blandt anmelderne, og det er nu halvandet år siden, at anden sæsons sidste afsnit blev vist.
At der går så lang tid mellem sæsoner, uden at der kommer nyheder om mere, er normalt temmelig dårligt nyt. Men True Detective er ikke hvilken som helst serie, og nu skriver branchebladet Entertainment Weekly, at skaber Nic Pizzolatto har skrevet mindst to afsnit af tredje sæson.
Entertainment Weekly skriver også, at David Milch – der er manden bag hyldede tv-serier som Deadwood og New York Blues – hjælper Pizzolatto med at skrive tredje sæson.
Den er vel at mærke ikke blevet bestilt af HBO endnu, men hvis det lykkes de to at komme på en historie, skulle det være mærkeligt, hvis kanalen ikke vil være med.
Sidste år fortalte programchefen Casey Bloys, at HBO ville være åben for at lave en ny sæson.
Lort eller lagkage
Rust Cohle og Marty Hart – spillet af Matthew McConaughey og Woody Harrelson – var hovedpersonerne i for første sæson, hvor deres henholdsvis pessimistiske livsfilosofi og passionerede temperament gjorde dem til kultfigurer.
Især McConaugheys rolle var med til at skabe den såkaldte McConaissance – en renæssance for skuespilleren, der også tæller en Oscar for præstationen i Dallas Buyers Club fra 2013.
Men True Detective var tænkt i et antologiformat, hvor hver sæson har en ny historie, og derfor blev Rust og Marty i anden sæson udskiftet med et persongalleri spillet af blandt andre Colin Farrell, Rachel McAdams og Vince Vaughn.
Den fik en mere blandet modtagelse. De første tre afsnit, hvoraf det sidste er instrueret af Janus Metz, fik tilsvarende tre stjerner af Ekkos anmelder.
Sæsonen havde dog også sine tilhængere. Blandt andet vores Samina Jakobsen, der efter alle afsnit argumenterede for, at virvaret gav mening, og at anden sæson ikke var nær så slem, som den blev udskreget til.
Kommentarer