Mere tv end krimi

Det begyndte strålende - om end måske mere dengang end i dag, nemlig med Leif Panduros Ka' De li' Østers?, der i 1967 lagde gaderne øde og sådan set også kanoniserede krimien på den lille skærm hjemme i stuen. Panduro var jo ikke hvem som helst, men en af de helt tunge drenge fra Klaus Rifbjerg og kompagnis kulturradikale bande; anerkendt provokerende forfatter med solide titler som Rend mig i traditionerne og De uanstændige bag sig.
     
Pouel Kern og Erik Paaske gik sort-hvidt ind i alle danskeres hjerter som typisk lokalt strømerpar med begge ben på jorden, Stanwell-piben lige i munden, socialdemokratisk tweed-jakke fra Anva og bestemt ikke til titlens østers. Gule danske krimiærter, som i dag kun kan gouteres med nostalgiens barmhjertige briller og undskyldes med, at al begyndelse er svær.
 
Britiske forbilleder
Således var der fra start skabt en tradition for, at den danske skærmkrimi skulle skrives af rigtige forfattere i genren. Leif Panduro selv fortsatte i 1970 succesen med den ualmindeligt veldrejede Smuglerne, der gav Jørgen Kiil et folkeligt gennembrud som den elskværdige, leopardskjorteklædte lommepsykopat Luffe. Ikke mere ond end det gjorde noget. Når sproget er dansk, er skurkagtigheden begrænset. Når Panduro fik så stor succes, skyldtes det naturligvis, at han med stort held skabte en tempereret kopi af udenlandske forbilleder.
     
Først og fremmest de engelske som Fabian fra Scotland Yard (1954) og diverse Francis Durbridge-filmatiseringer. Gedigent britisk politiarbejde uden for meget vold og sex, men skåret til i en overskuelig historie med sin egen logik. Som de er den dag i dag: Intelligent familieunderholdning, der ikke taler ned til sin seer, men overholder krimigenrens præmisser om en episk udvikling med en eller flere gåder i enden. Man kan blot nævne den hedengangne serie om inspektør Morse og sergent Lewis med John Thaw og Kevin Whatley. Eller den lige så fremragende A Touch of Frost med David Jason i titelrollen i en fiktiv engelsk by i provinsen. For slet ikke at tale om John Nettles elegante provinspanser i serien om kommissær Barnaby. Og man kunne have håbet, at dansk tv-krimi havde bibeholdt disse britiske forbilleder. Men herom senere.

Kriminalforfattere som Anders Bodelsen, Ole Henrik Laub og Erik Amdrup fik alle lov at bidrage mere eller mindre vellykket til den danske fjernsynskrimi. Bodelsen mest for børn med den forbilledligt gode Guldregn (1988), som Søren Kragh-Jacobsen instruerede og som skabte Torben Jensens position som skurken, vi alle elsker at hade. Ole Henrik Laub var medforfatter til provinsafdelingens katastrofalt dårlige Rejseholdet i 1983, hvor den daværende skarpe og frygtede tv-anmelder Claes Kastholm Hansen bidrog med et mildest talt ujævnt afsnit. Folkeviddet fældede en hård dom over denne serie. På en mur i det indre København stod de bevingede ord: "Gud ser alt - undtagen Rejseholdet."    

Mest vellykket, og sådan set sidste gang, at en rigtig krimiforfatter fik lov til at tage en tur i tv-krimimanegen, var Erik Amdrups fremragende Renters rente (1996) med Frits Helmuth i en vitterlig original dansk film noir om en natlæges fatale meritter.
 
USA som rollemodel
I store træk er dette den sunde udvikling op til TV 2's krimiserie Strisser på Samsø. Forfattere med tæft for genren og et forfatterskab bag sig til at bevise det inviteres ind i varmen for at dreje de krimiserier, som skal lægge gaderne øde. For så vidt skifter smagen samtidig med, at USA overtager placeringen som rollemodel for tidens moderne krimiserier. Her er den afgørende serie Stephen Bochcos Hill Street Blues (1981-87). Og så må vi ikke glemme nabolandets evindelige påvirkning fra de to, som skabte den skandinaviske politiserie, nemlig Sjöwall og Wahlöö, hvis succes i den store verden både i bogform og som film ikke gik upåagtet forbi de danske medier.
     
Et tidligt forsøg på at gå i den amerikanske retning og skabe en dansk privatdetektiv-serie a la Raymond Chandlers Philip Marlowe blev gjort af selveste Erik Balling med Anthonsen (1984, skrevet af brødrene Thorsboe) med Ove Sprogøe som en mere spøjs end overbevisende kloning af Egon Olsen og Sam Spade. Ikke en serie, som den ellers professionelle Balling har megen ære af. Tværtom. Den kan kun ses som et sympatisk kuriosum på linje med Sidney Pink og Poul Bangs herostratisk berømte science fiction-film Reptilicus (1961). Det bedste alibi for Anthonsen var nok Ballings desperate pres for at dreje en follow-up til megasuccesen Matador og dog noget anderledes.
     
Efterhånden som den skandinaviske krimi uden for Danmark lagde sig inden for mainstream, begyndte de danske tv-kanaler også at skifte kurs. Hvorfor ikke lave produktet selv i stedet for at købe det af amerikanerne? Hanne-Vibeke Holst blev gjort til ankerkvinde på Strisser på Samsø med kolleger såsom Anders Bodelsen, Flemming Jarlskov og Henning Mortensen på sidelinjen. Konceptet var originalt fra start: En storbystrømer ser sin kone blive skudt på en Statoil-tank, hvor-efter han sammen med sin datter går i eksil på den idylliske Samsø som provinspolitimand. Temaet var Morten-Korch-møder-Ed-McBain, folkekomedie uden for politistationen og lidt kriminalitet i forbindelse med de pokkers turister.
     
For så vidt lagde serien sig i slipstrømmen af Bent Christensens En by i provinsen (1977), som på mange måder er interessant som urmoder til både Strisser på Samsø og siden DR's nye, prisbelønnede Rejseholdet (2000-04). Provinsen - her Samsø - lægger kulisser til en tryghed fjernt fra moderniteten, og samtidig ankommer denne, både i skikkelse af Lars Bom som storby-strømer og den kriminalitet, der truer det lille samfund. Serien var ment mere brutal og barsk, end den blev. Til de professionelle forfatteres store fortrydelse begyndte folkekomedien allerede her at overtage det kriminelle plot. Kort sagt mere tv end krimi var på vej.
     
Samarbejdet mellem forfattere og seriens instruktør Eddie Thomas Petersen var ikke uproblematisk. Mange var ændringerne i de forfatter-mæssige manuskripter, og netop ud fra devisen: Hellere hygge end uhygge. På den måde blev serien en skabelon for senere serier i samme genre. Hvorfor hive forfattere ind fra bøgernes verden, når vi kan klare os med manuskriptproducenter fra Mogens Rukovs laboratorium på Den Danske Filmskole med reagensglas fulde af den naturlige historie? Form er vigtigere end indhold. Aristoteles' trekant om en retvinklet begyndelse, midte og slutning overtager med en egen glathed det gådefulde og uforudsigelige. Præcis det stof, som rigtige krimier er gjort af. Den uberegnelige formodning. Den episke strøm. Kort sagt genrens spænding i sit eget relæ: At opklare noget kompliceret på en psykologisk facon med skyldig hensyntagen til både social arv og miljø. Personlige intentioner og intern planlægning.
 
Kloge koner og kaffegrums
Ændringen blev tydelig med Rejseholdet. En feel good-krimiserie lagt klart og klogt søndag aften, hvor mor har fjernkontrollen i hånden og intet ondt skal splitte familien op til mandagens grå arbejdsmorgen og skole-dag. Frem for alt viste serien sin kriminelle uoriginalitet ved at kalkere plots og sammenhænge fra nyere kriminel virkelighed i Danmark. Forfatterparret Peter Thorsboe og Maj Brostrøm, som bestemt ikke har noget tilhørsforhold til krimigenren i dens litterære aftapning, fokuserede først og fremmest på Rejseholdets enkelte medlemmers privatliv og personlige udvikling. Selve politiarbejdet lagde sig et sted mellem parodien og det rene dilettanteri.
     
Hvis dette var dansk politiarbejde fra virkeligheden, burde den almindelige tv-seer vitterlig frygte for sit liv og levned. Aldrig har så meget politi udført så lidt efterforskning. Stort set alle forbrydelser blev opklaret ved tilståelser. Hvis ikke lige gådens løsning i stedet kom til kriminalassistent la Cour på den clairvoyante. Politiet er reduceret til en samling kloge koner, der læser i kaffegrums og tyder tegn i stedet for at tage fingeraftryk og dna-prøver; den slags, som i det store udland går under betegnelsen forensic science.
     
Skal man give en forklaring på dette fravalg af genrens fascinerende teknik, skyldes det enten forfatternes egen ukyndighed eller angsten for at udfordre seerne med for meget kompliceret teknologi. Igen, vi taler søndag aften med tigerroulade, termokaffe og Ikea-sofa dybere end Filippinergraven. Og det må jo heller ikke være alt for kompliceret, hvis man skal kunne følge med og samtidig smøre madpakker.

I forbifarten bør man ikke glemme TV3's absolutte B-film-serie i genren, Skjulte spor (2000), som i hvert fald, og tak for det, ikke flirtede vildt med den danske folkekomedie. Der var faktisk tale om et genreloyalt produkt med alt til faget hørende af vold, stoffer, sex og psykopater. Men desværre led den af en replikteknik, der mere hører hjemme på en staveplade end i en spændings-serie. Alting blev sagt mindst fire gange, så selv den mest komatøse i divaneseren kunne følge med. Indimellem virkede det som en ufrivilligt komisk gengivelse af den tyske kultserie Der Alte med manuskript af Ionesco og Kafka.
     
For forfatterne til denne artikel er det en gåde, hvorfor forfattere til krimier ikke blandede sig i dette kup inden for den kriminelle tv-dramatik. Hvorfor var der ingen, som råbte vagt i gevær eller skrev vrede læserbreve eller på anden måde gjorde opmærksom på, at deres job var blevet overtaget af professionelle amatører? Vel at mærke folk, som kunne deres metier i netop dette at skære noget til, en buket roser samt ingenting og festfyld.
     
Ørnen fortsatte sådan set i samme dur som Rejseholdet. Nuvel, ret skal være ret, man forsøgte på original vis at spænde et kriminalistisk netværk ud over handlingen, den russiske mafia for eksempel. Noget aldrig før set - bortset fra i de sidste tusind amerikanske serier. Rejseholdets chef Ingrid Dahl, spillet fortræffeligt af Charlotte Fich, var i det mindste et forsøg på at tilsætte genren en specifik dansk kvindetype fra middelklassen.

Mens antihelten Hallgrim Ørn Hallgrimsson (som Jens Albinus gestalter overbevisende) er en dusinvare fra posen med samspilsramte og traumatiserede mande-klichéer. Vi har set den før, og vi har set den bedre. Netop i amerikanske serier som NYPD Blue (1993-2005), hvor den stovte engelske strømer med stiv overlæbe i løbet af 1980'erne var blevet afløst af amerikanske kolleger, der havde siddet skævt på potten eller var blevet mishandlet af ekskonen. Ørnen logrede hæmningsløst med klichéen om Island som et antimoderne paradis, vasketøj på en tørresnor, som antiheltens ødipale fortabthed. Aldrig har en krimi-tv-serie været mere forskruet og mindre spændende.
 
Uden kompromis
Denne udvikling er interessant - og lidt sørgelig. For vi må ikke glemme to serier, som på hver sin måde faktisk ville noget med genren ud over at tækkes seerne. Vi tænker her på Anders Refns fortsættelse af sin egen film Strømer (1976) med tv-serien Een gang strømer (1987), som ikke lagde fingrene imellem med hensyn til brutalitet og vold. Bortset fra et noget langt mellemstykke (serien var i seks afsnit og burde måske kun have været i fire) var det en meget stramt fortalt serie med Jens Okking som desillusioneret ældre og fordrukken strømer og Jens Arentzen som en ung urobetjent, der vil rydde op i det københavnske narkomiljø. Serien havde ambitioner, som ikke alle blev indfriet, men den var i hvert fald et originalt tiltag inden for den danske tv-krimi. Der blev ikke gået på kompromis, for så vidt angår feel good-tendenser og søndag-aften-harmoni. Signifikant begyndte og sluttede denne serie dramatisk netop en lørdag aften.
     
I den mere historiske ende, men filmisk mere eksperimenterende, finder vi Ole Christian Madsens visionære Edderkoppen (2000), måske den mest originalt tænkte film noir-serie endnu på danske skærme. I en postmoderne leg med 1940'ernes klichéer - bløde hatte, tyk læbe-stift, stiv flip, lange frakker og smøger i stænger - var serien nok for manieret til et mainstream-publikum. Læserbreve fra ældre seere protesterede over seriens nonchalante brug af virkelighedens Edderkoppesag og Peter Bangsvej-mord fra den tidlige efterkrigstid.
     
Jakob Cedergrens unge journalist over for politi-direktørens datter Stine Stengade illuderede på fortræffelig vis James Stewart og Ava Gardner fra noir-genrens storhedstid i 1940'ernes Hollywood. Lars Kjeldgaard havde med fin fornemmelse for tidsånd og selvforståelse skrevet et glimrende manuskript, hvor de fleste brikker i plottet faldt på plads med rimelig logik. Desværre bevarede Kjeldgaard ikke sin fine sans for plot og detalje. Han blev siden forfatter på TV 2's forsøg i krimigenrens udkant, advokatserien Forsvar (2003-04), der gav nye dybder til betydningen af ordet fiasko.
 
Når regnskabet gøres op
Skulle man gøre op, på baggrund af tyve års dansk krimi på fjernsynsskærmen, er regnskabet ganske kort: Anders Refns Een gang strømer, Jonas Cornells Renters rente og Ole Christian Madsens Edderkoppen er den ultimative treenighed med hensyn til kvalitet i dansk tv-krimi.

Bemærkelsesværdigt hos dem alle er deres karakter af film noirens indignerede syn på det officielle samfund. Korruptionen, både den moralske, økonomiske og politiske, hersker overalt. Selv i de mest social-demokratiske velfærdssamfund. Den historiske dimension er til stede. Vi ved, hvor vi er i tid og sted. Og klart afspejler de tre nævnte eksempler en genkendelig virkelighed, enten netop nu eller dengang for ikke så længe siden. Dette er en kvalitet, som altid har været et adelsmærke i krimigenren, i og med at den mere eller mindre beskæftiger sig med samfundsskabt kriminalitet. Mindre gælder også for de første afsnit af Strisser på Samsø, som er bemærkelsesværdigt gode i deres accentuering af den pludselige og meningsløse vold i dagens Danmark.
     
Resten er derimod typiske eksempler på, at man går ind i en genre for at udnytte den i henhold til en anden. At gøre krimien til en mellemting mellem folkekomedie og feel good-film med elementer af krimi. Men også decideret at afmontere det politiske sigte. Man træder hverken Anders Fogh eller Helle Thorning-Schmidt over tæerne. Intet politisk tages der stilling til. Her hersker kun sort biedermeier. Men hermed kastrerer man også krimiens kronjuveler: At sige noget om samfundet i flere aspekter end middelklassens egen intime socialnarcissisme.

Det er her, vi er nu. I folkekomediens meget lange solskin. Altså desværre mere tv end krimi. De professionelle amatører tog over.