Top 10: Mest læste artikler i 2016
2016 er et år, som det har været nærmest umuligt at forudsige.
Storbritannien stemte sig ud af EU, Donald Trump indtager snart Det Hvide Hus, og alle synes at være magtesløse over for grusomhederne i Syrien.
Hvis vi befinder os i en opløsningstid, så var det danske film-år en ringe trøst. Der var alvorligt langt mellem snapsene, hvilket vores brugeres adfærd afspejler.
Der optræder hele seks anmeldelser på top 10-listen over de mest læste artikler fra det forgangne år, men ingen af dem er danske spillefilm.
Bag om sex-skandale
På tiendepladsen over årets mest læste artikler ligger Anders-Peter Mathiasens personlige beretning om sit Cavling-prisvindende samarbejde med Miki Mistrati.
Mathiasen fortæller om bruddet mellem de to journalister – og om Mistratis afgørende rolle i den sex-skandale, der fik Michael Dyrby til at trække sig som nyhedsdirektør for TV 2.
De var dog endnu mere opsatte på at finde ud af, hvorfor Zack Snyders sammenføring af Batman og Superman blot fik Flemming Kaspersen til at hoste op med sølle to stjerner.
Tarantinos blodindsmurte krimi-western The Hateful Eight åbnede biografåret 2016. Michaëlis takkede for nytårsgaven med fem stjerner til genre-auteuren og hans imponerende cast.
Biers agent-triumf
Det er ikke bare Bo Tao Michaëlis, der har to anmeldelser i top 10. Det har Flemming Kaspersen også.
Efter de første to afsnit af Susanne Biers amerikansk/britiske John Le Carré-miniserie Natportieren tildelte han fire stjerner og vurderede, at serien er ”mere lækker, end den er dyb”.
Til Emmy-uddelingen blev lækkerheden belønnet. Bier vandt prisen for bedste miniserie-instruktør. Hendes arbejde med Tom Hiddleston som elegant agent har fået nogle til at gætte på, at næste James Bond-film instrueres af en dansker.
Årets DR-julekalender har fået på puklen for ikke at handle om jul. Ida Rud havde desuden svært ved at lokalisere en central problemstilling og gav Den anden verden mellemfornøjede tre stjerner. Julekalender-anmeldelsen er årets femte mest læste artikel.
The War Show-show
Mange store kulturpersonligheder mistede livet i 2016. Blandt dem David Bowie, Leonard Cohen, Muhammad Ali, Prince, Gene Wilder og George Michael.
Herhjemme døde instruktør Birger Larsen i en alder af blot 54 år, og Kim Pedersens nekrolog blev læst af mange. Larsen er især kendt som en dygtig håndværker. I 1991 vandt han både en Robert og en Bodil for Lad isbjørnene danse.
Klassefesten 3 – Dåben blev hans sidste film.
På tredjepladen finder vi en kommentar skrevet af chefredaktør Claus Christensen og samme Kim Pedersen.
Tilbage i oktober undrede de to herrer sig over, at dokumentaren The War Show – der handler om oprørere i Syrien – ikke krediterede filmens oprindelige instruktør i rulleteksterne. Og så startede The War Show-show.
Dokumentaren var fra starten Marie Skovgaards projekt, men efter uoverensstemmelser med medinstruktør Obaidah Zytoon forlod Skovgaard filmen. Og hun blev pillet helt ud af rulleteksterne.
Christensen og Pedersen foreslog producent Ronnie Fridthjof, at Marie Skovgaard blev takket for sit bidrag til dokumentaren. Hvilket hun også endte med at blive efter nogle dages diskussion på de sociale medier.
Sans for drama
Manyar Parwani skaber mere dramatik i sit liv, end han gør i sine film. Da Parwani med Zentropa i ryggen proklamerede, at han ville lave en film om Omar El-Hussein – Dan Uzan og Finn Nørgaards drabsmand – affødte det overskrifter, og diskussioner startede.
Parwani valgte at puste til gløderne. Han turnerede landets medier med historier om, at han var blevet udsat for vold og trusler i forbindelse med research til filmen.
Det viste sig dog, at Parwanis påstande og fortællinger ikke altid stemte overens med virkeligheden. Desuden kom det frem, at instruktøren havde givet urigtige oplysninger i en støtteansøgning til Det Danske Filminstitut.
Claus Christensen opsummerede sagen i en kommentar, der er blevet årets næstmest læste artikel. Om Parwani står der: ”Aldrig har en instruktør formået at få så meget omtale med så lille et cv.”
Højeste mode
Alle – amerikanske film og kontroversielle personager – må dog se sig slået af årets helt store overraskelse. Ingen kunne ved årets begyndelse forudse, at en norsk ungdomsserie ville blive det mest omtalte kulturprodukt i Danmark i 2016.
Men Julie Andems Skam slog benene væk under teenagere, romantikere og kulturparnasset, og hurtigt blev norsk slang højeste mode.
Ekko stod på Skam-toget i sommer med en samlet anmeldelse af sæson 1 og 2. Jens Steinicke Kjær hev fire stjerner op af anmelder-posen til en veleksekveret ungdomsserie, som ”af og til hopper op på et kunstnerisk niveau, der ligger langt over andre ungdomsklassikere som Orange County og Dawson’s Creek”.
Det blev årets mest læste artikel, mens Mikka Teczas femstjernede anmeldelse af tredje sæson ramte Skam-bølgen for sent til at komme med på top 10.
Listen over de mest læste artikler nogensinde præges stadig af undervisningsartikler, der især bliver besøgt, når det er tid for eksaminer.
Listen består af samme ti artikler som i 2015, dog har nogle af dem byttet plads. Anmeldelsen af Anders Walthers kortfilm Helium er årets højdespringer. I fjor lå den nummer ni, nu er det den tredjemest læste artikel i Ekkos nethistorie, som startede i 2003.
Mest læste artikler i 2016
1. Anmeldelse: Skam – sæson 1 og 2
2. Kommentar: Parwanis store ståhej for ingenting
3. Kommentar: Den oversete heltinde
4. Nekrolog: Klassefestens instruktør er død
5. Anmeldelse: Den anden verden
6. Anmeldelse: Natportieren – afsnit 1 og 2
7. Anmeldelse: The Hateful Eight
Mest læste artikler nogensinde
2. Essay: "Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min"
4. Blog: Kim Pedersen: De ti største danske filmsucceser i dette årtusinde
5. Nyhed: Forbrydelsens gerningsmand er fundet
6. Nyhed: Kathrine Windfeld er død
7. Undervisning: Ernst og lyset
8. Undervisning: Hvad syn’s du?
Mest læste artikler
Optællingen er foretaget på Ekkos hjemmeside i 2016.
Der offentliggøres i gennemsnit fem nye artikler hver dag.
De fleste artikler er skrevet eksklusivt til hjemmesiden.
Siden er en del af Filmmagasinet Ekko, hvis flagskib er det trykte magasin, der udkommer fire gange om året.
Kommentarer