Mesterinstruktør løfter sløret for ny film

Roy Andersson er i fuld gang med sin kommende spillefilm En duva satt på en gren - och funderade på tillvaron, som efter planen skal være premiereklar i 2013.

Med dvd’en Funny Films of the North, som følger med det nye nummer af Ekko, vil man kunne få et eksklusivt smugkig på filmen. ”Tre møder med døden,” kalder den 68-årige instruktør de tre sorthumoristiske scener, som forventes at optræde i filmen og følger med som en bonus på dvd’en.

I en scene forsøger tre granvoksne børn at vriste en taske fra deres døende mor, som vil have sine smykker med sig i himlen. I en anden scene er kantinepersonalet på en færge i vildrede med, hvad de skal stille op med rejemaden, som den afdøde mand på gulvet lige præcis nåede at betale for.

”Jeg opfatter ikke mig selv som humorist,” fortæller Andersson i stort interview i Filmmagasinet Ekko.

”Jeg ser tingene fra en lidt anden vinkel, som skaber det komiske element. Jeg tror, at det er en måde at se på døden. Andre ser det måske ikke. Men de fleste genkender komikken, når de ser den.”

Filmens lange titel, En duva satt på en gren - och funderade på tillvaron, refererer til en detalje i Brueghels berømte maleri Jægerne i sneen fra 1565. Øverst i billedet sidder duen på sin gren og kigger ud over det store, befolkede vinterlandskab.

”Duen er forbløffet over, at menneskene ikke ser den undergang, der nærmer sig,” forklarer Roy Andersson.

Spøg- og skæmt-sælgere
Filmen bliver sidste del af instruktørens ”levende”-trilogi, der indeholder Sange fra anden sal (2000) og Du levende (2007). Den fortælles i Anderssons kompromisløse tableau-stil, men denne gang er der to karakterer, som går igen fra episode til episode.

”Jeg har haft denne ide længe, faktisk. At jeg skulle have et par, for det findes i kulturhistorien: Virgil og Dante, Gøg og Gokke, og i Danmark har vi jo Fy og Bi. Vi har også Steinbecks Mus og mænd. Mit par er to mænd, der er mellem 50 og 60, bor på pensionat og er lidt taberagtige. De vil forøge deres indkomst og forbedre deres levevilkår ved at sælge spøg og skæmt-artikler.”

- Det forlyder, at filmen også drejer sig om en 1700-tals hær på 60.000 soldater. Kan du realisere det?

”Det håber jeg. Hæren er stor, men heldigvis behøver man jo ikke at vise den hele. Det er filmet inde fra en bar. Uden for baren kommer der denne enorme armé, som er på vej til Rusland. Det er karolinerne, 1700-tals soldater.”

- Som kommer ind på en moderne bar?

”Ja, præcis. Der kommer en slags adjudant og åbner døren, og så rider han ind i baren og skubber alle mennesker til side. Det er nemlig sådan, at kongen kommer snart. Det er Karl XII, som skal have noget at drikke i baren på vej mod det russiske felttog. Adjudanten bliver meget oprørt, da kongen ankommer og de forsøger at give ham en øl. De burde vide, at kongen ikke drikker alkohol.”

- Hvad ønsker du med at opløse tidsgrænserne, for det er jo den første film, hvor du gør det så kraftigt?

”I min forrige film, Du levende, viste jeg for første gang en drøm og opdagede, at man kan gå fra virkelighed til drøm med stor frihed. Det mærkelige ved drømme er, at selv om de er ulogiske, mærkelige og skræmmende, så bygger de på faktiske ting. Og derfra er springet til at blande nutid og datid ikke så stort.”

Vores nedarvede skyld
Anderssons interesse for fortiden og den menneskelige grusomhed er velkendt, og i sin kommende film behandler han slaveriet.

”Jeg læser meget om slaveriet, som også er et skrækkeligt overgreb. Jeg mener - herregud, hele Englands rigdom er jo opbygget på det. Hvilket uheld at være født i Afrika!”

”Jeg er optaget af forsoning. Menneskehedens historie er så fyldt med skyld, som ikke er tilgivet, forsonet, derfor må vi påtage os nedarvet skyld,” fortæller Roy Andersson.

Hele interviewet kan læses i Ekko #54, der er på gaden den 24. august.