Dag 10: Mesterlig nomadefilm

Med aftenens premiere på Chloé Zhaos Nomadland er alle festivalfilmene nu blevet vist, og man kan spå om, hvor årets Guldløve lander. 

I mine øjne er der tre film, der fortjener den. 

Norske Mona Fastvolds The World to Come er en smukt afmålt og inderlig fortælling, der udforsker personernes konfliktfyldte, indre verden med empati og intelligens. 

Filmens tematik om lesbisk kærlighed i midten af det nittende århundrede, hvor kvinder højst var ”meget gode veninder”, ligger også jurypræsidenten på hjerte – tænk på hans mesterværk Carol. 

Spørgsmålet er, om den er for afmålt til hovedprisen, men den kommer næppe til at gå tomhændet hjem. 

Hvis juryen er i et politisk hjørne, kunne hovedprisen snildt gå til den russiske Dear Comrades, der handler om en sovjetisk arbejderdemonstration, som blev brutalt slået ned og lynhurtigt henlagt af Centralkomitteen. 

Mens vognlæs med døde demonstranter blev kørt ud af byen mod anonyme grave, blev der lagt ny asfalt på bytorvet. Ingen kunne vaske blodet af. Det er ikke svært at drage paralleller til Præsident Lukashenkos aktuelle kamp mod demonstranter i Hviderusland – en kamp, der er støttet af Putin. 

Den mexicanske Nuevo orden har en lignende tematik, men er nok alligevel for kantet i sit sortsyn. Og den film spiller mere på frygten for kaos end nødvendigheden af forandring. 

Og så er der Nomadland – om en kvinde, der har revet teltpløkkerne op og bor i en varevogn.

På flugt fra lukket by
Chloé Zhaos film er bygget op omkring Frances McDormands præstation på samme måde, som hendes nøgterne, humanistiske The Rider var bygget op omkring den ikke-professionelle skuespiller Lilly Jandreau.

Filmens humor og varme, der kendetegner Zhaous’ bedste karakterer, brænder igennem i hver eneste scene. Men hovedrollen Fran har også en skrøbelig stolthed, en vilje til ikke at ligge andre til last – og den tvinger hende afsted, ud på landevejen.

For det er tvang, der har bestemt hendes nomadetilværelse. Byen i Nevada, hvor hun havde hele sit voksenliv med sin afdøde mand, blev ikke bare ramt hårdt af finanskrisen. Den blev lukket.

Da den lokale mine drejede nøglen om, var der intet tilbage for beboerne. Fran er egentlig pensionsmoden, men det er en bitter vittighed i Amerika, hvor det forventes, at man er sin egen lykkes smed.

Men Chloé Zhao er egentlig ikke bitter. Hun dvæler ikke ved den økonomiske nød, der tvinger en generation af bedsteforældre til at pakke kasser for Amazon, indtil de falder om ved samlebåndet. Eller til juleræset er ovre, og de må se sig om efter noget nyt.

Hun finder en ynde i seniorernes sammenhold, som da en støttegruppe for hvidhårede jobnomader synger On the Road Again rundt om et lejrbål i ørkenen. Og hun dyrker naturens ynde. Fran ville hellere slå sig ned et sted, men hun får også øjnene op for det storslåede landskab, hun kører tyndt. Det gør vi også.

Nomadland er mesterlig. En stilfærdigt bjergtagende film, der sagtens kunne ende med en eller flere statuetter.

Hatten af for Kazakhstan
Benzin. Kat. Tændstik.

Sådan starter man en skovbrand, forklarer en person i den kazakhstanske komedie Yellow Cat. En ung fyr Kermek, der lige er lukket ud af fængslet, render omkring og laver ravage.

Men han gør det ikke med vilje. Han er bare ikke på bølgelængde med alle de andre skæve eksistenser på de endeløse græsstepper. De går nemlig slet ikke lige så meget op i film som ham.

Kermek er også god, som dagen er lang, og vil meget hellere lege Alain Delon i Melvilles Les samourai, end han vil komme overens med lokalsamfundets smågangstere.

Det volder problemer, og inden længe har han skudt en korrupt politimand og erklæret sin kærlighed til gangsterbossens luder, der vil hjælpe ham med at udleve hans drøm: At lave en biograf oppe i bjergene, hvor han kan vise gamle film på et udstrakt sengelærred.

Komedien er absurd og fortalt med et iøjnefaldende billedsprog, hvor vittighederne ligger lag på lag, og kompositionerne springer i øjnene.

Hatten af for Kazakhstans filmbranche, der har udklækket et talent som instruktør Adilkhan Yerzhanov.

Han har Coen-brødrenes billedskønne gak, Aki Kaurismäkis deadpan og et delikat stænk af Emir Kusturicas flamboyante vanvid, og han kombinerer alle sine inspirationskilder til en stil, der er vidunderligt spøjs og helt sin egen.

Dubrovka-teatrets traumer
Ivan I. Tverdovskiys sorgtunge Conference bearbejder gidseldramaet i Dubrovka-teatret i Moskva, hvor i omegnen af 200 mennesker mistede livet i oktober 2002.

Filmen handler om de overlevende, der stadig lever med traumerne og sorgen over at have mistet venner og familie i det tre dage lange terrorangreb, der blev udført af tjetjenske islamister som et forsøg på at standse den anden tjetjenske krig.

Nonnen Natalya lejer en teatersal til en mindehøjtidelighed for de overlevende, så de kan snakke sig igennem hændelserne og hele i fællesskab.

Hun var selv et gidsel og mistede sin familie i angrebet. Hendes søn døde – og hendes datter Galya er nu så fremmedgjort, at hun angriber sin mor på åben gade, da hun hører om mindehøjtideligheden.

Præcis hvad der skete imellem dem, er mindre interessant for instruktøren end de brutalt åbenhjertige vidnesbyrd fra overlevende, der udgør broderparten af filmen. Atten år efter har de stadig angrebet som et anker i sjælen, og den skildring føles så sand og oprigtig, at man egentlig ikke har brug for en rammehistorie.

Emnet havde egnet sig mindst lige så godt til dokumentar som til fiktion.

Slow cinema fra Filippinerne
Det er ikke mange instruktører, om hvem man kan sige, at de fatter sig i korthed med en film på 157 minutter. Men den filippinske Lav Diaz er kendt for sin slow cinema og film på tre, fire og ni timer.

Hans seneste, Genus pan, føles næsten kortfattet til sammenligning. Men også kun næsten.

Lav Diaz har sin egen rytme, der hverken er henslængt eller eftertænksom, blot tålmodig.

Genus pan er en sort-hvid fortælling om tre minearbejdere, der bliver usselt betalt efter tre måneders radbrækkende arbejde og begiver sig ud på en anspændt rejse hjem til deres landsby på en afsidesliggende ø.

Titlen refererer til chimpanser, og filmens tese er den velkendte, at mennesker ikke er så langt fra vores behårede fætre, som man kunne ønske. Når det virkelig gælder, er vores natur selvisk og afstumpet, selv om manuskriptet også kredser om kolonitidens systemiske rovdrift på lokale ressourcer og mennesker.

Så er ondskaben tillært eller medfødt? Det er én blandt flere temaer i en lidt teatertung film, der alligevel fascinerer i kraft af sin malerisk indlevende miljøskildring.