Ugens anbefaling: Mesterværker af PTA
Paul Thomas Anderson er en af de største og mest interessante nulevende filmskabere, som siden spillefilmdebuten Hard Eight fra 1996 har instrueret adskillige anmelderroste film.
Med otte nomineringer i løbet af karrieren har PTA, som han kaldes af fans, haft flere chancer for at vinde en Oscar – indtil nu dog uden succes. Men Den skjulte tråd har til den forestående Oscar-uddeling opnået seks nomineringer, heriblandt for bedste film og bedste instruktør.
Den 15. februar får PTA’s periodedrama premiere i biografer landet over. Filmen får i det nye nummer af Ekko fem stjerner af vores anmelder, der skriver, at den er ”en af de bedste argumenter for, hvorfor biografen er skabt”.
Som optakt anbefaler vi i denne omgang fem mesterværker af PTA, som du absolut må give dig i kast med.
Boogie Nights
PTA’s anden spillefilm foregår i San Fernando Valley i pornoens guldalder. En ung Mark Wahlberg blev castet til en af sine første roller og fik til opgave at spille en ung pornoskuespiller med stor selvtillid a la John Holmes.
Filmen skildrer Eddie Adams og hans oplevelser i pornoindustrien op gennem de farverige 70’ere og 80’ere. Med disco-klubber som baggrund kunne film nemt være blevet en latterliggørelse af det særprægede, tarvelige miljø.
Men filmen kommer i stedet til at handle om at finde et hjem, en familie, og om lære at acceptere hinanden og sine egne fejl. Det er også en film om farerne ved egoet. Filmens mennesker lever og begår sig i en miskrediteret verden, men de har de samme håb og drømme som resten af Hollywood.
Streames på Filmstriben.
Magnolia
Til sin tredje film fik PTA en blank check af produceren på Boogie Nights, Michael de Luca. Instruktøren fik at vide, at ligegyldigt, hvad han havde lyst til at lave, var budgettet der. Resultatet blev Magnolia.
PTA’s multiplotfilm fra 1999 foregår over en enkelt dag i Los Angeles. Historien følger en række forskellige personer, der er løst forbundet med hinanden: en betjent, en narkoman, en tv-personlighed, en børnestjerne, en døende producer samt hans hospicearbejder og savnede søn.
Magnolia er en film om mennesker, der søger lindring og menneskelige varme i en verden fyldt med lidelse og udnyttelse. Instruktøren har selv kaldt Magnolia for sin bedste film, og man forstår ham godt. Den er ambitiøs som en opera med store følelser, melodrama, romantiske drømme og dødslejescener akkompagneret af insisterende musik.
Streames på Viaplay.
Punch-Drunk Love
I 2002 begav PTA sig ud i en ny genre: romantisk komedie. Instruktøren castede meget overraskende Adam Sandler i rollen som Barry Egan, en nervøs og ensom mand. En dag finder han et efterladt lille klaver, og en sød fremmed viser interesse i ham. Og pludselig åbner verdenen sig for ham.
Egan gennemtrænges af livets varsler og af hændelser, der forbløffer ham. Hans personlighed bliver levende belyst, og filmen sympatiserer med ham.
Men filmen kan også siges at tage udgangspunkt i Adam Sandler. PTA har kaldt Punch-Drunk Love en ”arthouse Adam Sandler-film”. Skuespilleren viser dybder som skuespiller, man ikke ser i hans tidligere optrædener. Med god instruktion og et godt manuskript viser Sandler i filmen, at han er mere end de fjollede komedier, han så ofte optræder i.
Streames på C More.
There Will Be Blood
PTA’s filmepos fra 2007 er et mesterværk, der behandler grådighed, religion, familie og civilisation. Filmen følger Daniel Plainview, sublimt spillet af Daniel Day-Lewis, der først forsøger at hive sølv ud af jorden med hakke og skovl. Senere giver han sig i kast med udvinding af olie. Den voldsomme velstand, det medfølger, vil Plainview beholde selv.
En præst (Paul Dano) vil have, at Plainview skal bruge noget af profitten på den lokale menighed. Det afslår Plainview. Uenighederne mellem de to munder ud i en eksistentiel magtkamp: Sejrsherren får lov til at bestemme det lille samfunds retning og udvikling.
There Will Be Blood er kraftfuld og svær at ryste af sig. Filmens scener driver af skræk og bitterhed, kynisme og chikanerier, fremragende fotograferet af Robert Elswit, der vandt en Oscar for filmen.
Lejes på Blockbuster.
The Master
The Master handler angiveligt om L. Ron Hubbard og skabelsen af Scientology – men deres navne fremgår ikke. Filmen centrerer sig om Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman), som er en karismatisk selvhjælpsguru, der har fundet svarene på livets store spørgsmål, og som ikke tåler kritiske spørgsmål om sin bevægelse, The Cause.
En dag møder han Freddie Quell (Joaquin Phoenix), en alkoholiseret og lettere ubegavet mand, som på mange måder er Dodds modsætning. Ved mødet fascineres han straks af Quell, måske fordi han ser noget af den dyriske drift, han selv skjuler.
The Master er filmet i 70mm, og formatet kommer især til sin ret i en scene, hvor Dodd og Quell sidder fængslet i tilstødende celler. Quell har et raserianfald og ødelægger alt i sin celle, mens Dodd sidder ubevægelig i sin celle. Man efterlades med fornemmelsen af at overvære to sider af en skizofren personlighed i voldsom kamp med sig selv.
Streames på Filmstriben.
Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.
Vi anbefaler både film og tv-serier.
Denne uge fokuserer vi på film af Paul Thomas Anderson.
Kommentarer