Cannes 2022
12. apr. 2022 | 12:10

David Lynch og dansk film i spil til Cannes

Foto | Oneblackarm Films
Den visionære filmskaber David Lynch sagde i 2017, at han var færdig med at lave film, men nu ser instruktøren ud til at være tilbage med et projekt, der kan få verdenspremiere på Cannes-festivalen.

Verdens førende festival gør klar til at afsløre et program, der angiveligt byder på overraskende film af David Lynch, mens dansk seriemorderfilm er et godt bud til konkurrencen om Guldpalmen.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Skærtorsdag er en af de helligste dage i kalenderen, men dagen er i år også noget nær lillejuleaften for filmfans.

Torsdag den 14. april kl. 11 afslører Cannes-festivalen nemlig de udvalgte til programmet på verdens førende filmfestival. Og der er efter alt at dømme noget at se frem til.

Ifølge det normalt velorienterede branchemedie Variety vender David Lynch tilbage til filmens verden med en indtil nu hemmeligholdt film!

Den visionære filmskaber bag perler som Mulholland Drive og Blue Velvet genoplivede i 2017 sin kultserie Twin Peaks med en ny sæson, men han har ikke instrueret en original spillefilm siden Inland Empire fra 2006.

Lynch skulle dog i al stilhed have arbejdet på en film, som hans hofskuespiller Laura Dern medvirker i, mens også andre af instruktørens vanlige skuespillere er på rollelisten. Det kan dog også være første afsnit af hans planlagte tv-serie Wisteria, men det finder vi formentlig ud af på torsdag.

Store verdenspremierer
Et par store film er allerede officielt bekræftet til at blive vist på Cannes-festivalen.

Der er verdenspremiere på Baz Luhrmanns imødesete biopic Elvis, der fortæller historien om musikstjernen Elvis Presley, mens Top Gun: Maverick med Tom Cruise også får debut i det sydfranske.

De vises begge uden for konkurrence.

Det forventes også at være tilfældet for Pixars animationsfilm Lightyear, der følger helten Buzz Lightyear i tiden inden handlingen i Toy Story. Men hovedkonkurrencen om Guldpalmen kommer uden tvivl også til at byde på en række interessante film.

Ruben Östlund indtager forsiden af det aktuelle Ekko #90, hvor svenskeren for første gang fortæller om opfølgeren til Guldpalmevinderen The Square. Modesatiren Triangle of Sadness med danskerne Vicki Berlin og Zlatko Buric på rollelisten er takket være forgængerens sejr selvskrevet til at blive vist i hovedkonkurrencen.

Af engelsksprogede film, der sandsynligvis skal kæmpe om Guldpalmen, kan nævnes værker af David Cronenberg, George Miller og Kelly Reichardt.

79-årige David Cronenberg har samlet stjernerne Viggo Mortensen, Kristen Stewart og Léa Seydoux i Crimes of the Future, der er en sci-fi-film hensat i en ikke så fjern fremtid. Det er angiveligt en af instruktørens mest grænseoverskridende film, og det er jo lovende toner, når vi snakker om manden bag Fluen og Crash.

George Miller er omvendt gået i en mere rolig retning efter Mad Max. Instruktørens Three Thousand Years of Longing er en romantisk fantasy-film med Tilda Swinton og Idris Elba i hovedrollerne.

Imens har Kelly Reichardt på sin vanlige slentrende måde lavet Showing Up, hvor Michelle Williams spiller en kunstner, der på en udstilling er ved at få sit store gennembrud.

Danske muligheder
Den danske deltagelse på sidste års Cannes-festival skulle primært findes i kortfilmprogrammet. Men i år er der god grund til at gøre sig forhåbninger om mere.

Svensk-iranske Ali Abbasi, der er uddannet på Den Danske Filmskole, er ifølge Variety et godt bud til at blive indlemmet i det officielle program.

Han vandt i 2018 den næstbedste konkurrence, Un Certain Regard, på Cannes-festivalen med fantasy-fablen Grænse. Spørgsmålet er, om han i år avancerer til hovedkonkurrencen, hvilket vil være en stor cadeau.

Så kommer han i klasse med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Nicolas Winding Refn, som er de tre danske instruktører, som i dette århundrede er blevet udtaget til hovedkonkurrencen.

Holy Spider er blandt andet produceret af det danske selskab Profile Pictures. Den foregår i Iran, hvor Abbasi blev født og voksede op. Handlingen er inspireret af en autentisk, religiøs familiefar, der som en anden Jack the Ripper beslutter sig for at rense byen Mashhad for prostituerede.

Filmen følger dels seriemorderen, dels en kvindelig journalist, som forsøger at opklare mysteriet omkring de myrdede kvinder.

Holy Spider bruger ifølge Ekkos oplysninger seriemordergenren til at udtrykke en samfundskritik i stil med film som David Finchers Zodiac og Seven samt sydkoreanske Bong Joon-hos Memories of Murder.

Prostitution er et tabu i Iran, og med sin kritik af det muslimske samfund tegner Holy Spider til at blive en af de mest kontroversielle på årets Cannes-festival. Af samme grund har optagelserne ikke fundet sted i Iran, men derimod i Jordan, ligesom skuespillerne primært er eksil-iranere.

Ali Abbasi har et godt øje for tabuer. På Den Danske Filmskole lavede han en film om en muslimsk kvindes erotiske begær under tørklædet. Og særligt en scene i Grænse, hvor der vokser en penis ud på den kvindelige hovedperson, da hun overgiver sig til en fremmed trold, vakte opmærksomhed.

Holy Spider er fotograferet af danske Nadim Carlsen, som vi tegnede et portræt af som nyt talent i Ekko #80.

Guldpalmevindere tilbage
Der er også mulighed for nordisk deltagelse med svensk-egyptiske Tarik Salehs Boy from Heaven, som tæller det danske filmselskab Final Cut for Real blandt producenterne.

Det er en religiøs thriller, der foregår på en koranskole i Kairo, hvor en imams kollaps kaster en magtkamp af sig.

Den lyder til at være i familie med Dardenne-brødrenes Unge Ahmed, der var i Cannes i 2019. De belgiske Cannes-veteraner, der to gange har vundet Guldpalmen, er også i spil i år, hvor deres flygtningedrama Tori et Lokita ventes at få verdenspremiere.

Også japanske Hirokazu Kore-eda, som i 2018 vandt festivalens hovedpris for den gribende Shoplifters, forventes at være klar til hovedkonkurrencen med Broker. Det er en koreansk-sproget film om en gruppe mennesker i en verden, hvor folk anonymt kan aflevere deres børn i kasser.

Sydkoreanske Park Chan-wook er øjensynligt også klar til at være med i kampen om Guldpalmen igen med Decision to Leave, som er et detektivdrama. Instruktøren har tidligere givet sine perler Oldboy og The Handmaiden verdenspremiere i Cannes.

Den kunstneriske leder af Cannes-festivalen, Thierry Frémaux, har efter Ruslands invasion af Ukraine sagt, at man ikke vil lade repræsentanter for den russiske regering deltage i festivalen. Men man vil lade russiske filmskabere være med.

Det åbner for, at Kirill Serebrennikovs Tchaikovsky’s Wife bliver del af festivalen. Instruktøren var i husarrest i Rusland, da hans Sommer blev vist i Cannes i 2018, men siden er han flyttet til Tyskland. Hans nye film er et periodedrama om komponisten Tjajkovskij og hans kone.

Problemer med juryformand
Variety nævner også, at der overraskende nok endnu ikke er udpeget en formand for årets jury på Cannes-festivalen.

Det er der måske en god grund til, for ifølge mediet har folkene bag festivalen haft den iranske instruktør Asghar Farhadi i kikkerten. Den seneste tid har Farhadi dog været i modvind på grund af en anklage om, at hans Cannes-prisvinder A Hero skulle være plagieret.

Spanske Penélope Cruz og franske Marion Cotillard var efter sigende i spil til at lande posten som juryformand.

Men de medvirker begge i film – henholdsvis Emanuele Crialeses L’immensità og Arnaud Desplechins Frère et soeur – der er tiltænkt til at blive vist på festivalen, hvorfor skuespillerne ikke kan indtage den rolle.

Cannes-festivalen løber 17. – 28. maj, og Ekko dækker som sædvanligt filmfesten med nyheder, reportager, interviews og anmeldelser samt naturligvis stjernebarometret med nogle af verdens førende kritikere.

Kommentarer

Ekko #90

Ruben Östlund er på forsiden i det nye nummer af Ekko.

Han fortæller for første gang i et stort interview om sin kommende Triangle of Sadness.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko