Nyhed
27. jan. 2015 | 11:48

Mestre og talenter dyster under Berlinalen

Foto | Melinda Sue Gordon
Terrence Malick har igen samlet et stjernecast med Christian Bale og Natalie Portman i front til Knight of Cups, der er en af forhåndsfavoritterne i hovedkonkurrencen under Berlinalen.

Den 65. Berlinale er lige om hjørnet med et bugnende festivalprogram, hvor blandt andre Terrence Malick, Werner Herzog og Peter Greenaway skal kæmpe om Guldbjørnen.

Af Anne Hjelm Sørensen

Fra 5. til 15. februar indtages den tyske hovedstad igen af filmfolk og journalister fra hele verden til Berlinalen.

Med et festivalprogram bestående af 400 titler opdelt i ni sektioner – med diverse underkategorier – og tre special presentations er der plads til både independent- og arthouse-film, børne-og ungdomsfilm, eksperimental- og avantgardefilm, kort- og dokumentarfilm og naturligvis de mere strømlinede spillefilm.

Danmark er i år repræsenteret med en syv film og to tv-serier og en lovende, talentfuld skuespiller, en såkaldt Shooting Star.

Aronofsky uddeler bjørne
Hovedkonkurrencen – også kaldet Competition Programme eller Wettbewerbsprogramm – har siden 1951 været Berlinalens centrum og indbefatter de film, der skal konkurrere om de otte eftertragtede bjørnestatuetter.

19. januar blev den komplette liste over de nitten film i hovedkonkurrencen samt fire, der vises uden for konkurrence, offentliggjort. Priserne uddeles 14. februar af juryen, hvor instruktøren Darren Aronofsky (Requiem for a Dream, Black Swan, Noah) er juryformand i år.

Sidste år skød Wes Andersons The Grand Budapest Hotel festivalen i gang og blev, i selskab med Richard Linklaters Boyhood, et af årets største festivalhit. Begge film blev hyldet med en Sølvbjørn, mens Diao Yi’nan kinesiske thriller Black Coal, Thin Ice løb med både Guldbjørnen og en enkelt Sølvbjørn.

Spansk åbningsfilm på glatis
Blandt konkurrencedeltagerne er årets åbningsfilm, der foregår i 1908 i Grønlands arktiske ingenmandsland.

Spanske Isabel Coixets Nobody Wants the Night er efter sigende en eventyrfilm om modige kvinder og ærgerrige mænd, der sætter alt på spil for kærlighed og berømmelse.

Blandt de medvirkende er den franske Oscar-vinder Juliette Binoche (Blå), japanske Rinko Kikuchi (Babel) og irske Gabriel Byrne (The Usual Suspects).

”Isabel Coixet har skabt et imponerende følsomt portræt af to kvinder, der befinder sig i en ekstrem situation,” udtalte festivaldirektøren Dieter Kosslick i en pressemeddelelse.

Coixet er efterhånden en gammel kending på Berlinalen, da hele seks af hendes film har været udtaget tidligere år – heriblandt My Life Without Me (2003) og Elegy – skønhedens magt (2008), der begge deltog i hovedkonkurrencen. I 2009 var hun del af den internationale jury.

Høje forventninger til Malick
I midten af december gibbede det i Terrence Malick-fans, da mesterinstruktørens længe ventede Knight of Cups blev offentliggjort i hovedkonkurrencen.

Malick er ikke just kendt for sin høje produktionsrate, men Knight of Cups kommer blot tre år efter To the Wonder fra 2012.

Detaljer om filmens handling holder Malick og co. tilsyneladende tæt ind til kroppen, men filmen beskrives flere steder som et kærlighedsdrama om en mands bukken under for fristelser og deraf følgende udskejelser i nutidens Los Angeles.

Traileren antyder, at man kan glæde sig til den lyrisk-poetiske overflodsæstetik, der efterhånden er blevet auteurens varemærke, samt store skuespillernavne som Christian Bale, Cate Blanchett og Natalie Portman.

Malick vandt i 1999 Guldbjørnen for krigsdramaet Den tynde røde linje, og det bliver interessant at se, om Knight of Cups, der på flere måder lader til at være en handlingsmæssigt atypisk Malick-film, begejstrer publikum og jury med samme kraft.

Æresbjørn til Wim Wenders
Han har en Sølvbjørn er i hus og har allerede været jury-medlem. Den tyske mesterinstruktør Werner Herzog har dog endnu aldrig vundet en Guldbjørn.

I år deltager han i hovedkonkurrencen med den amerikansk producerede Queen of the Desert, der handler om den forskningsrejsende forfatter Gertrude Bell.

Nicole Kidman har hovedrollen som Bell, mens de øvrige navne på rollelisten blandt andre tæller Robert Pattinson, Damian Lewis og James Franco.

Endnu en tysk auteur er at finde blandt navnene i konkurrenceprogrammet. Wim Wenders, der har lavet omkring 50 film i løbet af 40 år og i dag regnes for en af tysk films mest betydningsfulde instruktører, bidrager i år til programmet med 3D-filmen Everything Will Be Fine.

Filmen handler om den unge forfatter Thomas (James Franco igen), hvis liv kører af sporet efter et tragisk biluheld. Ud over Franco er Charlotte Gainsbourg og Rachel McAdams blandt filmens bærende skuespillere.

Everything Will Be Fine vises uden for konkurrence på festivalen, hvor Wenders modtager årets Honorary Golden Bear for sit livsværk. En del af Berlinalens program er helliget et stort Wenders-retrospektiv.

Gamle og nye navne
Britiske Andrew Haigh, der i 2011 begejstrede biografgængere med det prisvindende indie-kærlighedsdrama Weekend og siden har instrueret HBO-serien Looking, deltager i hovedkonkurrencen med 45 Years med Charlotte Rampling og Tom Courtenay.

Landsmanden Peter Greenaway (Kokken, tyven, hans kone & hendes elsker) er repræsenteret med Eisenstein in Guanajuato om den russiske instruktør Sergei M. Eisensteins filmforretningsrejse til Mexico. Franskmanden Benoît Jacquots Journale d’une femme de chambre med Léa Seydoux (Adèles liv – kapitel 1 & 2) i hovedrollen deltager ligeledes i konkurrencen.

Guatemala er for første gange repræsenteret på Berlinalen med tvangsægteskabsdramaet Ixcanul af den debuterende instruktør Jayru Bustamente.

Derudover prydes konkurrenceprogrammet af blandt andre Andreas Dresen (Als wir träumten), Alexei German (Pod electricheskimi oblakami),Jiang Wen (Yi bu zhi yao)og Kenneth Branagh (Cinderella).

Steppeulven som skuespiller-stjerneskud
Danmark var senest i 2012 repræsenteret i hovedkonkurrencen med Nikolaj Arcels En kongelig affære. I år er der ingen danske titler i hovedkonkurrencen.

Men der er dog danske navne at finde i festivalprogrammet.

Skuespilleren Joachim Fjelstrup, der debuterer i hovedrollen som Eik Skaløe i Ole Christian Madsens Steppeulven og siden optræder som soldat i 9. april, skal repræsentere Danmark i Berlinalens årlige talentplatform European Shooting Stars.

Arrangementet er iværksat som en networking-platform for Europas nyeste og største talenter, der i løbet af åbningsweekenden 7.-8. februar får mulighed for at skabe kontakter til instruktører, castingfolk, agenter og filmskabere.

Danske kendinge som Nikolaj Lie Kaas (2003), David Dencik (2007) og Alicia Vikander (2011) har tidligere været stjerneskud i Berlin, og sidste år tilfaldt æren stortalentet Danica Curcic.

Danske fingeraftryk
På filmfronten er Danmark repræsenteret i hele seks sektioner.

Phie Ambos æstetiske dokumentarfilm Så meget godt i vente om Niels Stokholms biodynamiske landbrug Thorshøjgård åbner madprogrammet Culinary Cinema. Der er flere danskproducerede dokumentarer i sektionen Panorama: Dokumente.

Her finder man Christian Braad Thomsens Fassbinder: At elske uden at kræve, der er en hyldest til den tyske mesterinstruktør og hans egen mangeårige ven. Filmen får selskab af Jannik Splidsboels Misfits, Inuk Silis Høeghs grønlandske rock-dokumentar Sume – lyden af en revolution (dansk koproduktion)og Laura Nix, Mike Bonanno og Andy Bichlbaums The Yes Men Are Revolting (dansk koproduktion).

Dagur Káris islandsk-fransk-danske spillefilm Virgin Mountain er udtaget til Special Gala, og Vladimir Tomics dokumentarfilm Flotel Europa er placeret i avantgarde-eksperimental-sektionen Berlinale Forum.

I børnefilmprogrammet Kplus finder man Antboy: Den røde furies hævn, der er Ask Hasselbalchs efterfølger til den populære superheltefilm Antboy. Også Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers Cykelmyggen og Minibillen er udtaget.

Tv indtager filmfestival
Berlinalen anerkender i år serieformatets store popularitet og udbredelse ved at vise premiereafsnit på forskellige tv-serier i programsektionen Berlinale Special.

Den danske Kanal 5-vampyrserie Heartless og DR’s Bedraget kommer her til at ligge side om side med AMC’s Better Call Saul og Netflix-serien Bloodline. Serierne er dog ikke i spil til en pris.

Det er to kortfilm til gengæld – Vibeke Brylds Pebbles at Your Door og Leonardo Brzezickis The Mad Half Hour (dansk koproduktion) er begge udtaget til kortfilmkonkurrencen Berlinale Shorts.

Berlinalen finder sted 5.-15. februar 2015.

Film i hovedkonkurrencen

Aferim!, instr. Radu Jude

El botón de nácar, instr. Patricio Guzmán

El Club, instr. Pablo Larraín

Ten no chasuke, instr. Sabu

Vergine giurata, instr. Laura Bispuri

45 Years, instr. Andrew Haigh

Als wir träumten, instr. Andreas Dresen

Body, instr. Malgorzata Szumowska

Cha và con và, instr. Phan Dang Di

Eisenstein in Guanajuato, instr. Peter Greenaway

Ixcanul, instr. Jayro Bustamante

Journal d'une femme de chambre, instr. Benoit Jacquot

Knight of Cups, instr. Terrence Malick

Nobody Wants the Night, instr. Isabel Coixet

Pod electricheskimi oblakami, instr. Alexei German

Queen of the Desert, instr. Werner Herzog

Taxi, instr. Jafar Panahi

Victoria, instr. Sebastian Schipper

Yi bu zhi yao, instr. Jiang Wen


Uden for konkurrence

Elser, instr. Oliver Hirschbiegel

Every Thing Will Be Fine
, instr. Wim Wenders

Mr. Holmes, instr. Bill Condon

Cinderella, instr. Kenneth Branagh

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko