Meta Louises Cannes-blog

Lars von Triers producer, Meta Louise Foldager, blogger eksklusivt for Ekko. Læs hendes indtryk fra årets filmfestival i Cannes.

Epilog

Sidder nu igen og ser ud på Zentropa-poolen udenfor mit vindue på mit kontor. Det hjemlige kontor i Hvidovre. Hverdagen begynder at melde sig. Og jeg holder af hverdagen.

Charlotte fik palmer for sin indsats, for bedste kvindelige hovedrolle. Noget af en anerkendelse. Som ironisk nok faldt døgnet efter filmen havde fået en ”hadepris” af den katolske økumeniske jury, som mente, at filmen var kvindefjendsk. Dét fortæller en del om, hvordan filmen er blevet modtaget. Den er elsket og hadet for de samme ting. Og sådan vil det nok være i fremtiden også. Som med de fleste af Lars' film. Dog har jeg en fornemmelse af, at denne film udvider spektret for både begejstringen og væmmelsen.

Charlotte blev så glad. Det var et stort øjeblik at få hende i røret og viderebringe nyheden. Vi havde planlagt og aftalt, hvad der så skulle ske, hvis dét var tilfældet. Alle var klar til plan a, plan b, plan c ... Og vi iværksatte straks planen og fik lov at fejre filmen, prisen og Charlotte endnu en gang. Hun holdt en fantastisk smuk tale med sin fine tynde stemme (pludselig kunne jeg forstå fransk!). Hun takkede Lars meget smukt - og tårerne trillede ned af kinderne på mig.

Så fulgte jeg Charlotte gennem hele mediecirkuset, autografskriveriet, photocall osv osv én gang til.



Her laver Charlotte tv-interview sammen med juryformand Isabella Huppert. Hendes palmer flashes frem mod kameraet.


Og en gedigen omgang photocall, hvorfra Charlotte lavede forsider i de fleste franske aviser dagen efter - stolt med sine palmer i hånden. Hun var all over på tv-kanaler, radio, internet ... især i Frankrig, hvor filmen åbner meget snart, så det er fantastisk for dén release.

Charlotte glødede af stolthed og energi hele aftenen og udbrød flere gange med sin fine stemme: ”I am so happy!”, ”I am so proud”, ”Meta, I am so happy!”

Mandag morgen vågnede jeg op med ordene, ”også i dag oplevede jeg noget, jeg håber at forstå om nogle dage ...” - og vidste, at dette smukke Jørgen Leth / Ian Flemming citat gjaldt alle de sidste 14 dage. Som jeg måske vil forstå om nogle dage. Men nok aldrig tage helt ind. Jeg tror ganske enkelt ikke, de kan være der.

...

Vi pakkede, lukkede kontoret ned, jeg sendte de fine kjoler og sko med småtterne i lastbilen hjem. Jeg vinkede og dyttede farvel og på gensyn til gendarmeriet på min sidste scootertur. Gendarmeriet kvitterede så festligt i går ved at stoppe vores lastbil på vejen hjem. Småtterne og de fine kjoler var kørt ind i - og havde smadret - en kæmpe papmachéudsmykning af en bygning på vejen ...

De sidste dage

Jeg har opgivet at få beskrevet hver dag i detaljer. Det hele er smeltet sammen til en lang, ekstremt travl, intens, heftig oplevelse. Jeg mistede tidsfornemmelsen, dagene og tiden til at skrive i. Der var hele tiden noget, der var mere presserende.

I to dage efter verdenspremieren fortsatte Lars og Willem og Charlotte med at lave presse, non stop, på Du Cap.

De arbejdede fra klokken otte om morgenen til aften. Nogle interviews var solo, og nogle journalister ankom i små grupper, førtes gennem den smukke park omkring hotellet og ned til de små cabanas, hytter, ved stranden. Der er det smukkeste lys på du Cap.



Måske derfor stedet kaldes Eden Roc. Måske fordi det passer så perfekt til at lave presse for Antichrist sådan et sted. De har sat ord på filmen, forsvaret den, taget imod ros, forsøgt at besvare alle de spørgsmål, filmen vækker. I dagevis. Lars fortsatte med at lave presse hver dag — og på disse heftige dage møder Lars op imod 75 journalister på én dag. Helt til i går. Kun én dag har han haft fri.

 
Lars' vigtigste fornødenheder under pressearbejdet: skygge og vand.

Jeg har selv haft et par interviews. Og en masse masse arbejde. Og har samtidig forsøgt at fordøje og tage det hele ind løbende. Og tale med folk om filmen. Forsvare den. Ikke forklare den. Og læse bare liiidt af alt det, der blev skrevet om filmen. Pressen, at tale med den, at nå at læse den, at følge med og tage ind og kapere har taget en meget stor del af min tid og min energi og min plads hernede. For som der har stået i pressen:

”Thank God for Lars von Trier - Cannes dearly needed a good smack” - the Guardian

”It's pretty much the only movie anyone here is talking about” - NYMAG.com

Og dét mærker man. Min amerikanske agent ringede fra Los Angeles og sagde, at det var dén film, alle talte om dér også, da han var kommet hjem. Min franske coproducer meldte om voldsomme diskussioner for og imod, næsten så gode venskaber blev brudt op, jeg overhørte adskillige samtaler på gaden, på restauranten, på markedet, i hotellobbyerne, om hvad filmen mon betød, hvor langt ude filmen er, hvor meget folk skreg, hvor mange der besvimede til premieren ... og jo, efter sigende var der nogen, der besvimede til premieren, og der blev tilkaldt ambulancer, nogle fik ilt osv. Også i København, Dagmar, er der én eller flere, der er besvimet af at se filmen. Tænk, dét anede jeg ikke man kunne. Besvime af at se filmen.

Presseomtalen i Danmark var overvældende. Den franske presse startede med en stribe afsindigt vrede anmeldelser. Men selve omtalen var enorm. En tysk anmelder startede med at være nærmest hadsk mod filmen, men ændrede sin anmeldelse til en virkelig begejstret én. Den engelske presse kørte en masse Antichrist, og efterhånden begyndte også de begejstrede journalister at melde sig dér, efter et par dage med hårde slag om, at det var Triers farvel som konge af Cannes ... Andre angreb ham for at hade kvinder.

Daily Telegraph skrev: ”Maybe Lars von Trier is crazy and maybe he is a misogynist and maybe this film is the theology-tinged piece of torture porn that its many critics at Cannes claimed. But no living director has the ability to put audiences through the emotional wringer like he does. Fainthearts beware. This is shocking - and shockingly brilliant” - fare.

Michael Bo skrev i politiken: ”Antichrist er en scandal célèbre, som vor oldemor lavede dem: lige dele katolsk forargelse, kunstnerisk desorientering - og filmhåndværksmæssig tæft. Er det ikke, som om kunsten - som politisk statement endda - har fået nyt liv? Om man så elsker eller hader Antichrist.”

Da jeg så Martin Krasnik, Lone Højerslev og Nikolajs Scherfig i Smagsdommerne, lukkede jeg ned. Så kunne jeg ikke kapere mere og samtidig arbejde. For de var så topbegejstrede og brugte så store ord om filmen, at jeg måtte lukke ned for dét, lukke det ude og bare koncentrere mig om at komme igennem dagene. Uden at kapere hvad verden tænkte, sagde og mente om filmen, som jeg arbejdede på.

Tre gange midt i virvaret på Croisetten synes jeg et kort sekund, jeg så min fars skikkelse. I menneskemængden. Ud af øjenkrogen. Et klart tegn på reel barnlig hjemve.

Torsdag havde jeg mit eget lille jubilæum: Jeg rundede 15000 mails i min Antichrist- mailmappe. Altså har jeg modtaget/sendt 15000 mails på projektet. Og, needless to say, det fortsætter nok lidt endnu ... Jeg fejrede dét jubilæum med en smøg alene.

Tarantino og Lars udtalte begge her i Cannes, at de laver film med Guds hjælp, The Hand of God ... Og da du Cap samtidig var ved at forvandle sig til en charity-fest af giga-kaliber slog det mig, at ham Gud har haft rod i prioriteterne ,lige siden han hjalp Maradona med hans mål i 1986. For hvorfor få Versace til at designe en fest for de rigeste, kendteste, største celebs i filmbranchen, besynge dem med Annie Lennox, besnærre dem med Bill Clinton, forære dem merchandize (blandt andet Armani-solbriller og dyre parfumer), sælge dem afsindigt dyre ting på auktion, hælde god mad og vin på dem for at redde de AIDS-syge? Hvorfor arrangere ”Glitterdrop-charity” og få Kylie Minogle til at synge smurt ind i guld, for at redde de malaria-syge? ... alt imens Gud bruger sine hænder på at lave film? Jeg håber i mit stille sind, at det - ligesom Lars påstår, det er for ham selv af og til - er venstrehåndsarbejde, og at højrehånden ikke går med at hjælpe Tarantino.

Men måske Gud ikke rigtig ville Antichrist, når det kom til stykket: Tirsdag var der markedsvisning for køberne fra de lande, der endnu ikke havde købt filmen. Først gik projektoren i stykker efter ti minutters visning. Der sad 450 indkøbere i salen. Dernæst satte de en ny visning på til klokken seksten. Der kom 400 indkøbere. Men der var strømafbrydelse i halvdelen af Cannes. Blandt andet dér hvor biografen lå. Der var kaos. Ny visning blev sat op. klokken atten. Den gennemførtes for 200 indkøbere.

Og de rigtige var der. Filmen blev solgt til USA og England, som var de to store territorier, der manglede. Så var der kun Japan tilbage i butikken.

Lars skulle interviewes torsdag af Le Figaro i 45 minutter. Det er virkelig lang tid hernede, hvor standarden er mellem tre og ti minutter. Journalisten ankom med en fotograf som aftalt med den franske presseagent. Men de kunne ikke komme ind på du Cap. For det var samme dag som den store giga-anti-aids fest på du Cap. Clinton og Annie Lennox med flere var på vej. Security var ekstrem. Og INGEN journalister eller fotografer måtte komme ind på du Cap. Vi besluttede at køre Lars og journalisten ud i camperen, hvor de kunne lave interview og billeder. Vi parkerede camperen rundt om hjørnet fra du Cap-hotellet. Foran et lille museum, der var helligdagslukket. Jeg stillede mig under parkering-forbudt-skiltet, just in case ... Ganske kort efter kom gendarmeriet. Tre salatfade og nogle personbiler blokerede vores vej væk, og det mylrede med politifolk. Chefen for gendarmerne spurgte, hvis camper det var. Jeg sagde det var min. Den skulle straks fjernes! Lars blev gennet væk af nogle politifolk. Og vi anede ikke, hvor vi skulle gennemføre interviewet. Lars foreslog, at de gjorde det på bænken i busstopskuret på vejen ved museet.



Og dér sad de så i busskuret, mens gendarmerne var linet op i baggrunden til at passe på anti-aids-festen ... Jeg glæder mig stadig til at læse Le Figaro, hvis jeg en dag får fingre i dét interview.

Dagene er forsvundet som dug i Sahara. Indtrykkene har sikkert lagret sig et sted derinde, og måske, hvis jeg havde haft bedre tid, kunne denne blog have fået de sidste dage i små klare bidder. Men lige nu er alt pærevælling, inden i, og derfor også på bloggen.

Og lige nu, søndag morgen, går vi bare og pakker ned, mens vi venter på, at telefonen skal ringe. Min telefon. Vi har ventet på, at den skulle ringe, med det rigtige - eller det forkerte - opkald siden i går sen eftermiddag. Og det er ikke blevet til meget søvn i nat. Vågnede klokken seks. Og savnede gendarmeriet, håbede på at jeg skulle følges med dem i aften, af den ene eller den anden grund ...

Dag 6

Vågnede alt for tidligt, og var alt for bevidst om at gendarmeriet skulle passe på os det meste af dagen i dag. Den store dag. Verdenspremieren. Med pressearbejde fra klokken ti og så et benhårdt program frem til klokken to om natten.

Hvis jeg ikke allerede havde fået et kæmpe hoved af at have produceret en film udtaget til Cannes, så kan det hurtigt stige én til hovedet at blive dullet og krøllet af makeup-artister, låne og blive begavet med bunker af tøj og sko fra fantastiske designere, der gerne ser mig gå i deres tøj hernede. Og smykker for en formue lånt af Marianne Dulong ... Sådan kreerer man en møgforkælet, forvænt, makeup'et og designet bitch, hvis man ikke passer på. Men heldigvis har jeg en storebror, der kan holde mig på jorden. Han havde valgt netop denne dag til at poste ”mine ynglingsbilleder af min søster” - en lille selektion af de værste, grimmeste, pinligste billeder af mig inde på min facebook-wall, fra hele vores barndom og ungdom. Så mit hoved holdt sin lille størrelse, også dén dag.


Her koger kontoret allerede fra klokken otte om morgenen, alle er spændte, to frisører er i gang med mit hår, mens Signe briefer om planer for logistikken.

Ole have siddet om natten og tidligt om morgenen og scannet reaktionerne, der videregav et billede af en ekstremt uenig presse. Mange vrede. Nogle afsindigt glade for filmen. Reaktionerne tikker ind hos mig I løbet af dagen, som ellers er så rigeligt fuld af input og indtryk:

”A man whom I've admired and respected for many years has lost his mind for the time being, or at last lost it while he was writing and shooting the film. It's an out-and-out disaster. There's no way Antichrist isn't a major career embarassment for costars Willem Dafoe and Charlotte Gainsbourg, and a possible career stopper for Von Trier.” - Jeffrey Wells, Hollywood Elsewhere

”A genre film authored by a master filmmaker who once again proves himself a worthy contender of the film world's highest honor. Well done, Monsieur Trier. You deserve this Palme - again.” - Screen comment

”I was blown away by it. Antichrist is to cinema what Lou Reed's Berlin was to rock music. Definitely something I can say is worth seeing if you want to see where film history has been, is at and can go ...” - Damon Wise, Empire

”Jeg er målløs. Det var utrolig intenst og ulig alt andet jeg nogensinde har set. Men om det var fantastisk eller elendigt, kan jeg ikke svare på.” - Hanns-Georg Rodek, Die Welt

”9/10 - Antichrist is the most original and thought-provoking work von Trier has done since Breaking the waves.” - Movieline

”Hvis man afviser filmen som en omgang fjollede, blodige provokationer, er man en stor kujon.” - Per Juul Carlsen, seks stjerner, DR

”It is dedicated to Andrei Tarkovsky, and if that name means nothing to you, please stay away.” - Empire

”Langt ude i skoven” - Claus Christensen, Ekko

”With Antichrist, Lars Von Trier fully lives up to his reputation as an outrageous provocateur and master image-maker. ...the film is the most shocking of the festival... one can't deny the film's continuing primal power” - Indiewire

”... this is surely the strongest film of the competition so far” - the Guardian

”Some audience members think it's the most offensive film they've ever seen.” - Daily Telegraph,  fem stjerner.

”Det er en nybrydende, grænseflyttende film, Lars von Trier her har skabt, en film, der gør ting og fører os steder hen, ingen anede man kunne. I kraft af en meget stor og meget stærk vilje til at fastholde sin vej og sit mål, uanset hvad andre mener og gør. Og i kraft af en genial evne til at sætte billeder på selv det værste. I et nærmest organisk samarbejde med fotografen, Anthony Dod Mantle, og de skuespillere, der har sagt ja til at tage med denne meget særlige filmskaber ind i hans meget særlige univers.” - Nordjyske, seks stjerner.

”Antichrist er på en måde hinsides god eller dårlig , og den vil gøre et uudsletteligt indtryk på publikum, hvad enten man elsker eller hader den - eller, som undertegnede, begge dele.... den giver et unikt og sjældent indblik i en kunstners turbulente, kaotiske indre” - Christian Mongaard, Information

Disse reaktioner - inklusive nogle referater af de franske og italienske reaktioner, som er lige så delte som de øvrige, tikker ind på min sms og min telefonsvarer i løbet af dagen.

En dag, der ellers er så rigeligt fuld af indtryk og input.

Dagen huskes mest i billeder, og videregives nok også bedst sådan. Billederne er taget af fotograf Christian Geisnæs.



Klokken ti ankommer Lars til Croisetten i sin camper ud for Hotel Carlton, hvor dagens pressearbejde starter med den franske presse. Gendarmeriet passer allerede på camperen fra morgenstunden.


Lars og spillerne giver interviews simultant. Bag en lille afdækning på Carlton stranden, sidder de side om side og giver interviews. Kameraholdene har vi hyret. Journalisterne kommer med et bånd i hånden, det sættes i vores kameraer, og så har journalisten som regel mellem tre og ti minutter hver. Andre gange er det grupper af journalister, der kommer i hold og har 20-30 minutter samtidigt ved rundbordsinterviews. På den måde kommer vores tre stjerner, Charlotte, Willem og Lars igennem cirka 500 interviews til sammen i løbet af de næste tre dage.

Gendarmeriet gav os escorte til palæet. Vi blev kørt i festivalbiler frem og tilbage igennem menneskemængden på Croisetten.


Her er Willem lige kommer ud af sin festivalbil. Fotografer og autografjægere er linet op udenfor indhegningen omkring palæets bagindgang. Man er på en måde lukket inde i et bur, omringet af råbende, fotograferende mennesker. Det er faktisk skræmmende. Også selvom det jo ikke er mig, der råbes efter, for de råber - MEGET højt - og stikker arme og kameraer igennem hegnet. Willem var fantastisk til pressearbejdet og ” walked the line” ganske prof fra start til slut.


Lars skriver autografer gennem hegnet.


Mens vi venter på photocall ...


På vej ind til fotografløverne ...


At blive fotograferet af verdenspressen ... (der var fotografer hele vejen rundt).




Dernæst mødtes vi med Gilles Jacob, der førte os ind til pressekonferencen.


Hele vores vej var afspærret og spækket med security-folk - og fotograferende mennesker, der bad om autografer ...



En mand i menneskemængden på vejen ind til pressekonferencen råbte meget højt: ”Lars, don't be depressed, you are a genius!” ... jeg fik gåsehud.


Lars skrev mange autografer. Folk, der fik lov at tale med ham i nogle minutter, var ekstremt søde og ydmyge og kærlige overfor ham.

Pressekonferencerummet var proppet med journalister fra hele verden. Daily Mail's engelske journalist startede med aggressivt at bede om en forklaring på filmen. Det ville Lars ikke komme med. Dernæst tog en russisk journalist ordet og var aggressiv mod den engelsk journalist, sagde til Lars, at folk i Rusland godt forstod filmen ... Stemningen var heftig. Folk var vrede. Eller glade for filmen. Det var markant, som spørgsmålsstillerne var følelsesmæssigt berørt i enten den ene eller den anden retning.

De fleste spørgsmål var til Lars. Skuespillerne blev som det første spurgt, om de synes Lars havde taget dem for langt ud. Willems svar var blot et klart, ”no”. Lars tog ordet inden Charlotte nåede at svare, ”Charlotte took it too far. I tried to stop her, but I couldn't” ... salen grinede. Lars fik salen til at grine flere gange.

Der var overvældende mange mennesker i det store konferencerum. Peter Aalbæk kunne først ikke komme ind, fordi der ikke var plads.

Da de lukkede pressekonferencen, styrtede mange journalister op for at få autografer fra Lars og spillerne, og mange stillede flere spørgsmål henover podiet.

Vejen fra pressekonferencen ud af palæet var spækket med fans, journalister, kameraer, autografjægere ... Hvis nogen stadig tror, at det bare er noget, vi bilder os ind i Danmark, at Lars er en verdensstjerne i filmverdenen, vil jeg hermed gerne slå fast: Det ér han. Jeg har set det. Jeg har mærket det.

Tilbage på Carlton Beach mødte Lars den danske presse, stående, omringet, filmet, optaget, fotograferet ... og heldigvis veloplagt.

Så fortsatte pressearbejdet slag i slag hele eftermiddagen på stranden. TV, aviser, radio fik hver deres minutter med Lars, Willem og Charlotte. Og enkelte havde også spørgsmål til mig.

Sen eftermiddag kunne jeg gå hjem til lejligheden og skifte tøj. Forsøgte at arbejde imens, læste reaktioner, aflyttede min svarer, svarede på spørgsmål fra kontoret om dette og hint. Telefonerne kimede. Folk løb ind og ud af lejligheden. Det hele kogte. Min computer er stadig ru af et tykt lag hårlak, der blev sprøjtet ud over den, fordi jeg arbejdede, mens jeg fik sat hår og lagt makeup.

Så kom det store øjeblik ... hvor jeg skulle binde min kærestes butterfly. Havde øvet mig meget. Jeg rystede på hænderne. Og den blev lidt skæv. Men det lykkedes. Og med ham i hånden blev jeg kørt til Zentropa-villaen, hvor vi havde inviteret alle investorer fra filmens fem coproduktionslande, folk der allerede havde købt filmen til distribution i mange lande, a-funktionerne på holdet (special effects supervisor Peter Hjort, fotograf Anthony Dod Mantle, klipper Anders Refn med flere), en tysk kulturminister samt de tyske holdmedlemmer og nogle andre vigtig-Per'er.

Jeg hilste på alle dém, der sammen havde gjort Antichrist, og holdt en lille tale på en stol i haven, mens folk nippede grillede rejer med mere og fik sig nogle drinks.

Lars, Charlotte og Willem havde arbejdet med presse helt til sidste øjeblik og spiste middag sammen på hotellet, hvor de også skulle gøre sig klar til den røde løber. Alle dem der skulle i bilerne, samledes dér. Og så var vi klar til at blive kørt til palæet. Til verdenspremieren.

Der blev koordineret festivalbiler til den røde løber, alt imens socialdemokratiets kulturpolitiske ordfører, Mogens Jensen, tog billeder af det polske filminstituts direktør og vores ene polske coproducer. Peter Aalbæk stod i kø til bilerne bag vores tyske coproducer og hendes vigtigste investor, fra NRW Filmstiftung.

Gendarmeriet var på vores side denne aften ...

Sådan ser en clearet rød Cannes-løber ud, inden man betræder den ... Jeg tog et fast greb i min kæreste Dars hånd.

Og sådan så vi ud, inden vi gik ind ... Lars er bag Charlotte.

Turen op ad løberen transmitteres på storskærm inde i salen ...

... hvor der sidder 2600 mennesker og venter på deres pladser ...

... mens vi gik op af de famøse trapper og hilste på Thierry Fremaux øverst på trappen.

Vi kom ind i en helt fyldt sal, der gav Lars et stående, larmende, overvældende bifald.

Så satte vi os. Lyset gik ned. Stilheden bredte sig.

Cannes-introen kørte over lærredet. Cannes-trapperne kom op af vandet på lærredet. Det hele var lidt magisk. Jeg fnes indvendigt. Gøs lidt. Mærkede stolen under mig. Jeg sank ned i den. Mærkede i det hele taget noget for første gang dén dag. Havde Dar i hånden. Filmen startede.

Filmen kørte. Publikum reagerede meget undervejs. Jeg oplevede det hele lidt udefra. Kunne ikke opleve filmen som film. Det kommer jeg aldrig til at kunne, desværre. Det kan jeg ikke med de film, jeg selv har været involveret i, desværre. Lige dér ville jeg ønske, jeg kunne se og opleve filmen med de andre i salen. Måske jeg kan gense den, når jeg bliver 80 og så opleve den som film.

Filmen sluttede. Rulleteksterne startede. Publikum brød ud i et øredøvende bifald. Med råb. Gode råb. Så skulle lyset gå op. Et minut inde i de seks minutter lange rulletekster. Men det gjorde det ikke. Jeg lavede "tænd-lyset!!"-tegn til vores internationale presseagent. Hun forsvandt. Lars lavede spørgende gestus til mig. Jeg lavede et jeg-ved-ikke-hvorfor-lyset-ikke-går-op-tegn til Lars. Han ventede lidt. Lyset kom stadig ikke. Han rejste sig og gik i rask fart forbi mig og ud af salen, som stadig råbte og hujede og klappede. Vores franske presseagent strøg efter ham som et lyn.

Publikum klappede og klappede og klappede.

Lyset gik op. Kameraerne tændtes. Folk klappede videre. Det var overvældende, bevægende.

Publikum forsøgte at fange glimt og billeder af spillerne og Lars ...

Vores internationale presseagent kom og hentede mig. "You gotta come, Meta!" Jeg gik ud i foyeren. Og fik at vide, at Lars var gået. Ud I sin camper. Vred. Og nu var på vej mod Du Cap.

Senere fandt jeg ud af, at han var strøget på toilettet, hvor den franske presseagent havde villet hive ham ind i salen igen prompte med meget store ord og en ordre om, at hvis han ikke gik ind i salen igen, var det en fornærmelse! Hvorpå Lars var taget af sted.

Vi besluttede, at vi skulle tage trapperne for Lars i bedste stil. Willem fik sin kone under den ene arm og Bente under den anden. Og så forlod vi Lumiere-biografen til den smukke arie fra filmen.

Vi blev kørt i festivalbiler ned ad Croisetten til et lille afterparty med dem, der havde været involveret i filmen, for at skåle for verdenspremieren.

Først klokken halv fire lagde jeg mig i min seng. Træt som aldrig før.

Dag 5

Fire dages maratoner slut. Nu er det ved at stilne af og blive mere almindeligt Cannes-tempo. Hvilket også ligger højt. Men de sidste tre dage har været mindblowing. På flere måder.

Jeg skrev stikord og noter undervejs, men glemte stort set at tage billeder. Heldigvis havde vi fotograf Christian Geisnæs med. Det er hans billeder, der pryder blokken fra de sidste tre dage. At sætte ord på vil sikkert hjælpe mig til at fordøje dagene.

Gendarmeriet er overalt hernede. Der står horder af dem linet op til at passe på og dirigere den fuldstændig kaotiske festivaltraffik på gaderne. De afspærre vejene flere gange om dagen. Og de kører rundt i sidegaderne i salatfade, på motorcykler og i biler for at passe på de lette ofre, som mange festivalfolk er: festende, alkoholindtagende rige mennesker, der ofte farer vild og går rundt i deres fineste tøj med deres fineste smykker på.

Stine og Signe var allerede stået op, mens de sidste festende folk endnu var på gaderne. Klokken lidt i seks sad de med hver deres computer, hver deres kaffe og dyne i stuen. Stressen havde sat sig på søvnen. Og de var allerede i gang med at koordinere og lave lister over gallabilletter, hvem skulle i biler til den røde løber, hvem i shuttlebusser? Osv osv ...


Det store gallabilletpuslespil skulle gå op, så alle var glade, eller i det mindste ikke sure ...

Her er Stine i gang med at sætte navn på alle billetterne. Puslespillet skal godkendes af coproducenter med flere, og der er MANGE meninger om, hvem der bør sidde hvor og hvorfor. Telefonerne kimede, og sms'erne tikkede ind med ønsker om billetter og meninger om, at den tyske kulturminister var vigtigere end den største danske investor, fotografen vigtigere end agenterne ... osv osv

Anders underviste os i at binde en butterfly. Jeg forsøgte mig mange gange i løbet af dagen.

Politiken bragte et stort interview med Lars. Der begyndte i det hele taget at være en del forskrap fra Cannes om filmen. Jeg kunne se, at det var en klog manøvre at flytte premieren på Antichrist til den 20. maj (den lå den 29. Maj, men vi besluttede at rykke den for fire uger siden) og få filmen ud, mens debatten forhåbentlig ville køre i medierne både hernede og derhjemme. For vi forventede en debat om filmen. Så snart nogen skulle se den. Og det skulle de i dag. Journalisterne til pressevisningen.

Men først besøgte jeg festivaldirektøren, Gilles Jacob, sammen med Lars og Bente. Jeg forstår hvorfor Lars kalder ham ”far”. Det får man instinktiv lyst til. Midt i festivalinfernoen, højt oppe i palæet, er hans kontor, skarpt bevogtet af en større gruppe assistenter og receptionister. Når man kommer ind til ham, smitter hans ro af på én på et splitsekund. Hans ur siger ”tik ... taak ... tik ... taak” i et dejligt roligt tempo, som han også taler og bevæger sig i. Jeg har besøgt Gilles mindst en gang hvert år de sidste mange år. Og hver gang fundet det en lise at tale med ham og låne af hans ro midt i det hele. Vi havde en flaske snaps med i gave.

Samtidig med jeg sad dér, ankom vores anden skuespiller, og jeg tog hen på hendes hotel til en kort velkomst og et lille møde om, hvad der skulle ske osv.

Så løb jeg til Salle Bazin, hvor jeg skulle mødes med vores tre presseagenter, den franske, den danske og den internationale.Vi stod oppe på trappen og så journalisterne, der havde linet sig op i hobetal for at komme ind. Der er 1200 sæder i biografen, og alligevel kom mange journalister ikke ind i første omgang og måtte blive stående til den næste pressevisning to timer senere. Jeg sørgede for at få de danske journalister ind til visningen - også dem der ikke havde ”det fine” pressepas.

Min franske presseagent havde sendt en assistent, som storrygende sagde til mig: ”I've never tried this before, I am very nervous”. ”That's my line!” svarede jeg og fandt den internationale presseagent at stå ved siden af i stedet. Jeg synes nu selv, jeg var heeelt rolig ved synet af journalisterne, der myldrede op ad trappen.

Da jeg stod i salen med gode Laurent fra festivalen — alle havde sat sig, der var spænding i luften — tænkte jeg: ”Så. Nu sker det! Nu sidder der så 1200 journalister og anmeldere fra hele verden og skal som de første se filmen og dernæst hjem og skrive om den og forme filmens liv. Om lidt er the cat out of the bag. Og hvilken kat! Ikke just en sød, spindende kat.” Jeg fnes indvendigt og synes, jeg var helt på toppen over scenariet. Stod så lidt og kiggede ud over det hele. Kunne mærke hjertet banke lidt. Og da lyset langsomt gik ned, hviskede jeg til Laurent: ”It's very hot in here”. ”You'll be fine,” svarede han. ”No no, I mean... won't they get thirsty and leave because it's so hot in here?” Laurent hviskede tilbage: ”Meta. It is not hot in here” ... pause ... ”Okay” ... pause ... ”Laurent? Please get me out of here. Now.”

Han trak mig med ud. Jeg røg en smøg med sitrende fingre. Kiggede op ad trappen mod salen. ”Complet full,” stod der på skiltet. Der stod allerede en lang kø til næste pressevisning.

Ringede til Stine. Min kæreste var kommet! Jeg løb, vitterlig løb alt hvad jeg kunne, hen hvor han var. Fik et langt knus, nogle kloge ord, et kys, noget ro og lidt jordforbindelse. Løb tilbage ad Croisetten ganske kort efter. Så resten af filmen inde i salen.

De reagerede helt vildt meget på filmen. De gøs. De pev. De sagde ”Ah!”, og ”Av!”. Der var grin. Folk der buhede. Folk der klappede. Det var som om, de alle var bevidste om, at de kunne påvirke hinandens bedømmelse af filmen og meget gerne gjorde det. Så da filmen var slut klappede halvdelen af salen, mens andre buhede. Jeg vidste ikke lige, hvad det betød.


Gik ud og forsøgte at få min franske distributør og mine presseagenter til at tolke stemningen for mig. Deres blikke var lidt jagede. Vi har jo aldrig troet, at Antichrist er en pleaser. Alle Lars' film har delt vandene. Og denne ville nok gøre det mere end nogen anden. Det vidste vi godt. Jeg mødte en fransk journalist der var helt oppe at ringe over filmen. Han mente, det var Triers bedste. Hørte en amerikansk kvinde sige: ”He shouldn't be allowed to do movies!” Nogle danske journalister spurgte, om jeg var rystet. Kan ikke huske hvad jeg svarede, for jeg var vist ikke rigtig noget som helst. Min internationale presseagent sagde, det var fantastisk, så vrede nogle folk var, mens andre mente, det var et mesterværk. De færreste jeg kendte (det var primært danskerne), turde se mig i øjnene. Det plejer at være et dårligt tegn. Jeg gav op på at tolke stemningen. Ringede til Lars, spillerne og Peter og videregav stemningen, så godt jeg kunne.

Først senere på aftenen begyndte reaktionerne at blive lagt ud på nettet. Jeg gik rundt som i en boble i timerne indtil. Så tikkede den første sms ind: Politiken, seks hjerter. ” En film, der går fuldstændig på tværs af alle tendenser i en i øjeblikket temmelig konform kunstart ... et mesterværk ...” Med ét forsvandt boblen, og jeg kunne lægge telefonen fra mig lidt (eller rettere, min kæreste tog den fra mig) og spise noget ... da var klokken også næsten midnat. I timerne efter tikkede der flere anmeldelser ind ... Og vandene var virkelig delte. Nogle udråbte det til et mesterværk. Andre til en prut. Eller det der er værre.

Kontoret kogte stadig. Alle knoklede stadig, så der næsten stod blod ud af øjnene på dem. Telefonerne kimede. Logistik er en krævende ting for en film i hovedkonkurrence. Kørsel af skuespillere, bookning af makeup folk, tuxedos, planlægning af den store dag minut for minut var i gang. Men billetpuslespillet var nu lagt og billetter ved at blive distribueret, så der var en lind strøm af folk ind og ud af kontoret. Alle folk jeg kendte, så der skulle snakkes, hilses og knuses ... mange havde jeg ikke set i mange måneder, nogle i nogle år.

Dag 4:

Vi blev forfulgt af gendarmeriet i dag, Stine og jeg, på scooteren på vej til morgenmøde kl. 8. De fangede os. Med tegnsprog fik vi en reprimande - 'casket!!' Yes, yes, det var også rigtigt. Stine havde glemt sin hjelm. Oui oui. Biensure.

Morgenmødets stressniveau var steget markant fra i går. Mange skulle hentes i lufthavnen af vores småtter. Desuden var limoservice til vores hovedcast endnu ikke konfirmeret, da de pludselig havde meldt deres ankomst et døgn tidligere end først aftalt. Der manglede en makeup-artist til fotoshoot kl. 10 på du Cap. Ingen havde haft tid til at skimme de 329 presseklip på Antichrist fra aftenen før.

Tilløbet på premierebillet-listen viste sig at være overvældende, når vi samlede alle ønskerne - laaangt over, hvad vi kunne skaffe af billetter. Og vi savnede pludselig flere biler og chauffører til og fra lufthavnen, du Cap, villaen... og jeg savnede stadig en GPS på min scooter. Hvert kvarter blev skemalagt for hver medarbejder på teamet. En masse bolde og opgaver fløj fra den ene til den anden i afsindig fart henover blødkogte æg, juice og kaffe.

Strøg på scooter til møde med fransk og international presseagent. Om detaljer. Og gallabilletter. Vi havde kæmpet os godt op mod de 150 billetter til vores rådighed. Man skulle ellers tro at der var lidt at give af til filmholdet i en sal med 2600 sæder.

Dernæst over i palæet og holde stormøde med car-service, security, tre billetansvarlige (man skal skrive under på at få udleveret de 150 gallabilletter som var det guld i en bankboks man hentede). Spænding i luften. Stemmer med pitch. Vi forhandlede os til liiiidt flere billetter.

Stine, vores franske coproducer Marianne Slot og jeg, låste os inde på et kontor og begyndte på seatingen af de billetter vi nu havde til rådighed. Hvem skal sidde tæt på hvem? Hvem skal have ledsagerbilletter? Et puslespil om magt, prestige, at undgå ømme tæer og fornærmelser hos folk, der er vigtige for filmens videre liv (eller firmaernes videre liv) - med aaalt for få billetter til rådighed.

Kastede mig derefter på scooteren for at tage turen til du Cap. Et vigtigt frokostmøde med Lars og en anden - mildest talt - navnkundig instruktør, som det havde taget mig en lille måned at få et mødetidspunkt på plads med. Tog den hurtige vej for at indhente nogle minutter... og for vild. Blev ringet op af den navnkundiges assistent: var det ok han var en halv time tidlig på den? Yes yes but of course it is! ... fuck fuck fuck fuck... hvor er min GPS??? Pludselig kunne jeg tale fransk og blev vist vej af en gammel dame. Den forkerte retning. Tilbage igen. Og ankom til du Cap liiiige nøjagtig i tide.

Nu skriver jeg jo ikke om hvad der sker på du Cap. Men hvis man zoomer ind på dette billede - på klipperne, kan man se at liiige på den anden side af du Cap-hegnet, vrimler det med paparazzier på klipperne. Med meget meget store zoomlinser fanger de glimt af alle dem, som betaler for at komme i ly for kameralinser og des lige... Fik lyst til at råbe: Shame on you! ... Men gjorde det ikke.


Her er udsigten i restauranten på du Cap... hvis man går hen til vinduet...

...kan man se paparazzierne ud på klipperne. Se godt efter. Der ligger ca. 20-25 af dem... Desværre er min zoom-linse ikke så god som deres, men her er lidt af deres egen medicin:


Tog et moment of Zen med Lars efter mødet. Et tiltrængt ét. Roligt. Stille.

Tændte mobilen igen. Til et hav af sms'er og beskeder. Det var nærmest fysisk, der fløj spørgsmålstegn i hovedet på mig på vejen tilbage mod Cannes (i taxa, turde ikke fare vild igen, det havde jeg ikke tid til). Tog imod den første af spillerne, der var ankommet og sørgede for, at alt var godt og fint. Holdt møde om, hvad der skulle ske, hvordan pressen lød pt, hvad vi troede der ville ske, programmet, dit og dat. Og så... var limoservicen ikke dukket op til aftenens transport. En sådan skuespiller KAN ikke bare gå på gaden i Cannes. De kommer simpelthen ingen vegne, men stoppes konstant. Så mit vidunderlige team lavede i fællesskab en feberredning... SIMON!!!... på med jakkesæt og slips, ind i merceren, lån Lars' licens til at køre på Croisetten, tjek med politiet at det er ok, kæmp dig gennem menneskemængden og lign en dejlig rolig chauffør.


På en time blev Simon forvandlet til en prof limodriver.

Først kl. 22 blev der tid til at kigge på den seating Stine havde arbejdet på hele dagen. Og læse presseklip. Og kigge på morgendagens program... og ikke nå middag med købere i villaen, ikke nå de to fester jeg var inviteret til... men bare kaste sig i sengen i håb om 5 timers rolig søvn.

Dag 3:

Gendarmeriet ville tage vores bil i dag. Den var ellers parkeret meget autentisk a la Mediterranee: midt på pladsen med katastrofeblinket på. Signe fløj rundt i lejligheden: ”Hvor er bilnøglerne!!?” Stine stod på balkonen og holdt øje og råbte: ”Signe, det er nu, det er nu, det er NU! De tager den! Tingene til Premiere-PR ligger inden i den!!” Og de to benhårde blondiner hidkaldte vores småtte, Anders (der har tilnavnet The Muscles from Brussels), for at overtale det franske politi til at lade os beholde vores bil. Den omstridte bil hang halvt oppe på trækvognen. Men kom ned igen. Måske på grund af musklerne. Måske på grund af det blonde hår. Eller benet i næsen.

Jeg er begyndt at kunne mærke, at der er stor interesse for Antichrist. Flere journalister og købere sagde til mig, at de to film, der var størst buzz omkring, er Trier og Tarantino. Det er jo fuldstændig fantastisk. Ligesom det er fantastisk dejligt så mange folk, der gerne vil med til gallapremieren på filmen. Skønt at så mange mennesker har lyst til dét. Men også et problem, da jeg endnu ikke vidste, hvor mange billetter jeg ville komme til at råde over. Jeg vidste, at jeg ville have 75 stykker. Resten skulle jeg forhandle og kæmpe mig til. Og håbe på at nogle af dem, der kan få billetter ad andre veje, vil give mig dem i bytte for bedre billetter, så jeg ville få flere at dele ud af.

Dagen tog form af en lang række af stikord, som så nogenlunde sådan her ud: vågnede for tidligt. To sms'er med gallabilletfedteri modtaget i løbet af aftenen: ”Søde kloge Meta - må jeg ikke nok få billet til gallaen, vi har jo trods alt været venner i x år ...” og ”Hvad skal jeg gøre for at få en billet?”

Ingen scooter-kørsel på grund af regnvejr - øv. Morgenmøde på Antichrist- kontoret med gennemgang af hele dagen og de eksisterende problemer. To sms'er modtaget med billetkrav: ”Jeg kommer til premieren, hvor får jeg min billet?” og ”Jeg er jo Kong Gulerod, så jeg regner med at få en billet.” Telefonbedskedaflytning i bilen på vej til Zentropa-villaen. Morgenmøde i villaen med gennemgang af alles program og invitationsliste til aftenens europæiske investor-middag ...

Morgenmødet som folk render ud og ind fra for at ringe og ombooke møder osv...




Her ses Peter Aalbæk lytte til Ib Tardini, der fortæller, hvad han skal i løbet af dagen, mens han får lidt casual massage af Zentropas finansminister Peter Garde.

Dernæst møde med den internationale og den franske presseagent på Carlton. Om diverse detaljer for interviews, transport af cast og Lars, security, festivalbiler, announcements på trappen, rækkefølge, billeder, pressekonference ... og meget meget mere.

Tilbage på kontoret. Uddelegere nogle opgaver. Stille nogle spørgsmål. Kræve en GPS til scooteren, da jeg har afsindig dårlig stedsans og har brugt for meget tid på at køre forkert.

Frokost med en filmkonsulent om nye projekter. Og billetter til gallaen.

Modtaget et par opkald om billetter til gallaen. Sender ønskerne videre til Stine, som sidder med listerne til de dejligt eftertragtede sæder.

Møde med en tysk filmfond om et nyt projekt. Møde med en amerikansk agent om et nyt projekt.

Møde med en ny engelsk producer, som jeg kender, da han var 1st AD på Antichrist, hvorfor jeg sagde ja til at mødes, selvom jeg ellers ikke mødes om coproduktioner på denne Cannes. Hans forfatter/instruktør overraskede mig med følgende dialog: Meta: So what have you done before? Tony: I am mainly a writer. Meta: What have you written? T: Do you know a director called Michael Winterbottom? M: Yes. T: Have you seen In This World? M: Yes, one of my favorite movies of all time. T: I wrote it. M: ... pause ... OK. Wauw ... T: Do you know Terry Gilliam? M: Yes. T: I've written some of his films too ... M: ... pause ... you are Tony Grisoni?! I've tried to track you down through your agent. Cool ... let's start!

Hjem og skifte tøj, tjekke mails, beskeder på telefonen, sende opgaver og info og beskeder videre.

Have et moment of Zen. Et kort ét.

Køre på scooter i regnvejr med Stine bagpå op til finansieringsmiddag, hvor cirka en tredjedel af Europas filmpenge var repræsenteret. Sniksnakke og spise mad med Mr. og Mrs. Euro 1 og 2.

Køre scooter ned til den Skandinaviske Stand, hvor der var danskerfest. Propfyldt med mennesker. Antichrist- plakater overalt, musikken fra Antichrist i højtalerne. Og en summen om Antichrist omkring mig. ”Nåe ... he he, har du styr på det hele, Meta?”, ”Kan jeg få en billet?”, ”Nåe... er du spændt?”, ”Nåe, har du styr på det hele?”, ”Er du nervøs?” ... og som sædvanlig gik jeg i modsat mode. Når folk forsøger at piske en stemning op, går jeg modsat. Og bliver helt rolig. Så jeg kunne svare med overbevisning, at jeg havde styr på alt og nok ville få alle ind til gallaen, og at jeg var spændt, ja. Men ork jo, der var styr på alt. Alt. Sagde jeg og kørte ædru (holder en alkoholfri Cannes) hjem på scooteren. Og troede på det jeg selv havde sagt. Alt var der styr på. Alt.

Dag 2:

Jeg blev næsten stoppet af gendarmeriet i dag. Fordi vi ikke havde styrthjelm på. Stine og jeg, på vej til morgenmøde på Antichrist-kontoret kl 9.

Sad i går aftes på Eden Restaurant på Hotel du Cap med Lars og stirrede ud på en fantastisk udsigt over bugten og summede over hvad der var sket, og hvad der skal til at ske. Der er meget meget fint derude. Stille. Roligt. En diametral modsætning til Croisettens havnefest. Det er et perfekt sted at gemme sig. Som en miniudgave af Paradis. Eller et overdimensioneret modellandskab - af den kostbare slags. Med egen hundekirkegård. Sgu. Bygget af en russisk prins vist nok. Der er ingen fans. Ikke synlige i hvert fald. Til gengæld en del celebreties, som gemmer sig i Paradis. I ly for paparazzierne som efter sigende holder til på de nærliggende klipper. Der er en usynlig boble om stedet. Af casual rigdom. Af celebrecy. Der er nærmest andægtighed omkring det private derude. En boble som ikke skal brydes her i mine skriverier. Så hvad der foregår på du Cap, forbliver inde i boblen.

Tog en morgendukkert med Signe i middelhavet for at vågne i morges. Og tog en stribe møder i formiddags. En del møder måtte jeg udskyde, fordi jeg ikke nåede det hele. Der var opstået nogle logistiske problemer med hotelværelser til skuespillerne, som snart ankommer. Kontoret summer så småt af liv. Folk hentede akkreditationer. Hold fra Tyskland er begyndt at ankomme.

Vores franske coproducer, distributør og presseagent hjalp med at finde rundt i det franske bureaukrati - og fik hotelproblemerne glattet ud. Aftaler med journalister flyver konstant ind og ud af mails med vores internationale presseagent. Trades bliver skimmet. Programmer bliver konstant ændret. Interviews gennemlæst. Bannere blev hængt op uden på lejlighedens altaner. Dagsprogram blev gennemgået for alle. Opgaver fordelt. Indkøbslister lavet. Invitationslister gennemgået. Mødeplaner delt.

Midt i al praktikken, midt i al virvaret og det overgearede, det voluminøse og storladne, har jeg fundet mit eget lille helle som både giver frihed, kontrol, jordforbindelse og lidt indre fred: Scooteren. Jeg kan komme hvorhen jeg vil på næsten ingen tid. Og man kan ikke høre telefonen ringe. Scooter er absolut det hurtigste transportmiddel igennem Cannes-mylderet. Man kan snige sig ind og ud i menneskemængden og overhale de lange bilkøer.

Er dog sikker på, at min mor ville være glad for at vide, at den - til min store fortrydelse - ikke kan komme op over 50 kilometer i timen. Kørte scooter frem og tilbage mellem du Cap og Cannes to gange i dag. Nød på en barnlig Klods-Hans-måde at se de lettere forvirrede fine fine parkeringsmænd på Hotel du Cap, da jeg trillede larmende ind i den overdimensionerede indkørsel, vinkede til dem og parkerede scooteren mellem skinnende porscher, ferrarier, jaguarer på p-pladsen. Overvejer at bede dem valet-parkere scooteren næste gang, bare for at se dem på den lille lejescooter med deres fine uniformer og handsker på.

Dag 1:

Vores vel lastede lastbil blev stoppet af gendarmeriet i går. Den var nået cirka halvvejs til Cannes. Småtterne - Zentropa-eleverne - var kørt af sted med tre tons overvægt. Vitterlig tre tons.

De blev tilbageholdt i seks timer uden mad og toilet, mens de ventede på nogle chauffører med lastbiler, der kunne køre vores afsindige mængder af pressemateriale, plakater, kontorting, cykler, tallerkner, stole, borde og varmelamper til villaen resten af vejen. De nåede frem klokken tre om natten til villaen i Cannes. Meget trætte.

Den ene af dem havde ved den lejlighed vundet 1000 kroner i et væddemål med Peter Aalbæk.

Her til morgen burde gendarmeriet også have stoppet mig - inden jeg lukkede kufferterne. Bagagen er proppet: Compeed, vitaminpiller, computergadgets, Treo’er, strømforsyninger, arbejdstøj til fjorten dage i Cannes (det vil sige to til tre sæt tøj til hver dag, mange sko da fødderne svulmer op i varme og løb, og skoene skal konstant skiftes for ikke at æde fødderne) - og i år også et væld af fine kjoler, høje sko, og fine smykker. Og Lars’ tux, der først blev færdig hos Sands skrædder i sidste øjeblik.

Flyet var som hvert år fyldt med filmfolk. Og aviserne fyldt med forscrap-artikler om årets festival. De danske aviser havde i år fokus på Antichrist og en del skriverier om dens chancer for at vinde en pris. Hvilket jeg tog mig selv i at blive lidt overrasket over. Fokus for mig havde været at få alting klar. Filmen. Materialet. Billederne. Pressebøgerne. Planerne. Listerne. Tøjet. Hoteller og lejligheder til alle. Camperen. Spillerne. Lars. Få passet katten. Få pakket kufferten. Få det hele til at gå op. Så jeg havde ikke nået at få tænkt over, at man kunne vinde en pris. Men det kan man jo, når man deltager i verdensmesterskabet. Sådan i teorien. En teori der først blev gennemtænkt i mit hoved i flyet på vej derned, mens jeg sad og rettede budgettet til for hele projekt ”Antichrist i Cannes”.

Det er jo fantastisk sådan at have en film inviteret til hovedkon-kurrence i Cannes. På mange måder. Men påhæftet invitationen er en stor regning - en meget stor én. For i Cannes er alle vant til, at alting er stort, glamourøst ... og gratis. Så det er også fucking dyrt at være i hovedkonkurrence. Et stort apparat skal op og køre. Mange mennesker i arbejde. I Cannes. Og det koster.

Alle vil gerne være med, fejre den glade begivenhed, og forventer det helt store udtræk - uden at betale. Og det er mit job at forsøge at skrabe penge sammen til gildet fra vores investorer. Ikke en nem tjans. Hvilket faktisk er et filmpolitisk problem. Havde det været et mindre selskab, der havde en film i hovedkonkurrence, ville det være svært at deltage uden at få store cashflow-problemer. Store problemer. Forestillede mig et kort øjeblik scenariet i Fattigmand Flink Film:

”Mange tak for invitationen til hovedkonkurrence i Cannes, vi er meget beærede, men har desværre ikke råd til at være med - med venlig hilsen den nye generation af filmkunstnere i Danmark.” ... Nå, dén filmpolitiske kamp må vi tage en anden gang.

Lige nu er fokus at få mødt de praktiske grise og lederen, Thierry Fremaux, fra festivalen og aftale dit og dat, detaljer, få telefonnumre, badges, tilladelser, tider osv. Det er meget fransk det hele. Ugennemsigtigt. Kringlet bureaukrati. I en labyrint af kontorer. På sin egen charmerende måde. Charmerende vist kun fordi det er et bureaukrati, jeg møder på en film festival. Jeg ville ikke have lyst til at møde dette franske bureaukrati med brug for akut lægehjælp.

Ankom til et Cannes, der allerede på disse første, såkaldt ”stille” dage er et inferno af larm, reklamer, gallaklædte mennesker i fuld firspring, balloner, fans, sol. Det minder lidt om en stor hektisk, fransk havnefolkefest ude på gaden. Inde i lejlighederne, på hotellerne, på kontorerne er de hårdt arbejdende filmfolk igang. Et s