Nyhed
12. juli 2021 | 15:35

#MeToo-anklaget instruktør er kræftsyg

Foto | uoplyst
Lasse Nielsen står foran det hospital i Thailand, hvor han får behandling får kræft i halsen. Men instruktøren har svært ved at betale regningerne.

”Uden behandling giver lægerne mig kun et år mere at leve i,” skriver Lasse Nielsen og bønfalder i usædvanlig mail folk om at donere penge til behandling på thailandsk hospital.

Af Claus Christensen

71-årige Lasse Nielsen har som instruktør haft en afgørende indflydelse på udviklingen af den hæderkronede danske ungdomsfilm.

Med Måske ku’ vi og Du er ikke alene skabte han med unge amatørskuespillere i midten af 70’erne en realisme og naturlighed, som ikke tidligere var set i dansk film.

Derefter forsvandt han fra dansk film for så – fyrre år senere – at gøre comeback i 2010’erne med flere kortfilm og en enkelt spillefilm produceret i Thailand. Alle ungdomsfilm, men meget langt fra kvaliteten i 70’erne.

Som reaktion på comebacket stod i 2018 en lang række af de unge skuespillere fra 70’erne frem med alvorlige anklager. Ifølge dem havde Lasse Nielsen og hans medinstruktør Ernst Johansen bevidst misbrugt deres magt til at groome og få sex med teenagerne, som var under atten år.

33 strålebehandlinger
Beretningerne fra 70’erne blev lanceret i et samarbejde mellem Politiken og filmfolkene bag dokumentaren De misbrugte filmbørn.

Lasse Nielsen mente, at journalisterne havde forsøgt at få i ham i tale på falske præmisser. Han valgte i stedet at tale med Ekko, hvor han igennem mange timers samtaler erkendte at have været sammen med de unge dengang. Han holdt dog fast i, at han ikke havde gjort noget forkert.

Her tre år senere har Lasse Nielsen sendt en usædvanlig mail rundt til sin omgangskreds.

”Jeg har levet meget beskedent i de sidste 40 år uden en regelmæssig indkomst og uden opsparing,” skriver Lasse Nielsen og fortsætter:

”Sidste måned blev jeg diagnosticeret med cancer i halsen, hvilket vil kræve indlæggelse og 33 strålebehandlinger. Eftersom jeg ikke har nogen opsparing eller forsikring appellerer jeg til mine venner og fans om hjælp til disse udgifter, som forventes at løbe op i omkring 10.000 dollars.”

Fem donationer
Lasse Nielsen fortæller Ekko, at den kostbare behandling foregår på et hospital i Thailand.

Han har i mange år pendlet mellem Thailand og Danmark. Og han nåede ikke hjem til Danmark, inden lufthavnen lukkede på grund af covid-19, forklarer han til Ekko.

Instruktøren har fået 2.000 dollars af venner. Via GoGetFunding søger han 8.000 dollars, altså omkring 50.000 danske kroner. Foreløbigt har fem personer doneret tilsammen 480 dollars.

”Uden behandling giver lægerne mig kun et år mere at leve i,” skriver Lasse Nielsen på funding-siden.

”Enhver hjælp vil blive højt værdsat – og de første 30 folk, der sender 100 dollars eller mere vil modtage enten en dvd med seks af mine kortfilm, med engelske eller tyske undertekster, eller en dvd med min thailandske spillefilm The Story of Net.”

Kampagnen løber indtil den 15. august.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko