Nyhed
27. juni 2018 | 09:19 - Opdateret 30. dec. 2018 | 03:53

Malmros: ”MeToo er en folkedomstol”

Foto | DR
I sin sankthans-tale på Aarhus Havn gik Nils Malmros i clinch med #MeToo-bevægelsen, men kom ikke ind på, at han selv er blevet anklaget for at have krænket en syttenårig skuespiller i 1984.

Instruktøren Nils Malmros kritiserer i sankthans-tale #MeToo-bevægelsen og roser Peter Aalbæk for at have nægtet at gå bodsgang.

Af Claus Christensen

En stort set samlet dansk filmbranche har bakket op om #MeToo-bevægelsen. Men instruktøren Nils Malmros er langt fra imponeret.

”Jeg bliver altid kontrær, når nogen råber i kor,” sagde 73-årige Nils Malmros i lørdags i sin sankthanstale, som blev afholdt på Aarhus Havn og transmitteret af DR.

”Hvad man end kan have af sympatier, så er og bliver Metoo en folkedomstol. Og dommene er inappellable.”

Den kroniske uskyld
Nils Malmros har siden debuten En mærkelig kærlighed i 1968 især lavet selvbiografiske film om sin opvækst og sit liv i hjemstavnen Aarhus.

Kundskabens træ, Skønheden og udyret og Kærlighedens smerte er blandt hovedværkerne, og han benyttede talen til at tegne et billede af samfundsudviklingen med udgangspunkt i sig selv.

”Jeg tilhører en efterkrigsgeneration, der er vokset op med den kroniske skyld – skyld over vores erotiske drifter. Hænderne skulle blive oven på dynen. Og hvad der gjaldt for drengene, det gjaldt i endnu højere grad for pigerne. Så vi drenge følte os nærmest som frihedskæmpere, når vi befriede pigerne for deres seksuelle neuroser,” sagde Malmros og fortsatte:

”Men så kom ungdomsoprøret, og der blev vendt op og ned på alt. Pludselig var det en tvang, at man skulle leve et frit, erotisk liv, for ellers blev man hægtet af. Men frihed giver ikke nødvendigvis lighed. Tværtimod var der mange, der hæmningsløst realiserede sig selv, fordi de nu engang havde magten til det.”

”Min verden brød sammen”
Nils Malmros er selv blevet beskyldt for at overskride grænser.

I et Ekko-essay i 2014 og en efterfølgende replik skrev Line Arlien-Søborg, at Malmros på et hotelværelse under Berlin-festivalen i 1984 erklærede hende sin kærlighed og kærtegnede hendes ene bryst. Hun var dengang blot sytten år gammel og skuespiller i Malmros’ ungdomsfilm.

”Min verden brød sammen. Jeg var i chok,” fortalte Arlien-Søborg og beskrev, hvordan hun følte, at Malmros indirekte gjorde hende medskyldig i sin kones depression, der få uger før Berlin havde ført til, at konen tog livet af parrets baby.

Malmros har efterfølgende dementeret kærlighedserklæringen og undlod at berøre Line Arlien-Søborgs anklage i sin sankthanstale. Han understregede, at han ikke har nogen sympati for filmfolk, der har misbrugt deres magt.

Mogulers fald
”Som mange andre har jeg set filmverdenens moguler falde én efter én, fra Hollywood til Zentropa, og jeg kan da ikke andet end at tilslutte mig en fordømmelse af en Harvey Weinstein eller Kevin Spacey,” sagde Nils Malmros i talen.

”Men jeg må indrømme, at jeg er godt tilfreds med, at Peter Aalbæk ikke går bodsgang,” sagde instruktøren med henvisning til Zentropa-stifteren, der i en større artikelserie i Politiken er blevet beskyldt for mobning og sexchikane.

”Jeg kan trøste Aalbæk med, at selv MeToo vil følge tidens konjunkturer,” tilføjede Malmros og nævnte som eksempel Jørgen Leth, der for nogle år siden blev frataget hæder og ære, fordi han i sin selvbiografi beskrev sit forhold til en ung, haitiansk kvinde.

”I dag er han rehabiliteret og folkehelt, ja, nærmest kult – og lægger blød stemme til cykelløb og Citröen.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko