#MeToo er farlig for kunsten

I det spanske drama Petra får titlens kvinde efter sin mors død at vide, hvem der muligvis er hendes far. Under dække af at være med i et mentorprogram indlogeres hun hos sin måske-far, den berømte kunstner Jaume.

Hans søn, fotografen Lucas, får hurtigt et godt øje til den attraktive kvinde på familiens gård. Så er der ellers lagt op til et familiedrama med incestuøse undertoner. I kapitler flyver filmen rundt i forskellige tider af handlingen, hvor de eneste konstanter er Petra og Jaume.

Rollen som den hensynsløse Jaume spilles af en debuterende amatør, 77-årige Joan Botey, som er forrygende overbevisende.

”Jeg ville mikse forskellige typer af skuespillere – kendte og erfarne, ukendte og amatører, og så dem midt imellem,” fortæller den 49-årige spanske instruktør Jaime Rosales, da vi møder ham i København.

”En dag, mens vi kiggede på locations, mødte jeg Joan Botey, som var ejer af gården, vi så på. Jeg sagde til min producer: ’Joan er muligvis et godt bud til at spille Jaume.’”

Hans producer var dog ikke synderligt begejstret for idéen om en amatør i så stor og bærende en rolle. Den var faktisk allerede gået til en professionel skuespiller, men Rosales var ikke helt tilfreds, og instruktøren havde en god fornemmelse i forhold til den karismatiske gårdejer.

”Jeg prøvede en casting, og han gjorde det okay uden at være fantastisk. Men jeg tog chancen, fordi jeg troede på, at han kunne levere det, jeg ville have.”

Forfærdeligt god kunst
Jaime Rosales var ude efter en helt særlig præstation som sadistisk og manipulerende kunstner.

Rollen kan læses som en støtte til #MeToo-bevægelsen, men det er dog ikke tilfældet. Den ellers rolige spanier udtaler i meget kritiske vendinger om det, som han kalder ”ortodoks ideologi”.

”Det er ret farligt, at vi alle skal tænke på den samme måde. Der er meget pres i kunstverdenen for at lave en bestemt slags kunst, for at beskytte en slags ideologi, og det er virkelig farligt,” siger Jaime Rosales.

”Jeg er ligeglad med, om en kunstner er et forfærdeligt menneske. Hvis hans kunst er fantastisk, så er det god kunst. Jeg er også ligeglad med, om pengene kommer fra mafiaen. Det er stadigvæk god kunst,” fortsætter instruktøren passioneret.

”Jeg kan ikke lide, hvordan vi nu om dage prøver at ødelægge ikonerne. Nu siger folk om Einstein, at det alt sammen var hans kones værk. Det er latterligt. Det er destruktionen af alle ikoner. Det er i bund og grund at trække store mennesker ned.”

Dansk forbindelse
Spanske familiedramaer er på disse breddegrader nærmest synonym med Pedro Almodóvar og hans melodramatiske måde at præsentere hemmeligheder og afsløringer. De er også til stede i Petra, men udfoldelsen er mere afdæmpet.

Han fremhæver den danske lyddesigner Kristian Eidnes Andersen, der er kendt for sit samarbejde med Lars von Trier og har skabt den yderst stemningsfulde lydside i Petra.

Filmen starter i totalt mørke, og her formåede Eidnes at skabe præcis den stemning, som instruktøren ledte efter.

”Han havde en brillant idé med at sætte musik ind i det her sorte hul. Der er en menneskestemme, men ikke ingen ord, så det skaber et indtryk af en engel,” forklarer Jaime Rosales, der giver filmen et guddommeligt aspekt – som var den fortalt fra oven.

Globetrotter
Jaime Rosales er en tilbagevendende deltager på Cannes-festivalen, hvor flere af hans film har vundet kritikerpriser for deres særegne filmsprog.

Instruktøren vil udfordre sig selv fra film til film.

I hans Tiro en la cabeza fra 2008 kan man ikke høre dialogen tydeligt, og Rosales forklarer det selv med, at han er en filmisk opdagelsesrejsende. Med et stort smil siger han, at det står i skarp kontrast til hans ellers stille og småborgerlige liv, hvor han sjældent færdes nye steder.

Derfor har Jaime Rosales lyst til hele tiden at eksperimentere.

”Jeg ville lave en græsk tragedie, fordi det er en evig fortælling. Det er ikke specifikt for en bestemt tid. I Petra ville jeg udforske universelle temaer som søgen efter identitet, problemet med sandhed og løgne, fadderskab og familie,” siger Jaime Rosales.

Rosales trækker også på filmiske forbilleder som Douglas Sirk, Tarkovskij, Bergman, Haneke og Trier. Især den danske excentriker har været en direkte indflydelse på fortællestilen i Petra.

”Da jeg skrev manuskriptet, startede jeg med et klassisk melodrama, men gjorde fortællingen ikke-lineær. Og så valgte jeg at bruge kapitler, ligesom Lars von Trier gør i de fleste af hans film. Han var en god indflydelse.”