MGP Missionen fuldført

”Det gør mig en lille smule nervøs, at der har været så meget debat, for jeg synes ikke, filmen kan leve op til det.”

Sådan siger instruktøren Martin Miehe-Renard, da vi besøger ham i hans stråtækte hus i Hellerup få dage før, at MGP Missionen får biografpremiere torsdag 21. marts.

”Det er jo i udgangspunktet slet ikke en politisk film. Problematikken i debatten er blevet større, end den er i filmen. Jeg bliver helt nervøs for, at folk, der ser den, siger: ’Arj, helt ærligt, var det bare det?’”

MGP Missionen blev sidste sommer omdrejningspunkt for en heftig debat om etniske skuespillere.

Her kunne dagbladet Information afsløre, at Det Danske Filminstitut blandt andet havde givet filmprojektet afslag med den begrundelse, at ”film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen”.

Hvor der er en vej
Kulturministeren gik ind i sagen, Det Danske Filminstitut sagde undskyld for den uheldige begrundelse, men fastholdt selve afslaget. Senere blev filmen alligevel finansieret uden om Det Danske Filminstitut med ASA Film, SF Film, Filmfyn og DR som hovedinteressenter.

Det oprindelige budget var sytten millioner kroner, men efter afslaget fra Det Danske Filminstitut måtte producenten barbere budgettet ned til 11,3 millioner kroner.

”Filmen handler om, at man har en drøm, og at man forfølger den. Den overordnede morale i filmen er den sætning, som Sawsan også synger: ’Hvor der er en vilje, er en vej.’ Det gik hen og blev en præmis for mere end bare filmens indhold. Det er også blevet en præmis for, at vi i det hele taget er kommet til at lave filmen,” siger Martin Miehe-Renard og tilføjer:

”Den sætning står printet i min hjerne.”

Klodset håndtering
– Du har tidligere udtalt, at Filminstituttet måske havde ret i deres påstand om, at et etnisk cast ikke er salgbart i provinsen, men at deres konklusion var forkert?

”Da vi fik afslaget med den begrundelse, tænkte jeg: ’Hold da op, er det rigtigt?’ Jeg gik ud fra, at Filminstituttet havde nogle analyser at gå ud fra. Men jeg syntes, at konklusionen var forkert. Hvis de havde nogle erfaringer, der sagde, at et etnisk cast ikke var salgbart, var det da netop en god grund til at lave den her film og få det ændret. ”

– Men hvorfor søgte I ikke støtte på børne- og ungdomskonsulentordningen, hvor man kan tage større chancer end på markedsordningen?

”Det gjorde vi også. I 2009 søgte ASA på konsulentordningen for børne- og ungefilm på baggrund af Gitte Løkkegaards bogforlæg. Men den daværende børnekonsulent gav afslag og anbefalede, at ASA prøvede markedsordningen.”

”Jeg synes, at Det Danske Filminstitut har håndteret det lidt klodset for nu at sige det diplomatisk.”

”I den sidste fase af produktionen søgte vi igen støtte. Vi havde et møde med marketingsafdelingen på Det Danske Filminstitut, som troede, filmen kunne sælge mere end 200.000 billetter. Men tre uger senere sidder vi til møde med instituttets markedsudvalg, som slet ikke mener, vi kan sælge så mange billetter. ”

Martin Miehe-Renard kigger eftertænksomt på kaffekoppen foran sig.

”Så længe man kun har ét sted i Danmark, hvor man kan søge støtte til sine film, er man rædselsslagen for at gøre dem sure. Derfor er du nødt til at appellere til journalisterne om at holde øje med, hvad der sker. Man bider jo ikke den hånd, der fodrer én, det gør man altså bare ikke.”

Fordomme og realiteter
MGP Missionen handler om den jyske dreng Karl, der flytter til Nørrebro i København. Skiftet fra Hvide Sande til Nørrebro er hårdt for den tolvårige dreng, som bliver mobbet af skolens hårde indvandrerdrenge. Gennem musikken finder Karl en ven i tyrkiske Sawsan, som har skrevet en sang til DR’s børneudgave af Melodi Grand Prix, MGP. 

Sammen drager de på en mission for at få Sawsan med i MGP på trods af hendes fars forbud.

Filmen prøver at finde et ståsted i virkeligheden, men er det ikke noget af en kliche, at den muslimske far ikke vil lade sin datter deltage i MGP?

”Det er da i allerhøjeste grad en kliche,” udbryder Martin Miehe-Renard.

”Enhver dansker vil umiddelbart reagere: Selvfølgelig må hans datter ikke komme med. Faren er jo muslim, og det står i Koranen. Men sandheden er, at farens begrundelse ikke er religiøs. Den er måske lidt kulturel, men ikke mere kulturel, end at en far fra Danmark ville kunne sige det samme. Nemlig at tolvårige piger ikke bør stå og lade, som om de er voksne sangstjerner.”

”På den måde bliver vi konfronteret med vores egne fordomme. Der er flere af de hints i filmen, men jeg håber ikke, de er alt for tydelige. Jeg vil helst ikke have, at man har følelsen af, at jeg står med den store pegefinger fremme. Vi tager fat i nogle dagligdagsfordomme, som man let kan tage sig selv i at tænke, hvis man ikke passer på.”

”Men jeg er ikke halalhippie. Da vi lavede research til filmen, mødte vi gæstfrihed både på Nørrebro og i Hvide Sande. Men der var også nogle sure grønthandlere, der fortalte mig, at vi godt kunne skrubbe væk med vores kamera. Der er en virkelighed derude, som man er nødt til at forholde sig til.”

Sløret – et voldsomt symbol
– Har I snakket meget om, hvordan balancen skal være mellem virkeligheden, klicheerne og den politiske korrekthed?

”Ja, for helvede! Er du rigtig klog mand, vi har ikke snakket om andet,” siger Martin Miehe-Renard og spiler øjnene op, mens snakketempoet sættes op i gear.

”Det hele startede med debatten, om hovedpersonen skulle have tørklæde på. Jeg syntes, at det skulle hun, men producerne syntes, det var dumt, fordi sløret er et voldsomt symbol. Det diskuterede vi meget. På den ene side skal man turde sin historie, på den anden side skal man passe på ikke at skubbe folk væk.”

”Selv da vi stod ude i virkeligheden og puttede kød på historien, var der scener, vi blev nødt til at slette efterfølgende.”

– Hvorfor?

”Fordi det simpelthen blev for meget. For eksempel havde vi en scene, hvori de sidder i et tog og snakker om, hvad man ikke må i hver deres religion. Den skulle være blevet efterfulgt af en diskussion om, hvilken straf de ville få. Der var også en scene, hvor karaktererne diskuterer, hvorfor Sawsan ikke må have drengevenner. Men det er jo en kultur, som ikke kan forklares på få minutter, og emnerne blev simpelthen for tunge til den her film.”

– Så det handlede om, hvor meget vægt en forholdsvis let børnefilm kunne bære?

”Ja, jeg syntes, det ville være at negligere problemerne, hvis man behandlede dem overfladisk. Pludselig bliver historien tynget af sin egen vægt. Så hellere klippe det ud.”

Anmeldere misforstår opgave
Martin Miehe-Renard er faktisk også aktuel med en anden film, Min søsters børn i Afrika, som har solgt 374.000 billetter og stadig går i biografen. Han er også kendt for Pyrus-tetralogien og flere andre julekalendere. Det er ikke film og tv-serier, der traditionelt bliver skamrost af anmelderne.

”Det er jo lige før, man kan sætte lighedstegn mellem dårlige anmeldelser og mange billetter, hvilket er helt absurd. Dér synes jeg anmelderne misforstår deres opgave,” siger Martin Miehe-Renard.

”Hvis jeg eksempelvis skulle anmelde biler, ville jeg være nødt til at sætte mig ind i de forskellige biltyper. Hvis jeg skulle anmelde en Skoda stationcar, ville jeg sige, at det er en god, fornuftig familiebil. Men det er ved gud ikke nogen laber racer. Meningen er, at familien skal have det godt, både på bagsædet og forsædet, og så kan det godt være, at det går lidt ud over motorkraften.”

”En del af anmelderens opgave er efter min mening en forbrugervejledning, og dér nytter det ikke noget, at du sammenligner en Skoda med en Porsche.”

– Hvis du selv skulle anmelde Min søsters børn i Afrika og MGP Missionen, hvilke kvaliteter ville du så sige, de hver især har?

”Min søsters børn i Afrika ville jeg selv påstå er en meget festlig familiefilm – med streg under familie. Det er en film, man godt kan holde ud at se som voksen, og det synes jeg er en kvalitet. Det er vigtigt, at man får de voksne med, så man bagefter kan sidde og snakke om filmen sammen.”

”MGP Missionen har et langt alvorligere sigte og stikker meget dybere. Jeg ville synes, at det var trist, hvis man kun skulle se Min søsters børn eller Far til Fire i biografen. Det er ligesom at spise burger hver dag, og det synes jeg heller ikke, at mine børn skal. Men jeg har ikke noget imod, at de spiser en burger en gang imellem.”

Stolt far til familiefilm
”Arj, jeg bliver simpelthen lige nød til at vise dig noget”, afbryder Martin Miehe-Renard sig selv. ”Kom lige med, det er bare blær.”

Han rejser sig med et sæt fra stolen og løber ind til computeren i sit arbejdsværelse.

Computeren viser et billede af Martin Miehe-Renard, der står med armene hævet foran Palads-biografen i København, hvor der hænger to bannere for Min søsters børn i Afrika og MGP Missionen og flagrer.

”Det er ærgerligt, at man skal være flov over at lave familiefilm. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg vil have lov til at være stolt af mine film og stolt af, at de sælger en røvfuld billetter.”

”I modsætning til hvad anmelderne tror, så gør vi os rent faktisk umage med at lave de her film. At lave noget, som både børn og voksne kan få noget ud af filmen, er ikke nemt. Det er pissesvært!”

Da jeg rejser mig for at gå, nævner jeg, at Ekkos anmelder allerede har set MGP Missionen og skrevet sin anmeldelse. Martin Miehe-Renard ser nervøst ned i bordet.

”Åh, lad være med at nævne det,” sukker han.

– Anmelderen er faktisk meget begejstret for filmen.

”Er det rigtigt,” spørger Martin Miehe-Renard forundret og lyser op i et smil.