Kommentar: Dyrbys troværdighed er lig nul

Michael Dyrby bør træde tilbage.

Ikke fordi han i tretten år som nyhedschef på TV 2 stod i spidsen for en sexistisk arbejdsplads. Heller ikke fordi han havde upassende forhold til underordnede, heriblandt praktikanter, og opførte sig grænseoverskridende til et utal af fester og julefrokoster.

Og det er end ikke, fordi han til Anna Thygesen afstumpet sagde, at hun ingen fremtid havde på TV 2, fordi hun var for gammel, og fordi han ikke ville kneppe hende.

Nej, han har ingen fremtid som chefredaktør, fordi han ikke har taget et ægte opgør med fortiden og af egen fri vilje hjulpet med at kaste lys over den mørke side af TV 2 til gavn for de kvinder, han har krænket.

Hans ageren det seneste år, hvor lokummet for alvor er begyndt at brænde, fortæller med al ønskelig tydelighed om et kynisk menneske, der dybest set bare prøver at redde sit eget skind.

Michael Dyrby indrømmer kun, hvad der akkurat er nødvendigt for at blive siddende som chefredaktør for B.T. Når en indrømmelse ikke længere rækker, tager han blot et nyt skridt, men ikke en centimeter mere, end der kræves for at bevare sin magt.

At følge hans ageren i 2021 er et studie i et udspekuleret skakspil, der fortæller en hel del om, hvem han er, og hvordan han på TV 2 kunne krænke adskillige kvinder, uden at det gik ham på.

Han ville være den perfekte superskurk i en thriller, hvis der altså ikke var tale om en tragisk virkelighed med rigtige ofre, han nu krænker igen med sin patetiske overlevelsesmanøvre.

Nedsmeltning
I lang tid havde han i sine selvhøjtidelige B.T.-klummer en mening om alt mellem himmel og jorden – undtagen sexismen på TV 2. Først efter en nedsmeltning i Presselogen på TV 2 blev presset så stort, at han var tvunget til at handle.

Den 23. marts skriver han i B.T. under den sigende overskrift Jeg gjorde ikke nok – det undskylder jeg for, at han som chef for omkring 5000 ansatte ”slet ikke opfattede, hvad der foregik”.

”Sexisme og krænkelser skete, ved vi, men de kom sjældent op til overfladen dengang. Jeg gjorde ikke noget for at rejse problematikken eller hjælpe den frem,” fortsætter chefredaktøren.

Han får det til at lyde, som om den grænseoverskridende kultur på TV 2 er blevet skabt, før han kom til stationen. En tung arv, han måtte tage på sine skuldre. Han er ikke sexisten, nej, det er de andre.

”Jeg fortryder, at jeg så igennem fingre med en jargon og en opførsel, der på nogle redaktioner i nyhedsafdelingen var sexistisk. Jeg burde have stoppet det konsekvent, da jeg blev øverste chef.”

I flyverskjul
På det tidspunkt var dokumentaren om TV 2 på vej.

Michael Dyrby nægtede kategorisk at stille op til interviews med tilrettelæggerne. Han hyrede advokater for at slippe billigst muligt, og han endte med at skrive en kort, nøje udtænkt tekst, som afslutter de tre afsnit i serien.

”Jeg – og TV 2’s ledelse – burde have set den sexisme, der også var en del af TV 2, men gjorde det ikke, og det undskylder jeg for.”

Det er lige akkurat, hvad han behøver at sige, vurderer han og hans advokater. Men så får dokumentaren premiere, han tager bestik af stemningen og går et lillebitte skridt videre.

”Jeg er af den overbevisning, at jeg ikke har krænket nogen direkte, men oplevelser ses jo forskelligt – selv mange år efter. Og jeg beklager selvfølgelig, hvis nogen sidder med den følelse. Jeg har begået fejl, som jeg fortryder set i bagklogskabens klare lys,” siger han den 29. november til sin egen avis B.T.

Den udtalelse provokerer Anna Thygesen, som afslører, at det var Dyrby, der efter en julefrokost i 2007 afskrev hendes karrieremuligheder på TV 2, fordi han ikke fandt hende lækker nok.

Dokumentaren og Thygesens afsløring skaber uro blandt medarbejderne på B.T. Efter et krisemøde beslutter Michael Dyrby sammen med Anders Krab-Johansen, koncernchef i Berlingske Media, der ejer B.T., at han skal tage ”nogle dage fri”.

De håber selvfølgelig på, at han med et flyverskjul kan ride mediestormen af.

Ingen detaljer, tak!
Men det går stik modsat.

Det bliver et tema, at Michael Dyrby forlanger, at diverse magthavere skal stille op i pressen og tage ansvar, mens han selv stikker halen mellem benene.

Efter nogle dages strategiovervejelser indser chefredaktøren, at han er nødt til at lukke lidt mere op for posen.

I sit næste skaktræk giver han interviews til Berlingske, som Anders Krab-Johansen er øverste leder af, og sin egen avis, hvor en tydeligt utilpas Sanne Fahnøe nærmest undskyldende forsøger at stille kritiske spørgsmål med fløjlshandsker på.

På hjemmebanen indrømmer Dyrby, at han selv har været en del af problemet på TV 2. Han har været magtfuldkommen, og han har haft ”dårlig dømmekraft” – en formulering, han låner fra Jens Gaardbo, der blev fyret efter TV 2’s advokatundersøgelse.

Dyrby slap fri i selvsamme undersøgelse, fordi han allerede i 2015 måtte forlade stationen på grund af en sexskandale. Året forinden fik han af daværende TV 2-direktør Merete Eldrup en advarsel for at have forhold til ansatte.

I dag erkender han, at han har haft ”upassende forhold”, men han ”vil ikke gå i detaljer”. Hans begrundelse er, at han ønsker at tage hensyn til ofrene, der i dokumentaren ikke nævner navne.

Det er et klassisk stråmandsargument.

For han kan selvfølgelig sagtens svare på, om han for eksempel har haft et forhold til en praktikant uden at nævne vedkommendes navn. Eller give os indblik i, hvordan unge kvinder blev betragtet som chef-fryns, bombarderet med lumre beskeder og udnyttet seksuelt i det såkaldte bollekontor.

Hvordan kunne nogle af landets dygtigste og mest begavede mediefolk opføre sig så afstumpet og misogynt?

Private jagtmarker
Michael Dyrby gør til gengæld et stort nummer ud af at skyde den hidtil eneste konkrete anklage mod ham ned.

Han har aldrig nogensinde sagt, at Anna Thygesen ikke ville blive forfremmet, fordi han ikke gad kneppe hende. Så grimt taler han naturligvis ikke, selv om han lige har indrømmet en rå, sexistisk tone.

Er der nogen, der tror på ham?

Igennem et år har han med tavshed, fortielser, eufemismer og direkte løgne gjort, hvad han kunne for at holde sandheden nede. Hans troværdighed er mindre end en krejlers på Hjallerup Marked.

Selv om han lægger sit ansigt i nok så skyldsplagede folder, er man kun overbevist om én ting: Han er ked af at være blevet taget med bukserne nede.

At Anders Krab-Johansen vælger at holde hånden over Dyrby, siger ikke så lidt om den øverste leder i Berlingske Media. Det er til skade for B.T.’s troværdighed og Berlingskes omdømme, at man lader en sandhedsundvigende krænker stå i spidsen for en af landets store redaktioner.

Krab-Johansen vil tydeligvis demonstrere, at han er stærkere end andre mediechefer. Han kan godt stå imod en folkestemning. I bonus får han en chefredaktør i Dyrby, som til sin dødsdag vil være ham loyal.

Men Berlingske Media-bossen har forregnet sig.

Ved at beholde Dyrby skader han den danske #MeToo-bevægelse i en sådan grad, at han selv bliver en del af problemet – ikke løsningen.

Kan Michael Dyrby mere eller mindre uanfægtet fortsætte, på trods af at han har stået for en horribel ledelse og gjorde TV 2-redaktionen til sine private jagtmarker, udsætter man hans ofre for en ny straf. Samtidig sender man et kraftigt signal om, at grænseoverskridende opførsel og magtmisbrug ikke har nogen konsekvenser.

Kommer Krab-Johansen ikke meget hurtigt på andre tanker, er der ikke bare én, men to ledere, som vi helst var foruden.