Michael Haneke får Sonningprisen
”Haneke skærer helt ind til benet og konfronterer os med os selv,” siger filmprofessor Ib Bondebjerg.
Bondebjerg sidder med i den udvalgskomité på Københavns Universitet, som hvert andet år uddeler Sonningprisen til en europæisk kulturpersonlighed.
I år går prisen til en af Europas største nulevende instruktører og manuskriptforfattere, den 72-årige Michael Haneke.
Dobbelt Guldpalme-vinder
Østrigske Haneke spillefilmdebuterede i 1988 med Der siebente Kontinent. Gennembruddet blev Pianisten (2001), som modtog Cannes-juryens Grand Prix.
To gange har han vundet Guldpalmen i Cannes med Det hvide bånd (2009) og senest den hjerteskærende dødssang Amour (2012). Sidstnævnte slog også Nikolaj Arcels En kongelig affære ved sidste års Oscar-uddeling og hjemtog statuetten for bedste fremmedsprogede film.
Overrækkelsen af Sonningprisen finder sted 18. juni under en ceremoni på Københavns Universitet.
Stor gennemslagskraft
Her skal filmlektor og Ekkos medredaktør Peter Schepelern holde en festforelæsning for den sejrende auteur-instruktør. Da Michael Haneke har notoriske vanskeligheder med det engelske sprog, skal talen skrives på tysk.
Peter Schepelern er begejstret for Sonning-komitéens valg.
”Hans seneste tre film, Cache, Det hvide bånd og Amour, er blandt de allervigtigste film i de seneste ti år. Og når en så streng og kompromisløs film som Amour vinder en Oscar, så siger det noget om gennemslagskraften i Hanekes kunst,” siger Peter Schepelern til Ekko.
Ser virkeligheden i øjnene
Filmlektoren fremhæver Hanekes evne til usentimentalt at behandle store og svære temaer.
”Et værk som Amour, hvor vi ser på menneskets identitet, der går under i demensen, fremstår som en hyldest til kærligheden. Men hyldesten er blottet for patos, religiøsitet og sentimentalitet – reaktioner, man ofte tyr til, når man har med noget så voldsomt at gøre.”
”Amour gør ingen af delene. Den ser virkeligheden i øjnene, og virkeligheden er ond og nådesløs.”
Det er tyve år siden, at en filminstruktør sidst har modtaget Sonningprisen. Dengang gik den til polske Krzysztof Kieslowski, som står bag trilogien Blå, Hvid og Rød samt tv-serien Dekalog.
Sonningprisen
Danmarks største kulturpris på en million kroner.
Gives til en person, der har udført et fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur.
Stiftet af forfatter og redaktør C.J. Sonning (1879-1937).
Uddeles hvert andet år af Københavns Universitet.
Gives så vidt muligt 19. april, som var C.J. Sonnings fødselsdag.
Tidligere vindere tæller Ingmar Bergman, Laurence Olivier, Jørn Utzon, Niels Bohr og Winston Churchill.
Kommentarer