Michael Keaton som McDonald’s grundlægger
Efter mange år væk fra Hollywoods absolutte top har Michael Keaton de seneste par år efterhånden cementeret sit imponerende comeback.
De seneste to års Oscar-vindere, Birdman og Spotlight, har begge haft Keaton i hovedrollen, så det lader til, at amerikaneren forstår at vælge de rigtige roller.
Og snart er Keaton igen aktuel med en ny, stor rolle, der formentlig også kommer til at vække en del interesse.
Den tidligere Batman-skuespiller skal nemlig spille selveste McDonald’s grundlægger Ray Kroc i den stort anlagte The Founder.
Filmen handler om, hvordan fastfood-kæden gik fra lokal restaurant til et globalt brand. Den får amerikansk premiere til august, og foruden Keaton vil Laura Dern og Patrick Wilson være at finde på rollelisten.
Inspireret af The Social Network
The Founder skal instrueres af John Lee Hancock, der tidligere har lavet Saving Mr. Banks med Tom Hanks og Snow White and the Huntsman.
Baseret på den virkelige historie er The Founder et drama om, hvordan sælgeren Ray Kroc stifter bekendtskab med brødrene Mac og Dick McDonald, der har et par lokale burgerrestauranter i 1950’ernes Californien.
Inspireret af McDonald-brødrenes forretningsmodel opkøber Kroc burgerkæden og forvandler den til det fastfood-imperium, vi kender i dag.
På forhånd lugter The Founder altså langt væk af happy meals og storsmilende Ronald McDonald-klovne.
Men folkene bag filmen udtaler, at Robert Siegels manuskript er beslægtet med mere mørke og dybe film som The Social Network,om Facebooks-stifteren Mark Zuckerberg, og There Will Be Blood,om en megaloman olie-mogul.
Det vides endnu ikke, hvornår The Founder får dansk biografpremiere.
Kommentarer