Nyhed
01. maj 2020 | 11:32

Michael Moore angribes for klimafilm

Foto | Mathias Wasik
Filmskaberen Michael Moore samler mange folk bag sig, når han eksempelvis agiterer mod Donald Trump ved en demonstration i 2016, men nu møder han selv stor kritik for en ny film.

Filmskaberen møder skarp kritik fra klimaforskere, miljøaktivister og en instruktørkollega, der er dybt skuffet over en dokumentar, som Michael Moore har produceret.

Af Nicki Bruun

Michael Moore har siden debuten Roger & mig fra 1989 været en markant stemme i det amerikanske filmlandskab.

I polemiske dokumentarer som Bowling for Columbine, Fahrenheit 9/11 og Kapitalismen – en kærlighedshistorie har instruktøren lagt sig ud med nogle af de mest magtfulde personer og organisationer i USA.

Med sine venstreorienterede holdninger har han mest fået konservative fjender, men nu møder han kritik fra en ny side. En række klimaforskere og miljøaktivister er i skarpe vendinger ude efter en ny film, som han har været med til at producere.

I et åbent brev kalder de Planet of the Humans – som fik gratis online-premiere på Jordens dag den 22. april – for ”farlig, vildledende og destruktiv”. Se filmen nederst i artiklen!

Absurde påstande
Planet of the Humans
argumenterer for, at vedvarende energi er afhængig af fossilt brændstof, fordi der i den såkaldt grønne bevægelse er blevet begået massive fejl i udviklingen af nye teknologier.

Kritikerne af filmen mener, at den dermed taler sagen for de enorme energiselskaber, som tjener penge på blandt andet udvinding af olie.

Blandt kritikerne er Michael Moores instruktørkollega Josh Fox, der blev Oscar-nomineret i 2011 for dokumentaren Gasland om fossilt brændstof.

”Min helt er faldet. Jeg har set Michael Moore slå opad på autoriteter og hykleri i hele sin karriere. Han har inspireret og oplært mig. Men nu er han en Goliat, der slår ned på os andre,” skriver filmskaberen på Twitter.

Josh Fox skriver også, at Planet of the Humans fremlægger absurde påstande om fossilt brændstof kontra genanvendelig energi. Instruktøren opfordrer til, at filmen bliver trukket tilbage.

Michael Moore tog torsdag til genmæle på Twitter, hvor han skriver: ”Den debat, vi havde brug for, er begyndt. Lad os ikke være bange for at tage den!”

Film: Planet of the Humans

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko