Michael Moore — filmens store humanist

Michael Moore laver propagandafilm, siger hans kritikere.

De har fuldstændigt ret.

Michael Moore propaganderer for et samfund, hvor der bliver taget hånd om de svageste, et samfund hvor syge mennesker bliver behandlet, selv om deres bankkonto er tom, hvor man ikke går til grunde, selv om man mister sit job, hvor politikerne er ærlige og ikke i lommen på medicinal- og våbenindustrien, et velfærdssamfund, der bygger på sund fornuft, og hvor hensynet til profit på nogle grundlæggende områder må vige for medmenneskelige hensyn.

Et humant samfund.

Michael Moore er samvittighedens stemme fra Amerika. Som en anden David har han taget han kampen op imod Goliath, og det har skaffet ham lige så mange fjender som venner. Han modtager jævnligt mordtrusler, og der er opstået en hel industri af produkter — film, bøger, sites — der med alle midler forsøger at mistænkeliggøre instruktøren.

Selv blandt venstreintellektuelle rynkes der på næsen. Hans film er ikke fine nok, de er ikke intellektuelle nok, de er ikke kunstneriske nok. Michael Moore er "populist", og det er bestemt ikke positivt ment.  

USA nummer 37
Reaktionen siger en hel del om venstrefløjens krise, og når man ser Michael Moores nye film, Sicko, så slår det én, hvilken enorm gennemslagskraft instruktøren har givet dokumentarfilmen. Hvem ville have troet, at en film om sygevæsenet skulle blive en af Cannes-festivalens mest bevægende og underholdende film?

Med sin vanlige blanding af case stories, vidneudsagn, analyse, statistik, kommentar, polemik, satire, overdrivelse og happenings tager Michael Moore det amerikanske sundhedsvæsen under kærlig behandling. Det er privatfunderet, og Moore serverer skrækhistorier om dødssyge mennesker, der er blevet smidt ud af hospitalet, fordi de ikke var forsikrede og ikke kunne betale regningen. Andre, der er forsikrede, er blevet syge og har opdaget, at deres forsikring ikke dækker netop denne sygdom. Og de dør.

Amerika er nummer 37 på listen over global sundhed, blot én plads over Slovenien!

Hillery er bestukket
Moore går tilbage og dokumenterer, at det var den forkætrede præsident Richard Nixon, som i 1971 gjorde det private sygevæsen til normen i USA. Moore konfronterer for en gangs skyld ikke magthaverne, men nøjes at sætte beløb på, hvor meget de enkelte kongresmedlemmer er blevet bestukket med af medicinalindustrien. Præsident-kandidat Hillary Clinton, som i begyndelsen af sin mands præsidentperiode forsøgte at gennemføre en altomfattende offentlig sygesikring, er i dag også på industriens lønningsliste!  

Moore tager til Canada, Frankrig og Storbritannien og skildrer, hvordan sygevæsenet fungerer dér. Og i en happening sejler han frivillige nødhjælpsarbejdere fra 9/11 til Guantanomo-basen, fordi det er det eneste sted i USA, hvor man kan få fri og hurtig behandling. Stående i båden råber han i sin megafon myndighederne på basen op. Forgæves, naturligvis.

Man skiftevis græder og griner og klapper i hænderne.

Umoralsk og barbarisk
Sicko er båret af en varm og vemodig indignation, som personificeres i Michael Moores stemme, der fylder lydsiden, mens han denne gang stort set ikke optræder foran kameraet.

"Forsikringsselskaberne er ifølge loven forpligtet til at maksimere profitten for deres aktionærer," sagde Michael Moore på det efterfølgende pressemøde i Cannes. "Hvordan gør de det? Ved at give patienterne så lidt behandling som muligt. Det er umoralsk, og det er barbarisk. Vi er det sidste land i den vestlige verden, som har dette system, og vi har brug for en præsidentkandidat, der har modet til at sige, at private sundhedsforsikringer må væk. Sundhed skal være nonprofit, og det skal være styret af regeringen — for folket, af folket, til folket."

En canadisk journalist mente, at Michael Moore tegner et for rosenrødt billede af det offentlige canadiske sundhedsvæsen. "Jeg anerkender, at der er fejl og mangler i jeres system," svarede Moore, "men det skyldes, at jeres regering underfinansierer sygehusene. Det må I gøre noget ved, men I ønsker vel ikke at få det amerikanske system?" spurgte Moore og tog stikket hjem.

Generaliebladet taler for sig selv
"Der er efterhånden lavet elleve Anti-Michael-Moore-film, som angriber mig. Måske skulle jeg sponsorere en filmfestival med antifilm, hvor vi uddeler priser og al den slags," fortsætte Moore med et smil. "Jeg er blevet beskyldt for at manipulere med sandheden, men jeg mener, at generaliebladet taler for sig selv."

"For atten år siden lavede jeg filmen Roger & Me, der forudsagde, at General Motors var en gigant på vej til at kollapse. Dengang blev jeg latterliggjort for at sige sådan noget om verdens største virksomhed, der ikke kunne gøre noget forkert. I dag ligger den amerikanske bilindustri i ruiner. Jeg lavede Bowling for Columbine i håbet om, at USA ville ændre våbenlovgivningen, så skoleskyderierne ville ophøre. Det gjorde man ikke, og skoleskyderierne fortsætter på tragisk vis. Jeg lavede Fahrenheit 9/11, der sagde, at vi var gået i krig på falske præmisser. Jeg gentog det under Oscar-festen og blev buet ned fra scenen."

"Jeg håber, at jeg kan få en pause nu. At man denne gang vil lytte," sagde Michael Moore, der kunne glæde sig over stort bifald i Cannes.

Men Sicko kan ikke vinde Guldpalmen i aften, for Moore har valgt at præsentere den uden for konkurrence. Sicko er sat til premiere i USA i slutningen af juni måned og ventes til Danmark senere på året.