Top 9: Michael Moore fra værst til bedst

Michael Moore har en fremtoning som en brovtende skrubtudse, og hans ensidige angreb mod USA’s magtinstitutioner er politiske partsindlæg forklædt som dokumentarisme.

Men alle kneb gælder, når amerikanerne skal opfordres til civil ulydighed, og som provo-dokumentarist har Moore opnået en gennemslagskraft, der er ganske få forbeholdt.

Lige fra debuten har han dyrket sin persona som korpulent, kasketklædt kværulant, der forsøger at holde Wall Street og pengemændenes politiske lakajer ansvarlig for deres rovdrift på det amerikanske samfund.

Rollen som gennemsnitsamerikaner, der tropper uanmeldt op med kamerahold bag sig for at bebrejde selskabsspidserne, at de ikke har tid til et spontant interview, er ofte mere opsigtsvækkende end slagkraftig.

Mere udspekuleret er han i sin rolle som tilrettelægger. Ironisk indklip undergraver autoritetsfigurer med bidsk humor, og de fleste af hans film er retoriske mesterstykker.

At hans film har en så tydeligt partisk afsender har da også gjort det lettere for den konservative fløj i hans hjemland at affeje kritikken. Film som Michael Moore Hates America har taget til genmæle mod hans udfrittende portrætter af et udbyttet USA, men de er lige så propagandistiske som Moores film.

Den eneste forskel er bare, at vi herhjemme hellere vil høre på Moore end på hans kritikere. Hvor mange europæere ville mon stemme republikansk?

9. Canadian Bacon (1995)

Moores succesfulde debut Roger & Me gjorde det muligt for instruktøren at søsætte en fiktionsfilmkarriere, som han prompte kuldsejlede med denne slatne og hylende usjove komedie om den amerikanske præsident Alan Alda, der starter en kold krig mod Canada for at få et boost i meningsmålingerne.

Begrundelsen lyder, at det er let at føre en distraheret befolkning bag lyset, og afsættet var politikernes mediemanipulation under den første Golfkrig. South Park gjorde det bedre nogle år senere.

Han roser Canada med omvendt fortegn ved at lade sine ærkeamerikanske rednecks, anført af salig John Candy i sit livs sidste præstation, kritisere dem for at have ren luft, en lav mordrate og et socialt sikkerhedsnet. Et fornuftigt budskab, der dukker op i langt mere raffineret form i mange af Moores film.

Der er et par begavede strøtanker, men hans normalt så præcise stikpiller føles her som et klodset lavement fra en læge med kolde hænder.

8. Slacker Uprising (2007)

Moores bogturné i 2004 handlede mere om at holde Bush fra magten end om at sælge bøger, og hans mange stop undervejs blev senere klippet sammen til denne ”koncertfilm”.

Da kritikerne efter verdenspremieren i Toronto i 2007 harcelerede mod den, gik den under navnet Captain Mike Across America. Siden omdøbte Moore den til Slacker Uprising og udgav den gratis online, formentlig i anerkendelse af, at der ikke var mange penge at hente i den.

Hvilket lyder mere nedsættende, end det er ment. Moore tilbyder ”slackers” instant-nudler og et par rene underbukser, hvis de lover at stemme. Han laver satiriske kampagnevideoer for Bush. Eddie Vedder synger Cat Stevens.

Det er momentvis sjovt, men i længden er filmen for ensformig. Klip fra et stop på turen, tv-indslag som buffer, klip fra et andet stop, tv-indslag som buffer, og efter 102 minutter er det ovre.

7. The Big One (1997)

I sin første turnéfilm skyder Moore med spredehagl mod sine usual suspects: amoralske konglomerater og fodslæbende politikere, der tager imod milliondonationer for at lempe restriktionerne for milliardærer.

Instruktørens forkærlighed for happenings har altid været en måde at spidsformulere budskabet på. Når det går godt, får han en antagonist, der kan personificere hele systemet. Når det går skidt, føles det enten som tidsspilde, eller som om Moore chikanerer sine interviewofre.

Hans strategi i The Big One er næsten udelukkende at tegne konglomeratpræsidenter som kyniske profitmagere ved at troppe uanmeldt op og forlange at få et interview. Det lykkes kun at få én ansvarsunddragende milliardær i tale, og interviewet er ikke værd at vente på.

Da han konfronterer Nikes bestyrelsesformand Phil Knight med selskabets brug af samlebåndsslaver i Indonesien, får han en gang afvigende politikersnak. Adspurgt om den indonesiske regerings folkemord – som dokumenteret i Joshua Oppenheimers The Act of Killing – dropper Knight sin joviale facade et øjeblik. ”Ja, altså, jeg bryder mig jo ikke om den slags.”

Ikke ligefrem en rygende pistol.

6. Where to Invade Next (2015)

Er Michael Moore blevet blid på sine gamle dage? Frem for at skælde sine hjemlige yndlingsmodstandere sønder og sammen, skamroser han europæiske lande i sin mest positive film til dato.

Men ganske som hans satiriske ros i tidligere film dækker over hvas kritik, har de europæiske solstrålehistorier amrikanske skyggesider. Nok er han fløjet over Atlanten, men Where to Invade Next er stadig umiskendeligt Amerika-satire a la Moore.

For stedkendte europæere kan det være svært at genkende hans glansbillede-portræt. Som han forklarer i sin voice-over: ”Jeg plukker blomster, ikke ukrudt.”

Selvfølgelig fortæller han ikke hele sandheden. Det har han aldrig gjort. Moore laver, og har altid lavet, propaganda. Men han bruger dette middel med det sympatiske mål for øje at genindføre et samfunds tabte medmenneskelighed.

Og Moore er stadig en svært underholdende turguide.

5. Capitalism: A Love Story (2009) 

Da Wall Street krakkede i 2008, må Moore have følt, at han blev bekræftet i sine forudsigelser. Ja, Wall Street havde drevet rovdrift på mellemklassen. Ja, 50’ernes velfærdsstat var erstattet af en apatisk konkurrencestat. Og ja, det amerikanske demokrati var erstattet af et oligarki uden føling med den stemmeberettigede pøbel.

Frem for at pege en harmdirrende fuck-finger mod de griske samfundsforrædere, som i Roger & Me og The Big One, affyrer han her sin mest polemiske bredside ved at vende kameraet mod noget så grundamerikansk som selve det kapitalistiske system.

Moore indleder filmen på dommedagsprofetisk vis ved at krydsklippe en info-film om Romerrigets fald med billeder af nutidige lønslaver og deres politiske piskeførere. Den amerikanske æra er ved at være ovre, mener Moore, og så fortæller han historien om 50’ernes blomstrende middelklasse, hvis politiske forkæmpere solgte deres sjæl til samfundets konkursryttere. 

Som altid finder han frem til opsigtsvækkende skrækhistorier, og de tragiske billeder af amerikanere sat på gaden efter boligmarkedets kollaps er bevægende.

Men efter tre kamptalerne Bowling for Columbine, Fahrenheit 9/11 og Sicko virkede filmens diffuse fokus og flittige genbrug af Moores bagkatalog som et halvhjertet ”greatest hits”-album.

Den træthed kommenterer han da også selv. Lige efter han har afspærret Wall Street-bankbygninger som et gerningssted, runder han filmen af med en kommentar til publikum: ”Hør, jeg kan ikke rigtig gøre det her længere, medmindre I, der ser det her i en biograf, har lyst til slutte jer til mig. Og vil I ikke nok skynde jer?”

4. Fahrenheit 9/11 (2004) 

Få samfundsdebattører har været så skadelige for en siddende præsident som Michael Moore. Han viste klip af George W. Bush, da præsidenten blev siddende på sit besøg i en børnehaveklasse den 11. september 2001 efter at være blevet informeret om, at nationen var under angreb.

”Uden at vide hvad han skulle gøre,” studser Moore på lydsporet, ”uden at nogen fortalte ham, hvad han skulle gøre, blev Bush siddende og læste My Pet Goat med børnene.”

Næsten lige så mindeværdige er scenerne, hvor soldater i Irak fortæller, hvordan de bombede Bagdad til tonerne af The Roof Is on Fire: ”We don’t need no water, let the motherfucker burn.” 

Fahrenheit 9/11 er en sympatisk politisk smædefilm, der havde til formål at holde Bush fra præsidentembedet. Det lykkedes ikke, men præsidentens eftermæle er blevet det portræt som uvidende nikkedukke, Moore tegnede af ham.

Filmen var da også hans mest indbringende. I USA hev den små 120 millioner dollars hjem, og i Danmark solgte den 153.000 billetter.

3. Sicko (2007) 

Hvor Fahrenheit 9/11 havde som eksplicit formål at holde Bush fra magten, hjalp opfølgeren Sicko Obama med at erobre præsidentposten ved at sætte sundhedssektoren på dagsordenen. 

Moore fandt nogle af sin karrieres mest rørende og frustrerende skrækhistorier, da han efterspurgte folks erfaringer fra sundhedssystemet.

En mand må vælge, hvilken finger han vil have syet på igen efter et uheld. Efter et trafikuheld må en patient selv betale for ambulanceturen, fordi hun mangler en forhåndsgodkendelse fra forsikringsselskabet. Et andet forsikringsselskab vil kun betale for en lille piges høreimplantat i det ene øre.

Filmens mest bevægende sekvens kommer, da Moore sætter kurs mod Cuba i en båd læsset med brandfolk, der fik varige mén efter at have reddet tilskadekomne under terrorangrebene på World Trade Center.

I hjemlandet måtte de gå fra hus og hjem for at betale lægeregningerne, men i Caribiens socialistiske ø-republik møder de dybfølt taknemmelighed for deres tjeneste, og får den selv samme medicin til en brøkdel af prisen.

2. Roger and Me (1989) 

”Denne film kan ikke vises i Flint. Alle biograferne er lukket.”

Sådan debuterer Michael Moore. Med et ætsende angreb mod General Motors, bilgiganten der fødtes i hans hjemby Flint, men byttede dollaren ud med pesos, da yuppierne tog føringen med selskabet. 

Det er her, hans persona opstår: den arbejdsløse avisredaktør, der mangler en ny sæbekasse at deklamere fra og genopfinder sig selv som dokumentarist. Som middelklassens forsvarer toner han fuldt formet frem på lærredet, komplet med bidende satire og social hævngerrighed. 

Da Flint investerer 100 millioner dollars i en forlystelsespark dedikeret til bilindustrien – udstillingen lukkede efter et halvt år – kommenterer Moore med vanlig sarkasme: ”Min yndlingsudstilling var sponsoreret af General Motors. Den viste en fabriksarbejder, der sang en kærlighedssang til den robot, der afløste ham ved samlebåndet."

Han udser sig Roger Smith, GM’s præsident, som byens fallitmager, og jager ham uden held med en mikrofon i hånden. Sådan spidsvinkler man sin påstand om, at multinationale selskaber er ligeglade med arbejderne.

Det kom hurtigt frem, at instruktøren havde taget sig retoriske friheder ved at fifle med filmens kronologi, en velkendt kritik, der er på én gang er rigtig og irrelevant. Moore kalder ikke sine film dokumentarer: De er partiske klageskrifter. Og hans første er stadig blandt de bedste af slagsen.

1. Bowling for Columbine (2002)

Hvorfor er amerikanerne så våbengale? Dér starter Moore i sin eneste Oscar-vinder, og i forsøget på at finde svar når han omkring alt fra mediedæmonisering af computerspil og rockmusik, over racisme og fattigdom til skatteunddragelse og lykkeridder-kultur.

Det er ubetinget hans hovedværk, et udleverende portræt af et sprængfarligt samfund, der er hans mest rammende kritik af politikernes bagstræb og befolkningens magelige laden stå til. 

”Vi kaster jo ikke bomber på vores naboer bare, fordi vi bliver irriterede på dem,” forklarer en talsmand for Lockheed Martin, verdens største våbenhandlere. 

Moore følger op med nådesløs sarkasme, da han klipper til en montage af lydløse nyhedsklip fra CIA-støttede kup og folkemord i den anden halvdel af det 20. århundrede, mens Louis Armstrong på lydsporet What a Wonderful World.

Moore har hverken før eller siden ramt den hykleriske amerikanske selvforståelse så stærkt. Og aldrig har man følt samfundsrevserens frustration over landsledernes kortsynethed så stærkt, som da Louis Armstrong runder montagen af med et sjælefuldt ”oh yeah”, og Moore skruer op for skrigene, netop som det andet fly rammer World Trade Center.