Michael Noer begår den perfekte forbrydelse
”Vi er i internationalt farvand. Politiet kommer ikke,” lyder en replik i Michael Noers Birthday Girl, der får dansk biografpremiere den 4. april. Traileren er netop blevet udgivet og kan ses efter artiklen.
Med filmen sætter instruktøren bag R, Nordvest og Før frosten fokus på en alvorligt hul i lovgivningen. Nemlig at der ingen myndigheder er på de store have.
”Et krydstogtskib er det perfekte sted for den perfekte forbrydelse,” siger Michael Noer i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Når en forbrydelse er sket ombord på et krydstogtskib, er det op til skibets kaptajn eller rederi at afgøre, om den skal efterforskes og indberettes til myndighederne. I et meget stort antal af tilfældene sker dette aldrig, for der findes intet lovkrav, når offer og gerningsmand er turister.”
Trine Dyrholm har hovedrollen Nanna i Birthday Girl, hvor hun fejrer sin datter Cilles attenårige fødselsdag med en cruiseferie til Caribien sammen med Cilles veninde.
Turen udvikler sig dog hurtigt til et mareridt, da datteren bliver udsat for et overgreb. Men ledelsen på krydstogtsskibet er ikke særlig ivrige efter at gøre overgrebsmanden ansvarlig.
Tilbage til nutiden
Trine Dyrholm er seksten gange blevet nomineret til en Bodil og har vundet otte gange, og lur os, om hun ikke får sin syttende nominering for Birthday Girl. Hun er overbevisende desperat som moren, der efter en skilsmisse ikke har set datteren så meget og nu forsøger at knytte hende tæt til sig igen.
Men også stortalentet Flora Ofelia Hoffmann Lindahl imponerer som Cille, der tøver med at lukke moren ind i sit liv igen.
Birthday Girl er også en film, hvor Michael Noer vender tilbage til nutidsdramaet. Og ligesom i gennembruddet R, der foregår i et fængsel, arbejder han med en afgrænset location, idet hele filmen udspiller sig på luksusskibet.
Frem for alt er Birthday Girl en blanding af psykologisk og etisk drama, hvor Noer og medmanuskriptforfatter Jesper Fink leger med tanken om den perfekte forbrydelse, men i høj grad også de moralske implikationer.
Kommentarer