Michael Noer: Jeg instruerer med ørerne

Michael Noer er benovet over det store fremmøde. Han har netop holdt et lignende foredrag i Jylland for 12 mennesker, men her er den største forelæsningssal på Københavns Universitets humanistiske institut næsten fyldt.

”Hvis I alle sammen havde set mine film, ville jeg jo ikke bo i sådan en lille lejlighed lige herovre,” konkluderer han og smelter alle kølige akademiker-miner i salen.

Et par engagerede studerende fra Etnologi og Film- og Medievidenskab har i slutningen af november inviteret ham til at tale om sine arbejdsmetoder som filminstruktør – metoder, som ikke ligger langt fra etnologiens udforskning af virkeligheden og menneskene i den.

Dokumentarist laver fiktion
Noer er uddannet dokumentarfilminstruktør og har blandt andet dokumenteret et identitetssøgende kærestepar i Vesterbro og en hjertevarm knallertbande i De vilde hjerter. Men i 2010 vakte Noer og medinstruktør Tobias Lindholm for alvor opsigt med deres særegne blanding af fiktion og virkelighed i den kæberaslende fængselsfilm R.

Tobias Lindholm har siden videreudviklet metoden i Kapringen. Til foråret følger Noer trop med Nordvest, som skildrer det hårdkogte miljø i Københavns Nordvest-kvarter med et helt hold af virkelighedens beboere som skuespillere. ”For tiden laver jeg fiktionsfilm og kommer til at gøre det nogle år endnu. Men jeg ser mig helt klart som dokumentarist, også når jeg laver fiktion.”

Noers showmanship slår den gennemsnitlige universitetsprofessor. Gulvet foran katederet skridtes af igen og igen, mens hændernes flyver gennem luften for at slå en pointe fast: Virkelighed og fiktion kan sagtens forenes. ”Jeg arbejder egentlig lige så meget med spillerne, som jeg ville gøre med de medvirkende i en dokumentarfilm.”

Skal indgå i rummet
”Da jeg gik på Filmskolen, tænkte jeg: ’Fiktion er jo det mest latterlige i hele verden.’ Jeg kunne kigge ned i den atriumgård, de har på Teaterskolen, og så lå eleverne om sommeren under et tæppe og sagde ’åh, åh’ – så var det noget med, at de blev genfødt. Og når de kom over til fest hos os på Filmskolen, så var de et hoved højere end mig, og så talte de helt vildt højt. De skulle hele tiden fylde rummet ud. Det er altså ikke det, jeg har brug for. Jeg har ikke brug for nogen, der fylder rummet ud, jeg har brug for nogen, der indgår i rummet.”

”For mig er det ikke film, for mig er det teater. Og det er jo også fint, det hedder jo også Teaterskolen. Men det er metoder, som i min bog er fuldstændig ubrugelige til film.”

”Det er det, Tobias og jeg har prøvet at undgå i R. Og det er derfor, vi prøver at bruge ørerne i stedet for at bruge munden, når vi instruerer. Vi lytter til nogen, der er klogere end os selv. Jeg siger ikke, at det her er totalt genialt, jeg siger bare, at vi har prøvet at ramme en lidt højere barre af autenticitet.”

Ægte brødre i Nordvest
Han caster ofte amatørskuespillere, som kan spille på personlige erfaringer fra virkeligheden. ”Jeg har brug for at have nogle eksperter foran kameraet, ellers kan jeg ikke instruere. Jeg er nødt til at være sammen med nogle, der ved mere, end jeg gør.”

”I Nordvest har jeg to ægte brødre med. Jeg har ikke nogen bror, men de kan fortælle mig, hvordan man er brødre. De kan slås, men være gode venner. De kan kigge på hinanden og tale næsten uden at udveksle ord. Det er meget bedre end streng iscenesættelse. Derfor tager jeg to ægte brødre.”

I R havde både amatørerne og de professionelle skuespillerne en hel del at skulle have sagt. ”I stedet for at diktere dem, hvad de skulle sige, så lyttede vi til, hvordan de forholdt sig til den scene, vi havde skrevet. Og så lavede vi scenen.”

Pilou nederst i hierarkiet
Noer lyser af stolthed, når han taler om Pilou Asbæk, som vandt en Robert for sin hovedrolle i R. Asbæk var med til at forme filmens historie – men han måtte knokle for indflydelsen.

”Vi ville gerne have, at Pilou skulle være bange – for så ville publikum også kunne mærke, at han var bange. Vi ville ikke skrive det – vi ville gerne skabe nogle rammer, så han blev bange.”

Under optagelserne var Asbæk nederst i hierarkiet både foran og bagved kameraet. I frokostpausen var han altid den sidste til at få mad. Han blev også fodret med autentiske fængselsanekdoter fra sine amatørmedspillere, som havde følt livet som indsat på egen krop. I et fængsel kan man for eksempel aldrig forudse, hvornår der kommer en knytnæve flyvende fra højre.

”Hvis I lægger mærke til det, så er Pilous kæbe hele tiden spændt, når de andre er tæt på ham. Han tænker jo ikke ’nu skal jeg spille bange, nu skal jeg spille bange.’ Han tænker: ’Fuck, nu kommer han tæt på, nu spænder jeg kæben.’”

Elsker sine medvirkende
Noer har ét råd til salens aspirerende dokumentarfilminstruktører. ”Hvis du er åben over for den, du filmer, så får du også åbenhed tilbage. Du er nødt til at kigge folk i øjnene, og du er nødt til at gå derud, hvor det gør ondt på dig selv. For så får du deres respekt.”

”Jeg kan skrive under på, at jeg er et menneske, der er fuldstændig ude af balance og har været totalt fucked up under alle mine produktioner. Men i momentet, hvor jeg så har mit kamera, er jeg alligevel i balance, fordi jeg sammen med den medvirkende ved, hvad jeg vil lave.”

Selv har Noer et særligt nært forhold til sine medvirkende. ”Ligegyldigt hvor tarvelige de er, ligegyldigt hvor langt ude de er, så vil jeg gøre alt for at forsvare dem,” slår han fast.

Interesseret i dig
Da aftenen nærmer sig sin afslutning, opsummerer Noer sit vigtigste budskab: Hvis du vil have andre mennesker til at åbne sig for dig, bliver du nødt til at lytte. Knebet gælder, hvad enten du vil lave fiktion, dokumentar, etnologiske undersøgelser eller finde kærligheden.

”Hvis du siger til et menneske: ’Jeg er interesseret i dig – punktum,’ så vil det også begynde at blomstre. Det er sådan lidt mit hippie-budskab. Det lyder måske meget banalt, men det er både noget, man kan bruge i sit kærlighedsliv og i en dokumentarfilm. Der er jo ikke noget mere sexet end en mand, der siger: ’Jeg vil hellere høre om dig.’