Nyhed
07. nov. 2010 | 11:40

Michael Noers lille løgn

Son of God er en bizar dokumentarfilm, der næsten tager røven på sit publikum.  
Af Andreas Ebbesen Jensen

Var Guds søn i virkeligheden en filippinsk dværg? Et mærkeligt spørgsmål, men for en gruppe religiøse tilhængere på Filippinerne hersker der ingen tvivl.

Guds søn er genopstået som dværg og lever i bedste velgående i en filippinsk landsby, hvor han helbreder folk i sin kirke, The Independent Church of Son of God.

Eller det er i hvert fald, hvad den danske instruktør Michael Noer vil have os til at tro.

For når Son of God kurerer en franskmand for kræft ved at hive svulsten ud af maven på ham med sine bare næver, er det så tryllekunst eller virkelighed?

Eller når Michael Noer falder om i et skrig af mavekramper og i næste sekund bliver helbredt af den lille mand, er det så skuespil eller guddommelig indblanding?

Guds søn er forfængelig
Son of God åbner med en kristen højtidelighed i udkanten af hovedstaden Manila, hvor hundredvis af fattige filippinere flokkes om Guds genfødte søn, Son of God.

Han sidder på skuldrene af to store mænd og er iført en kappe, et scepter og en lille krone på hovede.

Et komisk syn, der får den lille mand til at ligne noget fra en dårlig tegnefilm. Og ikke nok med det. Vi lærer også undervejs, at han er selvoptaget, forfængelig, magtsyg og hyklerisk.

Dybt ind i junglen
Men hvad stiller vi op med, at folk rent faktisk føler sig helbredt af dværgen?

En dag tvinger en frafalden tilhænger Son of God til at tage sin egen guddommelighed op til revision. Michael Noer følger med ham dybt ind i junglen, hvor den lille mand skal genfinde troen på sig selv.

Son of God er lavet under den såkaldte Dox:Lab, hvor ti nordiske instruktører har samarbejdet med ti instruktører fra Afrika, Mellemøsten, Asien og Sydamerika om at lave en dokumentarfilm.

Fascination af freaks
Michael Noer endte i et samarbejde med den filippinske guerilla-dokumentarist Khavn de la Cruz og lavede Son of God for godt halvtreds tusind kroner.

Det kan mærkes. Stilen er nedbarberet og rå, ikke ulig Noers fremragende fængselsfilm R fra tidligere i år.

Men sammenlignet med R er Son of God en mere løs og letbenet film, hvor en veloplagt Noer i freestyle får frit afløb for sin fascination af freaks.

Desperationen
For selvfølgelig har den lille filippinske dværg med kongekronen og det store ego ikke guddommelige kræfter. Men det er jo ikke det samme som at sige, at hans tilhængere ikke tror, han har det.

Det er den pointe, der for alvor løfter Son of God. Filmen bliver et billede på, hvordan desperation og fattigdom kan få mennesker til at tro på næsten hvad som helst.

Især slutningen er med til at gøre Son of God til mere end pjank og pjat.

Son of God vises i Grand Teatret den 7. november kl. 21.30 og i Vester Vov Vov den 14. november kl. 16.30. 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko