Avantgardistisk ener er død

Som filmkunstner var canadiske Michael Snow på én gang en ener, en outsider og helt central. 

En ener, fordi hans film ikke lignede nogen andre. 

En outsider, fordi han som multikunstner bredte sig over adskillige kunstarter uden primært at høre hjemme i nogen af dem. 

Og helt central, fordi han med hovedværket Wavelength fra 1967 mere eller mindre definerede en genre: den strukturalistiske film. 

Det er et ikonisk værk, som for altid vil være fæstnet i hukommelsen, hvis man bare én gang har siddet igennem den samlede spilletid på 45 minutter. 

Mystiske fragmenter
Wavelength er optaget i en typisk industriel New York-taglejlighed. Kameraet er placeret bagest i lokalet med front mod vinduerne ud til gaden. 

Hermed er scenen sat for et forløb, hvor der indtræffer en række hændelser. 

Nogle af disse er mystiske handlingsfragmenter, der kunne minde om en blanding mellem en slags absurd teater og antydningen af en eller flere kriminalintriger. 

Andre er manipulationer med billede eller lyd. Der indskydes farvefiltre foran linsen, eller billedet skifter fra positiv til negativ. Samtidig begynder en stadig mere enerverende hyletone at dominere lydsporet. 

Undervejs zoomer kameraet stadig mere ind, indtil det hen imod slutningen afsløres, at et fotografi, som hele tiden har kunnet anes mellem to af vinduespartierne i den modsatte ende af lokalet, forestiller en bølgende havoverflade. 

Tilsyneladende det rene ingenting. Men ved nærmere granskning en film, der åbner for et nærmest endeløst antal tolkninger og aflæsningsmuligheder. 

Med sin udforskning af de levende billeders grammatik og udtryksmuligheder blev Wavelength med tiden et referenceværk inden for filmkunst i en bredere forstand. Og samtidig er den et vidnesbyrd om sin ophavsmands multifacetterede baggrund som billedkunstner, fotograf, filmmager og musiker/komponist. 

Kunstscenen i New York
Michael Snow blev født i 1928 og voksede op i Toronto. 

Som ung søgte han ind på Ontario College of Art, hvorefter han i en kort periode ernærede sig som grafiker på et reklamebureau, parallelt med at han arbejdede med sin billedkunst. 

Men samtidig udfoldede han sig også som pianist, til at begynde med mest inden for jazz. Og efter en dannelsesrejse til Europa i første halvdel af 50’erne lagde han endnu et felt til sit flerstrengede virke, da han blev tilknyttet et animationsstudie og lod sig uddanne som animator. 

I begyndelsen af 1960’erne følte Snow sig splittet mellem sine mange interesser. Indtil han blev opmærksom på Fluxus og andre af de nye tværdisciplinære avantgardestrømninger, der prægede den unge kunstscene i USA. 

I 1963 flyttede han sammen med sin hustru, filmmageren og kunstneren Joyce Wieland (1930-1998), ned til New York for at tage del i alt det spændende, der foregik på den såkaldte downtown-scene. 

Det var i de år, at Snow slog sit navn fast som en af tidens toneangivende eksperimentalfilmkunstnere. Han blev også en kendt skikkelse i freejazz-miljøet og fortsatte sine øvrige aktiviteter som billedkunstner. 

Det var i newyorker-perioden, at denne fase i hans virke kulminerede med Wavelength. 

Udfolder hele paletten
I begyndelsen af 70’erne flyttede Snow tilbage til Canada, hvor han blev boende resten af sit liv. 

Som kunstner mestrede Snow det meste: fotografi, installationskunst, mixed-media, skulptur, maleri, tegning og så videre. 

Hans værker har ofte et konceptuelt præg, der kan handle om relationer mellem billede og virkelighed, flade og rum, fysisk tilstedeværelse og medierepræsentation. 

På en stor udstilling med titlen Photo-Centric på Philadelphia Museum of Art i 2014 foldede han hele paletten ud i en imponerende præsentation. 

Ved en umiddelbar betragtning kunne udstillingen fremstå som et gruppeshow. Men et nærmere eftersyn viste, hvordan diverse greb og tematikker løb som røde tråde gennem de ellers meget forskelligartede værker i den omfattende produktion. 

På bølgelængde
Michael Snow blev 94 år gammel. 

Han var aktiv langt op i sin høje alderdom og vedblev med at lægge nye lag til sin status som en altfavnende og uomgængelig outsider.

Inden sin død nåede han at deltage i den seneste afstemning om verdens bedste film fra britiske Sight and Sound. Her satte han ganske morsomt ikke sit eget lys under en skæppe, idet han udpegede tre af sine egne film – deriblandt Wavelength – som de bedste nogensinde. Snow udvalgte kun fire film, og hans sidste valg faldt på Charlie Chaplins Guldfeber, om hvilken han skrev: ”En gammel favorit!”

Han var kunstnernes kunstner.

På længere sigt vil det dog først og fremmest være Wavelength, som vil sikre ham en plads i kunst- og filmhistorien. 

Med det værk viste han sig at være på bølgelængde med alle de mange forskellige udtryk og kunstretninger, som han forenede i sin person og sin praksis.