Mickey Rourke tilbage i ringen

Oversættelse: Jesper Bo Petersen


Jeg havde ingen idé om, hvad jeg kunne forvente mig af 56-årige Mickey Rourke, der er vendt tilbage til rampelyset efter femten år, hvor karrieren har kørt på laveste blus. Var han stadig den frække, flotte og sorgløse gadedreng, eller var han modnet og nedtonet?

Dér var han så – et bjerg af en mand. Hvis det ikke var for smilet, der ikke kan tilhører andre end Rourke, ville jeg ikke have genkendt ham. Den talentfulde skuespiller har overlevet både forfærdelige psykologiske kriser, som har krævet ti års psykoterapi, og flere års professionel boksning. Ikke desto mindre overvandt han sin frygt og har genskabt sig selv som stjerne.

I The Wrestler spiller Mickey Rourke den fallerede wrestling-stjerne, Randy ”The Ram” Robinson, der sidder fast i en trailerpark i New Jersey. Han pumper sin ødelagte krop med steroider, så han i weekenderne kan holde liv i den wrestling-karriere, der burde være slut for længst. Men han får en chance til – ét sidste show i rampelyset.

I tvivl om rolle
– Mickey, den her rolle passer perfekt til dig. Hvor har du været i al den tid, og hvordan fik du rollen?

“Jeg har været arbejdsløs i femten år. Jeg sad på en café i West Village i New York, da jeg for et par måneder siden hørte, at Darren Aronofsky gerne ville møde mig, og at han måske havde et projekt til mig. Så jeg begyndte at forhøre mig om Aronofsky (Requium for a Dream, The Fountain, red.). Alle sagde, at han var en independent-instruktør – meget innovativ. Jeg hørte, at han lavede sine egne film, på trods af at mange af de store studier var interesseret i ham. Da vi endelig mødte hinanden, levede han fuldt ud op til mine forventninger. Han mindede mig om Francis Ford Coppola, som jeg arbejdede med på Motorcykeldrengen, da jeg var meget ung. Aronofsky er sin egen herre, og han ved præcis, hvor han vil hen. Alligevel var jeg ikke sikker på, at jeg ville arbejde med ham.”

– Hvorfor var du i tvivl?

”Jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til at lave en film om wrestling. Wrestling ligger bare for tæt på boksning, som jeg lige var sluppet væk fra. Men da jeg læste manuskriptet, var jeg overbevist. Det handler om, hvad der sker i den virkelige verden; det er ikke bare en eller anden fyr, som vinder mesterskabet.” 

”Når de her fyre, der bruger hele deres liv i træningshallen, bliver gamle, så bliver de bare lagt på hylden. Der er ikke noget comeback. De er hjælpeløse og ender med at sidde fast resten af livet. Da jeg mødte Darren, sagde han: ’Du skal lytte til alt, hvad jeg siger. Du skal gøre alt, hvad jeg beder om, og du får ikke en krone for det.’ Og jeg sagde: ’Ok, lad os komme i gang.’”

Tilstand af unåde
– Hvorfor forsvandt du? Hvad skete der? Hvordan var din indstilling dengang?

”Hvilken indstilling? Hvis en villig sild kom forbi, spurgte jeg, om hun ikke ville sidde på mit skød og sige: ’Selvfølgelig, Mickey baby.’ 90’erne var forfærdelige. Jeg brugte fem et halvt år på at vende tilbage til boksning. Jeg ville forsøge én gang til, inden jeg blev for gammel. Jeg mente, at jeg sagtens kunne begynde at arbejde igen, men folk sagde til mig, at jeg aldrig kunne vende tilbage, sådan som jeg havde opført mig. Jeg var fortabt i den periode, men jeg er kun her i dag på grund af det, der skete i 90’erne. Jeg var så langt nede, at jeg blev nødt til at søge hjælp.”

”Jeg er stadig flov over at sige det, men jeg blev nødt til at se en terapeut i flere år og arbejde hårdt for at finde ud af, hvad der fik mig til at kortslutte. Jeg skulle finde baggrunden for det hele. Jeg fandt nogle problemer, der stammer fra min barndom, som handlede om skyld og om at føle sig forladt. Jeg gemte mig bag et hårdt, sindssygt ydre. Det var nemmere end at bære rundt på skylden.”

– Filmen handler på samme måde om en stjerne, der mister sin berømmelse og status. Hvordan føles det?

”Når du elsker det, du laver, og du stadig trækker vejret, så er det frygteligt at blive lagt op på hylden for at samle støv. Man er ikke klar, og når man lever i isolation, så lever man i en tilstand af unåde.”

– Det er jeg ked af at høre.

”Det er okay. Jeg er bare vred over, at det først kom op til overfladen i mit voksenliv, og ikke mens jeg endnu var barn.”

– Men hvad med tiden før, hvor alle gav dig anerkendelse, og du var den attraktive unge fyr?

”Jeg kunne aldrig rigtig acceptere det, for jeg ønskede ikke anerkendelsen. Jeg ville have anerkendelse, når jeg havde brug for det. Det havde jeg ikke dengang.”

Forsvar for Cimino
– Du arbejdede blandt andet sammen med instruktøren Michael Cimino, som du var meget loyal overfor.

”Jeg forsvarede min instruktør. Efter Heaven’s Gate i 1980, hvor jeg spillede en birolle, var der mange, der holdt Cimino ansvarlig for United Artists nedtur. Et år senere arbejdede jeg med Cimino på Chinatown bløder. Jeg synes vi havde lavet en god film, der var meget informativ, men så begyndte folk at angribe den og sige, at den var racistisk. Og det var aldrig intentionen.”

”Jeg var i Paris for at promovere filmen, og jeg lavede 78 interviews. Ingen af dem handlede om filmen eller processen, det handlede kun om at forsvare Michael. Han er meget passioneret og dedikeret. Cimino brugte halvandet år på at forberede filmen. Han vidste alt om banderne og den kinesiske mafia i New York. Det var ikke bare en historie, han fandt på.”

– Hvor vigtig er loyalitet for dig?

”Åh ja, loyalitet! Gud… vil du nu kaste mig ud i problemer i femten år mere! Seriøst, loyalitet er noget af det vigtigste for mig! Loyalitet, respekt, ære er begreber, der er vigtige for mig. Jeg føler ikke, at jeg løb en stor risiko for Michael Cimino. Jeg fortalte bare sandheden.”

Boksekarrieren
– Jeg vil gerne høre dig beskrive boksning, men også hvad boksning betød for dig.

”Jeg kom i et træningscenter i Miami, da jeg var elleve år gammel. Det var Angelo Dundee der styrede træningscentret, Muhammad Ali kom der og Jerry Quarry, Jim Ellis og Luis Rodriguez. Nogen af historiens bedste fightere. Jeg var solgt, og det gav mig et sted at være og få afløb for noget energi. Men det handler ikke kun om styrke. 90 procent af det handler om at holde sig i form. Resten af tiden handler det om at sætte sine ben rigtigt og lære, at du godt kan slås mod en fyr, der er stærkere end dig. Du lærer at kæmpe med hovedet og lade din modstander bruge al sin styrke – forgæves.”

”På grund af boksning kan jeg ikke lave fine, indviklede ting med mine hænder. Det er en stor begivenhed for mig at sætte hætten på en tube tandpasta, men det er noget, jeg kan leve med, for jeg har hverken brug for at hækle eller strikke. Det er en af grundene til, at jeg stoppede med at bokse. Jeg gik for langt, og skaderne begyndte at være uoprettelige. Så jeg kom ud af det lige på det rigtige tidspunkt.”

– Hvad fik du ud af dit comeback til bokseringen?

”Tidligere havde jeg problemer med at fokusere og holde koncentrationen, når jeg spillede skuespil. Det lærte jeg, da jeg vendte tilbage til bokseringen. Når gongongen lyder, kan man ikke bare sige: ’Oh, vent lige.’ Nu er jeg i stand til at lukke alle forstyrrende elementer ude, indspille scenen og skabe øjeblikket. Og det er ikke en gave eller en sjette sans, det er hårdt arbejde. Jeg blev faktisk en bedre skuespiller af at vende tilbage til boksning, og de fysiske skader var slet ikke så alvorlige.”

– Vil du råde nogen til at gå ind i boksning?

”Måske ikke alle. Jeg synes, boksning er en fantastisk sport, men den er ikke for alle og enhver. Jeg pressede mig selv til grænsen og blev i sporten, til jeg var 40 år. Det vil jeg ikke anbefale nogen. Jeg mener, at man betaler prisen. Se på Ali og på Holyfield, som ikke vil stoppe. Men der er meget at opnå gennem boksning, og der er mange fightere, som er kommet ud på det rigtige tidspunkt og lever gode liv. Det er en vidunderlig følelse at komme ind som din egen herre og kæmpe foran alle de mennesker. At høre brølet fra menneskemængden og vide, at de tolv ugers træning vil hjælpe dig til at vinde kampen. Hvis jeg havde en søn, ville jeg sige: ’Okay, gør det!’ Men jeg ville også fortælle ham, hvornår, det ville være tid at stoppe.”

– Jeg vil gerne spørge til dine bokseskader. Du nævnte på et tidspunkt, at du har problemer med hørelsen?

”Kun på det venstre øre – ja, en lille smule. Det afhænger af hvad du siger, ha!”

– Det siger sig selv. Hvordan påvirker det dit spil?

”Godt spørgsmål, og jeg hørte hvert et ord på trods af mit dårlige øre. Jeg baserede min karakter på en wrestler, der hed Magic, som jeg plejede at vægttræne sammen med i Gold’s Gym i Venice, Californien, og han havde faktisk høreapparater i begge ører. Jeg tiggede Darren om at få lov at bruge høreapparater, men han sagde bare: ’I skuespillere er alle sammen ens! Nej, Mickey, du får ingen hjælpemidler.’ Så jeg overbeviste ham om, at jeg kunne bruge det på en meget simpel måde. Men han ville være sikker og sagde: ’Okay, men du skal tage apparatet ud, når du taler med stripperen, for du vil ikke have, at hun skal se, at du er såret, eller at du er gammel og brugt!”

De forbandede tights
– Hvordan forberedte du dig på rollen i The Wrestler?

”Jeg er lidt nervøs i dag. Åh, gud, mine hænder ryster, hmm … jeg vidste, at Darren ville kræve, at jeg gav mig fuldt ud. Det betød, at jeg skulle finde tilbage til nogle meget smertefulde tilstande, nogle tilstande, der på grund af min arbejdsmetode bliver virkelige i det øjeblik, vi optager. Og så er der et take mere, og et til, og man udlever ting, der virkelig gør ondt.”

”Jeg vidste, at det var det, Darren ville have. Men jeg vidste også, at jeg skulle tage seksten kilo muskler på. De her fyre er virkelig store, så jeg hyrede en israeler, som var tidligere kommandosoldat. Jeg havde brug for én, der kunne sætte mig på plads, og det kunne han. Hvis jeg havde været ude hele natten og ikke mødte til tiden, sagde han: ’Fuck dig!’ Alligevel endte vi med at respektere hinanden, for han ville have det bedste ud af mig. En dag mødte jeg ind og lavede mine øvelser, og så siger han: ’Vil du se ud, som du gjorde, den første dag, du kom her? Eller vil du se ud som på det her billede?’ Og jeg sagde: ’Jeg vil se ud som på billedet.’ Så sagde han: ’Så må du hellere se at komme i form, for jeg har måttet skuffe en masse smukke kvinder for at kunne være her.’… Wow, sikke en fyr!”

”Darren fik mig til at gå til wrestling-træning i tre måneder for at lære at wrestle, men også for at være sammen med wrestlerne: Hele den første måned havde jeg problemer med at få de der forbandede tights på! Han ville have mig til at forstå den verden. Han ville have mig til at se ud og bevæge mig som en wrestler. Jeg skulle lave alle stunts selv. Det var hårdt, for wrestling er helt anderledes end boksning. Jeg blev nødt til at ændre alt det, jeg havde lært igennem en lang karriere som professionel bokser. Wrestling er et show, og der er ikke noget med at skjule sine slag.”

Respekt for sporten
– Kommer de rent faktisk til skade i wrestling?

”Ja, det gør de. Jeg ville ikke lave den her film, fordi jeg har været professionel bokser. Jeg havde ingen kærlighed til eller respekt for wrestling, fordi kampene er koreograferet på forhånd, og man kommer ikke ligefrem til De Olympiske Lege. Jeg fik dog stor respekt for sporten i de måneder, jeg var i den. De her fyre er virkelig i god form. Når man samler en fyr op på 100-120 kilo og kaster med ham, så kommer det til at gøre ondt. Eller når de klatrer op på siden af ringen og laver en saltomortale, så lander de ikke altid rigtigt.”

”De fodrer 70.000 mennesker med adrenalin, og de presser virkelig sig selv helt til grænsen. Darren og jeg lavede noget research på de gamle wrestlere. De kan ikke engang binde deres egne sko, og trefjerdedele af dem sidder i kørestol. Alligevel vil de alle sammen tilbage. De vil alle sammen have et forsøg mere! De er ligesom små drenge, der aldrig er blevet voksne. De går ud sammen, de deler kvinder, de drikker sammen, og de tager steroider sammen. Men jeg nød at være i deres verden et stykke tid, og jeg endte med at have respekt for deres sport.”

– Hvordan var det at lave alle de ydmygende scener i deli-restauranten?

”Jeg forsøgte at få Darren til at tage scenerne ud. Jeg begyndte at arbejde, da jeg var seks år. Jeg solgte slik på gaden. Jeg har haft mange jobs – fra opvasker til byggearbejder – alt for mange, men jeg har altid følt det ydmygende at skulle servicere andre. Jeg kunne aldrig være tjener. Jeg havde det bedre med at være opvasker, hvor man er alene. Så jeg spurgte Darren, om vi ikke kunne gøre ham til opvasker i stedet og lade ham stå bagerst i køkkenet, hvor der ikke er nogen, der kan se, hvor lavt han er faldet. Men Darren blev ved med at sige: ’Nej, han skal ydmyges!’ Jeg hadede den deli-scene!”

Jeg elsker mine hunde
– Fortæl mig om dit kærlighedsliv. Hvad er kærlighed for dig?

”Kærlighed? Et meget interessant spørgsmål. Jeg kan kun give dig et halvt svar. Jeg har elsket et par gange i mit liv: min bedstemor, min bror, min ekskone, boksning og for nylig – skuespillet, igen. Jeg elsker virkelig at spille skuespil igen. På et tidspunkt var jeg kommet til et punkt, hvor jeg ikke kunne mere.  Det var ikke fordi, jeg havde mistet lysten til at spille, der var bare for mange ting inden i mig, der var gået i stykker, og jeg gav skuespillet skylden.”

”Derfor elsker jeg min terapeut. Han sad i tretten år med det svære projekt, som jeg var. Vi arbejdede meget hårdt på at ændre mig. Som jeg sagde, følte jeg stor skam ved at se en terapeut. Jeg troede, at det kun var skøre folk, der gjorde det. Efter ni år spurgte jeg ham: ’Var jeg virkelig skør.’ Han skar ansigt, og jeg tænkte: ’Ok, men ikke længere.’ Vi arbejdede hårdt på at nå dertil!”

– Du har hunde. Går du med dem, når du har fri?

”Det er rigtigt, jeg har seks hunde, men når jeg rejser, er det svært at tage sig af dem. Det er heldigt, at jeg har mine hunde. Jeg elsker mine hunde. Jeg har ikke børn – og af forbandede gode grunde. Jeg har nok aldrig fået børn, fordi jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil forlade et barn, som jeg selv blev forladt.”

– Har du nogen i dit liv nu?

”Mener du en kvinde? Nej, jeg var gift i tretten år, og så tror jeg simpelthen, at min kone var nødt til at forlade mig. Jeg ventede i lang tid, men hun kom aldrig tilbage. Jeg sidder også her i dag, fordi hun aldrig kom tilbage, og fordi folk sagde, at jeg var færdig. Jeg var nede, jeg var ude. ’Det er slut for ham,’ sagde de. ’Han var en stor skuespiller,’ var der nogle producere, der sagde.”

– Det får mig til at tænke på talen i slutningen af The Wrestler. Var den svær at lave? Blev du ramt af lighederne mellem talen og din egen karriere?

”Altså, det var mig, der skrev talen! Darren gav mig muligheden for at bidrage med noget, som jeg følte, der var behov for. Talen var ikke med fra starten, men vi mente, at der var brug for den. Jeg skrev den ved at drage forskellige paralleller til mit eget liv. Talen handler om den sidste gang, du står deroppe, og du har lavet for meget rod i den eller bare er blevet for gammel, og folk siger, at du er færdig.”

”Læg mig i kisten, når jeg er død, ikke mens jeg stadig trækker vejret. Jeg har stadig nogle ting, jeg gerne vil opnå. The Wrestler er den hårdeste film, jeg har lavet, men også den jeg er mest stolt af, for jeg ved, hvor meget jeg har givet den. Men jeg arbejdede også med en meget speciel instruktør.”

– Før du går: Hvad betyder vædderen på dit smykke?

”Det rager ikke dig. Ej, jeg driller bare. Jeg får altid designet noget, når jeg arbejder på en film, som jeg føler er blevet en del af mig. Det er den samme vædder, som jeg har på bæltet i filmen”

– Hvad med tatoveringen på din arm?

”Den fik jeg lavet, da jeg var gift … det er gode minder … og dårlige … den skal aldrig fjernes.”