Mig og Bronson

Nej, Refns nye film Bronson handler ikke om den Bronson, altså skuespilleren Charles Dennis Buchinsky med kunstnernavnet Charles Bronson.

Filmen handler om en anden Charles Bronson, nemlig voldspsykopaten Michael Peterson, Englands mest berygtede fange, der i 1974 som nittenårig fik syv års fængsel for tyveri. Siden voksede dommen, fordi Peterson mildt sagt har det svært med autoriteter.

Han har tilbragt 34 år i fængsel, heraf 30 i isolation, fordi han er til fare for andre. På et tidspunkt blev han rådet til at tage et kunstnernavn og opkaldte sig derfor efter skuespilleren i sin yndlingsfilm, En mand ser rødt: Charles Bronson.

Bronson er et portræt af en psykopat tegnet af instruktøren, der har givet os Frank, Tonny, Lenny, Milo, O, Smeden, Kusse- Kurt, Lille Mohammed og de andre pushere, gangstere, alfonser og ludere fra Københavns underverden.

Netop som vi troede, Refn var færdig med psykopater, vender han tilbage til dem igen, endda med en film lavet i England.

”Egentlig var jeg ikke interesseret i at instruere Bronson, fordi jeg havde travlt med Valhalla Rising. Men jeg havde brug for penge til at købe nogle investorer ud af Valhalla, og da jeg begyndte at se nærmere på Michael Peterson, forstod jeg, at han og jeg lignede hinanden.”

– På hvilken måde?

”Det gik op for mig, at Bronson var et kunstnernavn, der realiserede kunstværket inden i Peterson. Da han opdagede, at han kunne tegne, behøvede han ikke længere slås. Og hvis jeg ikke var blevet instruktør, var jeg endt ligesom ham,” siger Refn og tilføjer:

”På en måde er Bronson mere blevet en film om mig end om Bronson.”

En myte inden 40
Nicolas Winding Refn var bare 24, da han knockoutede publikum i 1996 med sin debut Pusher, en frådende gangsterfilm i en stil, der hverken var Scorsese, Tarantino eller Guy Ritchie, men Refns helt egen.

Refn blev bortvist fra The American Academy of Dramatic Arts i New York, da han smed et bord mod en væg, og han valgte selv at forlade Den Danske Filmskole, inden han overhovedet nåede at modtage undervisning. Han har det svært med autoriteter og systemer, siger han.

Det var hans ven, den engelske filmproducer Rupert Preston, der kom og lagde Bronson-projektet på hans bord. En film med et budget på kun fem millioner kroner, der blot manglede en instruktør. Manus var skrevet og skuespillerne fundet.

Refn havde aldrig hørt om Michael Peterson, der har været løsladt kortvarigt to gange – 68 dage i 1988 og 53 dage i 1992 – for hver gang at begå ny voldelig kriminalitet. Siden 1999 har han ikke måttet omgås andre fanger. I stedet bruger Peterson tiden pa fitness – bogen Solitary Fitness er blandt hans elleve udgivne bøger – og sin kunst.

Han har vundet elleve Koestler-priser for sine digte og tegninger, en engelsk pris for kunst lavet af forbrydere. Indtægter fra salg af værker bliver delt mellem kunstneren, The Koestler Foundation og Victim Support.

”Er der noget, Bronson nægter, så er det at blive forstået, forklaret og kategoriseret,” fortæller Refn.

”Jeg har selv en mørk side, der skal ud, og den side vender hele tiden tilbage. Jeg vil ikke kontrolleres, jeg vil ikke aflæses, og når det kommer til individualisme, er jeg hundred procent republikaner.” Han kigger forlegent som for at undskylde sin pludselige insisteren på selvstændighed. ”Jeg er nødt til at udfordre mig selv hele tiden. Kun når jeg udmatter mig selv, holder jeg den mørke side nede.”

Ifølge Refn vil Charles Bronson være unik, en ren følelse, et rent udtryk. Og i filmen er Bronsons følelser ganske eksplosive, aggressive og håndfaste.

I 2000 holdt han en kunstlærer som gidsel i 44 timer, hvilket Refn i sin film fremstiller som Michael Petersons oprør mod at blive forstået som kunstner og fange. ”What the fuck do you know about what I want,” siger Bronson til fangselsdirektoren.

”Da jeg læste om ham, læste hans bøger og så hans kunst, forstod jeg, at Petersons projekt ikke var at komme ud af fængsel, men omvendt at blive inde i fængslet. Kun derinde kunne han realisere sin transformation, forvandlingen fra småforbryderen Peterson til sit alter ego og værk, karakteren Charles Bronson.”

– Du kan identificere dig med Peterson?

”Ja, han har en konsekventhed, jeg misunder. Da jeg var helt ung, ville jeg være kendt, jeg ville være en myte, inden jeg var fyldt 40. Hvilken slags myte anede jeg ikke. Jeg var ordblind, jeg var farveblind, og jeg kunne ikke spille musik. Men filmen gav mig min scene, hvor jeg kunne udfolde de talenter, jeg havde – ligesom Bronsons fængsel.”

Den desperate situation
Da Refn forstod Petersons projekt, sagde han ja til Bronson, skrottede manus og fyrede de ansatte, inklusive den engelske hovedrolleindehaver Tom Hardy, der dog siden blev genansat. Han forsøgte at mødes med den virkelige Michael Peterson, men det var ikke muligt. De talte i telefon sammen et par gange. Og så skrev Refn et nyt manuskript med en metafiktiv ramme omkring Petersons liv, hvori hovedpersonen som en anden sprechstallmeister underholder os – publikum – fra en gammeldags teaterscene.

Charles Bronson, spillet med sort humor og forførende intensitet af Tom Hardy, beretter i kjole og hvidt og med forskellige muntre masker af sort-hvid makeup og sit karakteristiske cykelstyrsmoustache om sit liv. Tilsyneladende et villigt orgie i vold og tæsk for at få opmærksomhed.

”Det oprindelige manuskript var, hvad man kalder en lad’s movie. Det var en drengerøvsfilm, der glamouriserede volden og fremstillede Charles Bronson som en sej fyr, en slags helt. Det tog jeg alt sammen ud.”

– Hvad er da forskellen på den voldelige Bronson i det første manuskript og din Bronson? Er han ikke stadig en voldspsykopat?

”Psykopati interesserer mig slet ikke, og hvis Bronson havde dræbt nogen, ville jeg ikke have lavet en film om ham. Jeg ville aldrig lave en film om en morder. Det er den desperate situation, jeg finder fascinerende. Jeg er mest interesseret i opbygningen, ikke så meget i eksekveringen af finalen.”

”Jeg valgte i sin tid at lave en gangsterfilm, fordi det er en genre, hvor formen ligger fast, og personerne hører hjemme i et gammeldags drama. Pusher handler ikke om kriminalitet, men om det kriminelle miljø. Mennesker, der lever på grænsen til vanvid, er forførende, de er larger than life. Det er nøjagtig ligesom i Shakespeares dramaer,” siger Refn og tilføjer:

”Hvis Shakespeare havde levet i dag, ville han lave gangsterfilm.”

Feminin film
Æstetisk set adskiller Bronson sig fra Refns andre film ved at vare muntert legende og ved at lade sin hovedperson iscenesatte sig selv med en åbenlys narcissisme. Instruktøren mener, at Bronson er en meget feminin film.

– Feminin? Kan du forklare det nærmere?

”Michael Peterson har ingen seksuelle præferencer, hans kunst er blevet hans seksualitet. På den måde er han meget feminin og faktisk ekstremt homo-erotisk. Han har meget camp value i sin måde at optræde på. Det feminine har jeg taget med i Tom Hardys skuespilstil, der også er meget feminin.”

– Min mor ville nu nok ikke bruge ordet ”feminin” til at beskrive Bronson?

”Nej, okay, måske ikke. Jeg lagde det feminine ind i scenen, hvor Bronson taler med sig selv klædt i kvindetøj og med makeup som kvinde. Og så i scenen hjemme hos hans promoter, hvor der er flere drags til en fest.”

– Kender du selv det kriminelle miljø?

”Da jeg lavede Pusher, kendte jeg hverken nogen kriminelle eller miljøet. Men jeg kender følelsen, jeg ved, hvordan mine personer har det. Derefter handler resten om at finde de rette folk at snakke med, så man får det rigtige sprog. Det er let nok at møde dem.”

Fra Phie Ambos dokumentarfilm Gambler – der følger Refn under optagelserne til Pusher II og Pusher 3 – ved vi, at Kusse-Kurt, luderne og de mindre biroller bliver spillet af ægte eksistenser fra miljøet. At Mads Mikkelsen i Pusher II smadrer Kusse- Kurts rigtige hjem, og at luderbaren er den ægte vare, inklusiv pigerne.

I dag kender Refn både eksistenserne i den virkelige verden og dem, han giver udgang fra sit eget indre fængsel.

– Hvorfra kommer din fascination af volden?

”Mine film er ikke særligt voldelige, det meste er noget, du forestiller dig. Da jeg var fjorten, så jeg Motorsavsmassakren som dobbeltforestilling i New York med The Hills Have Eyes. Her opdagede jeg, at film er en kunstform, et abstrakt billede. Det er ren følelse."

"Motorsavsmassakren viste en konstant tilstand af ubehag, den gav dig billeder af noget, der ikke eksisterede. Som tilskuer skaber du selv billederne af volden,” siger Refn, der tager afstand fra brugen af vold i film som Hostel. Moderne amerikanske gyserfilm, såkaldt torture porn, der har en ironisk og morsom tone, synes Refn ikke er sjove.

– Er dine film kunst i modsætning til sådanne film?

”Hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst, synes jeg er en utrolig kedelig diskussion. Kunstens anatomi er ren følelse. Filmkunst skal fremprovokere en reaktion i dig,” svarer han og vender tilbage til Motorsavsmassakren, hvor instruktøren Tobe Hooper kombinerede larmende skraldespandslåg, raslen med trådnet og koglen af høns – alle lyde optaget på stedet, fordi der ikke var råd til musik. Billigt. Og genialt. Netop de simple virkemidler kravler ind under huden på tilskueren.

Små budgetter, store følelser
Simple og effektive virkemidler karakteriserer også Nicolas Winding Refns film, der efterlader tilskueren med blå mærker på sjælen. Især dem lavet på små budgetter, hvilket alle undtagen Fear X er.

Pusher blev lavet for 3,2 millioner kroner, og Pusher II og Pusher 3 blev produceret under pres om at minimere et millionunderskud efter Fear X. En desperat situation, skulle man mene. Det ses ikke på filmene, der er blevet mindre kultsucceser i udlandet, hvor de blev vist samlet pa Toronto Film Festival i 2005.

Bronson er optaget på bare fem uger, og trods et budget på sølle fem millioner kroner er den filmet af Larry Smith, fotografen bag Fear X og Stanley Kubricks Eyes Wide Shut. En vennetjeneste, kalder Refn det.

Bronson havde premiere pa Sundance Film Festival og er i England blevet positivt modtaget og sammenlignet med Kubricks A Clockwork Orange og Andrew Dominiks Chopper. To ting er tilbagevendende i Refns film: en autentisk stemning og de søgende og yderst menneskelige psykopater, hvad end de spilles af skuespillere eller amatører. Refn gør psykopaterne levende.

”Man skal elske sine hovedpersoner. De skal have en følelsesmæssig styrke, en følsomhed. Jeg starter med at finde karakterernes sårbarhed. De har alle en ekstrem sårbarhed, som de skjuler med en ekstrem styrke. Det gælder om at finde ind til denne følsomhed. Jeg leder efter den emotionelle dynamik inde i mine hovedpersoner og tager udgangspunkt der,” forklarer han.

Den desperate økonomi er måske – som i Motorsavsmassakren – med til at gøre voldsscenerne særligt effektive. Som regel er de optaget med et kamera og med de rekvisitter, stedet tilbyder, og endda ofte med de tilstedevarende som statister.

”Kreativitet er som en muskel. Når du ikke har penge, skal du være god til at finde på. Den æstetiske minimalisme opstår, når du går ind i kernen, ind i følelserne,” forklarer Refn. Ved siden af den dogmeagtige kamerastil anvender Refn til gengæld musikken svulstigt og voldsomt til at følge dramaets puls, inspireret af blandt andet Ennio Morricones filmmusik i Slaget om Algier.

”Jeg tænker hver film som et bestemt musikstykke. I Pusher var det Peter Peters musik, i Pusher II var det Iron Maiden og i Pusher 3 Neil Diamond. Og i Bronson er det Pet Shop Boys. Her bruger jeg også klassisk musik af Wagner og Verdi, fordi jeg vil beskrive Bronsons måde at se sig selv og sit liv på. Han er meget flamboyant, det skal være som en operette eller en opera.”

Får en desperat økonomi det bedste ud af Refn? Han ler, men medgiver, at penge har en stor magt i branchen.

”Clint Eastwood kan kunsten at lave sindssygt billige film. Han går aldrig tilbage og ændrer ting, hvis det ikke er nødvendigt. Når en lydtekniker beder mig om at ændre i en lydoptagelse, fordi den ikke er blevet som planlagt, sa spørger jeg: ’Will this give me extra seats?’ Hvis ikke, så lever jeg uden.”