Mike Tyson indtager Broadway
Han har spillet med i komedierne Tømmermænd i Las Vegas og Tømmermænd i Thailand. Han har været centrum i James Tobacks dokumentarfilm Tyson.
Og nu får Mike Tyson sit eget one man-show på Broadway i New York, skriver The Hollywood Reporter.
Mike Tyson: The Undisputed Truth er blevet til efter Spike Lee, der har instrueret film som Do the Right Thing, Malcolm X og Inside Man, så Tysons show i foråret i Las Vegas og besluttede sig for at bringe showet til bokserens og sin egen hjemby.
I showet fortæller Mike Tyson ærligt om sit liv og karriere, der begge har været præget af gigantiske op- og nedture.
Yngste verdensmester nogensinde
Tyson voksede op i Brooklyn som søn af en prostitueret alenemor og en far, der var alfons.
Som trettenårig var han blevet arresteret 38 gange, blandt andet fordi han blev ved med at banke større børn, der drillede ham med hans lyse stemme, hans læspen og forkærlighed for brevduer!
Som tyveårig blev han den yngste verdensmester nogensinde i sværvægtsboksning, da han i 1986 slog Trevor Berbick ud i anden omgang.
Men Tyson, der var berømt og berygtet for sin uhyggelige slagkraft, havde svært ved at administrere den pludselige berømmelse. Efter på bare 91 sekunder at have stoppet den ubesejrede Michael Spinks i 1988 gik det ned ad bakke for både karrieren og privatlivet.
Vold og stofmisbrug
Han tabte sensationelt verdensmesterskabet til James ”Buster” Douglas i 1990, og i 1992 røg han tre år i fængsel for voldtægt.
Resten af karrieren blev præget af anklager om vold og stofmisbrug, og han mistede sin bokselicens, da han under en kamp mod Evander Holyfield i 1997 bed et stykke af hans øre af.
I 2003 blev Tyson erklæret personlig konkurs, selvom han har tjent mere end 300 millioner dollars i løbet af karrieren.
Kuldsejlet tv-serie
Spike Lee har tidligere forsøgt at fortælle Tysons historie. Sidste år instruerede han for HBO et prøveafsnit af tv-serien Da Brick, der var baseret på Tysons unge år og første tid som professionel bokser. Men i marts besluttede tv-kanalen sig for ikke at gå videre med projektet.
Tyson skulle have optrådt i Danmark ved et talkshow sammen med den danske bokser Mikkel Kessler sidste år i Aarhus, men også det blev aflyst.
Nu fortæller ”The Baddest Man on the Planet” – med hjælp fra Spike Lee – selv sin historie seks aftener i træk på Longacre Theater på Broadway 31. juli – 6. august.
Kommentarer