”Min film er et portræt af en klimaløsning”

Kan man virkelig slippe afsted med at lave en nærmest passiv film om miljø i 2023?

Hvis nogen skulle kunne gøre det, er det Margreth Olin. Med Songs of Earth, som er Norges Oscar-bud og får fem stjerner i Ekko, har Olin lavet sin mest ordknappe og intime film til dato.

Det siger ellers ikke så lidt, når det drejer sig om dokumentaristen bag Kroppen min (udgivet på Ekko dvd #23), der viser hendes komplicerede forhold til sit udseende.

Fluen-på-væggen-dokumentaren Barndom omhandler en Steiner- børnehave, hvor hun piller i pædagogikken, som danner grundlag for hendes egne børns opvækst.

I Songs of Earth følger vi på nærmeste hold den aldrende og godmodige Jørgen Mykle og hans dybt hengivne kone Magnild Mykløen – Margreth Olins egne forældre.

”Jeg har altid vidst, at jeg måtte lave en film om menneskets dybe relation til naturen, for sådan én har jeg selv. Men jeg vidste ikke hvordan,” fortæller den 53-årige dokumentarist, da vi møder hende i København.

Hun tøver lidt og ser ned.

”For nogle år tilbage fik min partner et slagtilfælde. Jeg var 45 år, og han var 47. Jeg havde enormt svært ved at acceptere de ændringer, som fulgte derefter. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med den ubalance og frygt, som var opstået i mit liv.”

”Jeg har altid været enormt tæt med mine forældre, så jeg spurgte dem om råd. Og min far sagde: ’Måske vi skulle gå os en tur? Men så skal den også være lang. Én, der tager et helt år,” fortæller Olin smilende og ryster vantro på hovedet.

”Det var et vildt forslag. Men på den anden side havde jeg virkelig brug for hjælp, så jeg gik med til det og spurgte, om jeg måtte tage mit filmhold med mig. Og det havde han det fint med. Nok lidt mere end fint, egentlig!” siger hun og griner.

”For min første dokumentar hed Onkel Reidar, og handlede om min mors yngste bror, som havde Downs syndrom. Han er død nu. I filmen fulgte jeg min mor og mormor meget tæt, imens de fortalte Reidars historie. Så min far synes nok, at det var på tide, at han også fik sin egen film, nu når min mors familie havde fået én.” 

Portræt af en løsning
Gennem hele sit liv har Margreth Olin tilbragt sommeren i Olderdalen. Det er et paradisisk åndehul, omkranset af betagende gletsjere og høje bjergsider, hvor familien har samledes i over seks generationer.

Ikke et eneste stykke plastic flyder i elvene, og insekterne summer ufortrødent. Det virker nærmest lidt provokerende, som om alle her har glemt, at verdenshavene flyder over af skrald, og at 31 procent af alle vilde bier er truede.

”I Norge skal vi opnå en reduktion af drivhusgasser på 55 procent i 2030 sammenlignet med 1990. Men hvordan skal vi kunne klare det, hvis vi ikke bliver mindet om, hvorfor det er så vigtigt, at vi når det?”

”Det gik op for mig, at det bedste jeg kunne gøre for at hjælpe, var at lave et portræt af en løsning – ikke af et problem. En lille lokal historie om skønhed, som samtidig er global. En personlig film, der er almen.”

Songs of Earth følger Jørgen på hans livslange vandring gennem naturen. Med ham som målestok ser vi, hvor små vi er i forhold til urkræfterne, der har formet landskabet, som familien har omgivet sig med i årevis.

Med rolig livsvisdom indvier han os i en verden, hvor ekkoet af fossen laver dybe, harmoniske toner, mens vindens slag mod fjeldet lyder som buldrende pauker.

Man skulle ikke tro, at han var 86 år, sådan som han stormer ud af hoveddøren på familiens lille hus og op over klipperne, bemærker Olin storsmilende.

”Han er i ekstremt god form. Jeg blev nødt til at finde på undskyldninger for, at jeg og mine fotografer kunne holde pauser. Jeg sagde nogle gange, at vi lige skulle filme en bregne i slowmotion eller sådan noget.”

”Andre gange gik han bare fra os. Så til sidst udviklede vi et hemmeligt tegn til ham, hvor vi sendte kamera-dronen op, og når han hørte lyden af den, vidste han, at han skulle vende om.”

Farens løfte
Selv om Margreth Olin ikke selv optræder i dokumentaren, er forholdet mellem hende og forældrene åbenlyst trygt og rummeligt.

Da mor Magnild i Songs of Earth med tårer i øjnene fortæller, at hendes største ønske er, at hun går bort før sin partner, kommer det ikke bag på filmskaberen. Hun har hørt Magnild sige det mange gange før.

”Til gengæld chokerede min fars reaktion på det ønske mig,” siger instruktøren og tager en dyb vejrtrækning. Hun lukker øjnene, som for bedre at huske.

”Da vi begyndte at filme, spurgte jeg min far: ’Hvorfor går du så meget?’ Så svarede han noget, som ikke er med i filmen, men som nok rørte mig mest i hele processen.”

”Han sagde: ’Jeg har lovet din mor, at jeg vil følge hende til vejs ende. Så jeg må holde mig i form, for hun er ni år yngre end mig.’”

Margreth Olin rømmer sig lidt og fortsætter efter en lange pause.

”Og det er først, da jeg begyndte at filme ham og så, hvor meget han gik, at det ligesom sank på plads for mig. Jeg har på en måde ikke forstået det før nu.”

”At han er en mand, som holder sit ord for enhver pris. Og hvis min mor havde brug for ham, så har han tænkt sig at gøre alt for, at det blev, som hun ønskede. Og sådan endte det også.”

Hun trækker vejret dybt.

”Vi mistede min mor ved premieren på filmen. Jeg var dér, da hun døde.”

Jordens sange
Da Songs of Earth skulle vises for første gang, havde Margreth Olin fået en fiks idé. I Norge har man allemandsret til naturen. Du må plukke blomster og bær, hvor du vil.

Hun kontaktede en lang række organisationer og banker for at søge støtte, så filmen kunne vises gratis udendørs og minde folk om allemandsretten: At det bedste i naturen er gratis.

Songs of Earth blev den 5. august vist under åben himmel på ti af Norges mest naturskønne steder.

”Det lynede og tordnede i hele landet. Det var lige op til stormen Hans, som få dage senere betød, at huse blevet revet væk, og over 3.000 nordmænd måtte evakueres.”

”Men to timer inden open-air-visningerne, klarede det op, og alle visninger havde tørvejr. Det var helt magisk med så store lærreder ude i naturen, mens solen gik ned. Jeg tror, det var Norges mest spektakulære premiere.”

”Den ene visning blev holdt i Oldedalen. Mine forældre og jeg var til stede, og vi fik stående bifald og blomster.”

Hun lukker øjnene.

”Bagefter gik vi sammen hjem til gården, som filmen er centreret omkring. Dér, hvor mine forældre blev gift, og hvor jeg har brugt mine somre. Og så fik min mor en hjerneblødning. Vi blev hentet med helikopter. Og hele familien samledes ved hospitalet. Hun døde to dage efter. Det var en stille død, midt i den larmende storm.” 

”De kræfter, der udspillede sig, var virkelig the songs of earth. For hvor er vi dog små i mødet med naturen. Det blev virkelig sat på spidsen, samtidig med at min mor gik bort. Det er virkelig rart,” siger Margreth Olin og bruger et ord, som på norsk betyder ”underligt”.

Men også den danske betydning – noget trygt og blidt – er rigtig i sammenhængen.

”Min mor fik hjerneblødning lige inden, stormen ramte, og alle fly og toge blev aflyst. Ved et rent tilfælde nåede hele familien frem, før al transport blev indstillet.”

”Da hun faldt om, var hun i det hus, hun og min far tilbragte deres bryllupsnat i. Det blev også dér, hvor de havde deres sidste nat sammen.” 

Rejsen fortsætter
Efter et øjebliks samling fortsætter vi vores samtale. Margreth Olin smiler, da hun fortsætter lidt usikkert.

”Jeg var meget i tvivl om, hvad vi skulle gøre ved filmen efter det. Premiererne og min turné på festivaler i andre lande var jo planlagt. Men de første uger aflyste jeg alt.”

”Efter lidt tid spurgte jeg min far, hvad vi skulle gøre. Han sagde, at filmen ikke skulle stoppes. For sorgen bliver ikke lettere. Den bliver bare anderledes.”

”Så vi holdt den store kommercielle norske premiere 1. september, og min far tog med. Han kom op på scenen, fortalte om min mor og holdt et minuts stilhed for hende.”

– Skal Jørgen og du så ud på endnu en årelang gåtur nu?

Hun griner. Og indrømmer, at det nok ville være meget passende.

”For jeg kom jo til ham med partnerkrise, og det har han også nu. Men vi har faktisk allerede været på tur. En uge efter begravelsen tog vi på en lang tur.”

”Men han har sagt, at der er grænser. Han kommer ikke med til Hollywood, hvis vi ender med at blive nomineret til en Oscar. For han har intet behov for at rejse.”

”Af alle de mennesker, jeg kender, er han den, som har flyttet sig længst med egne ben. Han har gået så afsindig meget. At tage et fly og rejse interesserer ham slet ikke.”