Nordic Reality: Min krops historie

Med Kroppen min blev Margreth Olin (født 1970) et etableret navn i norsk film. 

I filmen retter instruktøren i bogstaveligste forstand kameraet mod sig selv og udfolder sin egen krops historie – fra skammen og ydmygelserne, hun følte i sin ungdom, til den endelige accept, hun opnåede, da hun blev mor. 

Kroppen min er intim, men føles ikke navlebeskuende takket være Olins humoristiske og ærlige tilgang til stoffet. På den måde bliver filmen et velfortjent slag i ansigtet på nutidens skønhedsidealer. 

Tidens syn på kvindekroppen
Margreth Olin har sit eget produktionsselskab, Speranza, og har stået bag adskillige dokumentarfilm. Kroppen min vandt Norges mest prestigefyldt pris, Amanda’en, for bedste dokumentar i 2002. 

– Hvordan startede filmen, og hvilke omstændigheder blev til den under? 

”Jeg havde fulgt en heroinafhængig veninde med et kamera i to år, og det blev til dokumentarfilmen Pias verden. Men det blev umuligt at bare at observere hendes liv, og jeg begyndte at gribe ind i den virkelighed, jeg filmede. Hun blev indlagt, og hun kom fri af sit misbrug.” 

”Jeg valgte sammen med hende at droppe filmprojektet, fordi hun trængte til ro i sin nye tilværelse. Jeg var bange for, at hun ikke ville kunne tåle omkostningerne ved, at filmen kom ud. Det var en hård, men rigtig beslutning. Flere år senere omformede jeg stoffet og lavede spillefilmen Engelen, hvor Maria Bonnevie spiller hovedrollen. Men lige efter jeg havde lagt Pias verden ned, skrev jeg manuskriptet til en kortfilm, Kroppen min.” 

”Det var lige efter, at bogen Fittstim udkom i Sverige, og min generations feminister begyndte at fortælle deres personlige historier om selvbillede og krop. Kroppen min blev mit bidrag til den debat, Fittstim rejste. Som udgangspunkt tænkte jeg, at det skulle være en humoristisk ti-minutters kortfilm, men undervejs blev jeg gravid og skulle have mit andet barn. Så jeg valgte at udvide rammerne og også fortælle om det at blive mor. Min krops historie om at blive mor.” 

”Som jeg ser det, er Kroppen min ikke en film om Margreth Olins krop, selv om jeg fremhæver forskellige kropsdele og fortæller historier knyttet til disse. Det er en film om, hvordan vores tid ser på kvindekroppen.” 

Selvpålagt eksamensopgave
– Hvad håber du, publikum tager med sig fra filmen? 

”Jeg vil gerne have, at de skal kunne lide deres kroppe. Og få deres børn til at kunne lide deres. Jeg vil gerne have, at folk bliver mere glade for dem selv.” 

– Hvad var den største udfordring? 

”Jeg valgte at bruge stills, super 8, video, sort-hvid og farver. Jeg legede mig frem til filmens form. Kroppen min er en essayistisk dokumentar, det er voice-overen, som driver filmens fortælling. Det var spændende at afprøve en helt ny måde at fortælle på. Jeg har altid godt kunnet lide direct cinema-traditionen med den observerende fortæller, som jeg bruger i store dele af Dei Mjuke Hendene (1998) og senere også i Ungdommens Råskap (2004). Kroppen min er den mest legesyge, uhøjtidelige film, jeg har lavet. Og måske også den, der har fået bedst kritik.” 

”Det er udfordrende at stille sig selv foran kameraet. Men jeg valgte at være objektet for min egen film. Jeg kunne have valgt en anden kvinde. Men som dokumentarist går jeg tæt på andre menneskers liv, på andre familier, og det var et helt bevidst valg og et ønske om at kende omkostningerne ved at eksponere sig selv brutalt ærligt og nøgen – i dobbelt forstand, som jeg gør i denne film.” 

”Jeg tænkte på det som en selvpålagt eksamensopgave. Det at få kendskab til, hvad det koster, gør, at jeg ved noget om grænserne, når jeg går dem, som medvirker i mine film, i møde. Alle mine film er nærgående. Jeg forsøger at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske. At kende til det i alle facetter. Det er helt fantastisk at have et værktøj som film til at dokumentere vores handlinger, vores oplevelse af os selv og andre. Jeg oplever, at det, jeg filmer, bliver sandt for mig på sin helt egen måde. Filmen bliver min hukommelse.” 

”Valget af fotografen Kim Hiorthøy var vigtigt. Han er upåvirket og direkte. Der kom noget sandt i billederne, jeg ikke ville kunne forestille mig uden Kim. Den blufærdighed, som jeg har i forhold til min krop, måtte håndteres på en måde, som ikke var tilknappet, men som bare var der i kraft af, at jeg klædte mig af for en anden mand end min egen.” 

Hemmeligheder på en bar
– Hvorfor valgte du den æstetiske tilgang til emnet? 

”Fortællingen er legende i sig selv, den har meget selvironi. Jeg ville ophæve grænsen mellem det personlige og private. Alle snakker om det som en sandhed. ’Du kan være personlig, men ikke privat.’ Hvad betyder det? Selvfølgelig kan en film være privat, den skal være så intim som muligt, men den må samtidig forestille sig et publikum, som skal underholdes, forføres, gribes.” 

”Fortælling er forføringskunst. Jeg prøvede at skrive voice-overen som en forførende fortælling, tage publikum ind, tage dem alvorligt, hviske dem hemmeligheder, jeg ikke havde sagt højt, tænke, at publikum var en nær ven. Næsten som den fortælling, du fortæller efter et par drinks på en bar, en aften, du altid vil huske, hvor du mødte nogen, du kunne lide, og som du stolede på, at du kunne joke om dit eget liv til, dit eget selvbillede, i et halvmørkt lokale – ’nu giver jeg jer denne historie’. 40.000 så filmen i biografen i Norge, det er lidt underligt at tænke på.” 

– Hvordan ser du tilbage på resultatet nu?

”Jeg kan godt lide tonen i filmen. Havde jeg lavet den i dag, ville den blive anderledes, fordi jeg tænker anderledes. Jeg kan godt lide direktheden, at den er enkel. Jeg tænker på den som en lille film, som har formået at rumme noget stort.” 

Asylcentrenes konsekvenser
– Hvilken nordisk dokumentarfilm fra samtiden har gjort det største indtryk på dig? 

”Der findes så mange stærke, fantastiske dokumentarer. Svenske Stefan Jarl har været et vigtigt forbillede for mig. Af de sidste års film vil jeg fremhæve den finske instruktør Pirjo Honkasalos The 3 Rooms of Melancholia. Det er en enormt smuk film. Jeg elsker den. Jeg husker den dag, hvor jeg så den på dvd derhjemme alene. Fordi filmen, som kunst skal gøre, skrællede alle lag væk i tilværelsen, så det stod klart for mig, hvem jeg var, hvad jeg ville, og hvad der betyder noget. Jeg så den igen og studerede, hvordan den er klippet, bygget op. Den er mesterligt fortalt.” 

”Armadillo må jeg også trække frem. Den unikke tilgang og modet, filmfolkene udviser, gør, at publikum får indblik i noget, som ellers er lukket for os. Jeg ønsker mig flere af den slags film. Filmens form gør, at den når bredt ud.” 

– Hvilket tema fra livet i Norden har dokumentarfilmene forsømt at beskrive? 

”Asylpolitikken. Krænkelse af menneskerettigheder. Hvad der sker i vores land, når vi bryder etiske grundprincipper og behandler folk, som om de er mindre værd.” 

”Vi lader være med at tage vare på menneskers liv og udvikling for at skræmme andre fra at benytte sig af den menneskeret, det er at søge asyl. Både Danmark og Norge står foran et vigtigt oplysningsarbejde, fordi de fleste folk ikke er klar over, hvor streng politikken er på dette område. Vi må udfordre de negative fortællinger om indvandring, og vi tage fat på, hvor sårbare vores samfund er, når folk lever på yderkanten af samfundet, uden rettigheder.” 

”Den svenske bog Yarden var et vigtigt indspil. Jeg vil se konsekvenserne af, at et barn bliver født og vokser op i asylcentre. Jeg vil også se film som Play som dokumentarfilm, der går ind i integrationsdebatten, og som tør at tage fat i en af de største udfordringer, vi står over for, nemlig migration.” 

Fysisk lam af frygt
– Hvad skal din næste dokumentarfilm handle om, og hvorfor har du valgt det emne? 

”Jeg havde premiere på en ny helaftensdokumentarfilm i oktober sidste år, De andre. Den havde international premiere på dokumentarfestivalen IDFA, og efter Kon-Tiki var det den mest omtalte norske film i efteråret.” 

”Den tager udgangspunkt i, at den norske regering i 2009 indførte flere tiltag for at begrænse indvandringen. Børn skal for eksempel returneres til oprindelseslandet, når de fylder atten.” 

”I filmen møder vi Goli fra Kurdistan. Han blev deporteret fra Norge, dagen efter han fyldte atten, og vi følger ham, når han begiver sig ud på en ny flugt. Vi møder også brødrene Hassan og Husein fra Afghanistan. Hassan blev fysisk lam af frygt, da de fik afslag i Norge. Vi er også med, da Khalid modtager sit endelige svar på sin attenårs fødselsdag.” 

– Hvis du kunne ændre én ting ved betingelserne for at lave dokumentarfilm i Norden, hvad skulle det så være? 

”Det er vigtigt, at kritiske, socialpolitiske film, som tager samtidige og aktuelle temaer op, lettere kan få finansiering. Det kan let tage et par år at finansiere den slags film, og det går ikke. Staten må gå tungere ind i nogle film.”