Mindeord om Lars Kjeldgaard

Manuskriptforfatteren, læreren, produceren og sparringspartneren Lars Kjeldgaard døde natten til fredag efter et hændeligt uheld.

Han blev aldrig en offentligt kendt person, men han havde en stor betydning for en række prominente filmfolk. Vi bringer her deres mindeord.

Per Fly, filminstruktør:

Lars er død. Det er ikke muligt, men det er sandt. Jeg ved det godt. Lige nu, hvor han var på vej mod afklaring og accept af et smukt liv, der ikke var som de flestes.
Lars var en original. Han levede et liv, der gav ham andre indsigter end mange af os andre. Det kombineret med en stor intellektuel indsigt og generøs kærlighed til mennesker, gjorde ham til en af de største.

For en måned siden startede vi på et nyt projekt sammen. De første møder, lange mailudvekslinger om karakter og tema. Generøse og dybe tanker om mit liv og hans. Verdenen åbner sig. Hver dag spændt hjem til mailen for at se om, Lars har sendt en af sine lange og fabulerende mails. Altid attraktive. I denne fase gælder det også om at gøre sig attraktiv for den anden. Lukke projektet op. Lede efter de psykologiske indsigter, som vi kun har fat i med det yderste af neglene. Så pludselig, et par dage uden mails. Og så – en opringning kl. 2 om natten. Lars er død!

Lars var min lærer på Filmskolen, min ven og min arbejdskammerat. Han var et smukt menneske, men også en hemmelighedsfuld person. Han holdt sine verdener adskilt. Men i hver personlig relation var han 100 % generøs, kærlig og ærlig. At have kendt ham personligt og professionelt er et stort privilegium, og hans betydning for dansk film er langt større, end de fleste ved.

For Lars var der næsten ikke noget, der var nemt. I brydningen mellem populisme og dybde kæmpede han en hård kamp, både med sig selv og verden omkring ham. Han var no-bullshit, direkte til kernen og kæmpede indædt mod entrepenante filmfolk, der opfattede film, som noget, der kunne skrues sammen ud fra markedshensyn og seertal. Han var på den måde en klassisk filmkunstner, der ofte kæmpede mod producenterne og pengemændene. Den kamp, vores generation ellers er gået udenom i et forsøg på at bilde os selv ind, at alt er lige godt. Filmbranchen er en tivolibranche, vi er afhængig af et publikum, og det er altid fristende at bruge ufarlige konsensus-sandheder og pleasende klicheer.

Den gik ikke med Lars. Han tog diskussionerne op i et legendarisk raseri mod alt og alle, der ikke stræbte mod den yderste psykologiske sandhed i materialet. Han tog de nødvendige diskussioner og trak grænserne op. Kernen i kunsten er altid: At fortælle noget sandt. Det vidste Lars, og det stod han for. Hans professionelle indignation og indsigt er uerstattelig. En af grundpillerne i dansk film er faldet bort.

Jeg ved, han er død, jeg ved, det er sandt. Men det er ikke muligt.


Poul Nesgaard, rektor:

Kære Lars – jeg har lyst til at skrive kære Lars – ikke fordi jeg holdt af ham i den banale betydning. Dertil har han såret mig for meget og som intet andet menneske rystet min professionelle selvbevidsthed. Jeg må også indrømme, at jeg ikke kendte Lars særlig godt, eller rettere: Der var mange skjulte sider, som forblev skjulte. Han var en enspænder.

Jeg var hans chef gennem mange år på Den Danske Filmskole, indtil han tog sin afsked for at hellige sig forfatterskabet som dramatiker. I alle de efterfølgende år forsøgte jeg med mere eller mindre held at få ham tilbage som lærer på Filmskolen. For magen til lærer fandtes stort set ikke. Han var i særklasse en af de mest begavede, vidende og kompromisløse lærere, jeg har kendt, og nok var jeg chef, men det var ham, der leverede øjeblikkets nærvær over for eleverne. Det var ham, der var den afgørende faktor, og mange – måske alle – tidligere elever vil tænke tilbage på netop de øjeblikke, sammen med ham ved tavlen eller i den fortrolige samtale, som afgørende for deres professionelle liv og udvikling.

Jeg tror alle, der mødte Lars, elskede og frygtede ham på samme tid. For hver gang jeg mødte ham, vidste jeg, at dette øjeblik kunne betyde alt eller intet. Enten var Lars den overstrømmende venlighed, eller også var der noget, som skulle frem. Ikke at han selv kunne bestemme øjeblikkets udfald, dertil var hans temperament for stort og styrende, men han vidste, at livet udfoldes netop i øjeblikkets moment, og at hvert øjeblik i al sin skrøbelighed og skønhed har afgørende betydning, ligesom hver scene og gestik i filmens univers har det for oplevelsen af karakteren og dramaet. Det vidste han, og netop derfor var han en så fremragende dramatiker og en gudbenådet lærer.

Første gang jeg oplevede Lars, tænkte jeg: Den mand er idiot. Senere fandt jeg ud af, at han var en sand original. Han var et voldsomt bekendtskab, men samtidig venligheden selv. Han var til tider stærkt dominerende og af nogen opfattet som arrogant, men i virkeligheden dækkede det over en udtalt blufærdighed. Han kunne virke frygtindgydende, men var samtidig et menneske, som bedre end nogen forstod smerten og angsten for livets storhed og fald.

Lars var et sammensat menneske, der på den ene side var ydmyg og beskeden, på den anden side voldsom og stærk. Han evnede som menneske, dramatiker og lærer at fastholde livet i sit sande og sammensatte billede.

Et menneske, jeg beundrede, elskede og frygtede, er gået bort. Ære være dit minde – kære Lars.

Bo hr. Hansen, manuskriptforfatter:

Første gang, jeg mødte Lars Kjeldgaard, var hos Søren Fauli. Jeg havde nok forventet en anden entré, havde jo hørt lidt om den her skarpe og begavede dramaturg. Ind stormede Lars i lædertøj, smed sig i sofaen og havde knap nok fået solbrillerne af, før han spurgte, om vi ikke havde noget heroin. Han havde tilbragt dagen med at se og kommentere danske film, nu kunne han simpelthen ikke mere.

Og selvfølgelig skulle han ikke have heroin, rent fysisk, til at dulme nerverne med, men billedlig talt skulle han, for han var oprevet. Film betød noget for ham, og når han havde sagt ja til at sidde en hel dag og se på noget, der skuffede ham, så kogte han op.

Han er på en måde den skrappeste lærer, jeg har haft. Nogle studerende ville diskutere alt. Det ene synspunkt kunne være lige så rigtigt som det andet og så videre. Lars fik i den grad nok, standsede snakken med et iltert udbrud og slog fast, at kun én ting var rigtig i den diskussion, og dramaturgien dikterede dén åbenlyse og enkle sandhed.

Lars var koleriker af Guds nåde. Og en desperat humorist. Hold kæft, hvor vi lærte af ham og Mogens Rukov. Og når vi i dag – sikkert ikke sjældent – skriver noget lort, så er det ikke deres skyld. Så er det enten, fordi vi lader os nøje med det fortærskede, eller fordi vi tror mere på vores egne konstruktioner end på fortællingens natur. Det skal siges, at Lars ikke var rigid fortaler for naturalisme, slet, slet ikke, men også de sære historier følger nogle regler.

Jeg kommer til at savne ham. Jeg kommer til at savne de tilfældige møder, som desværre blev sjældnere. Når jeg indimellem underviser, hører jeg mig selv sige sætninger, jeg ved kommer direkte fra Lars eller Mogens. Jeg stjæler sætningerne med en vis stolthed, for jeg vil gerne være med til at give den elementære viden videre, formuleret netop sådan. Min stolthed er lige nu afløst af melankoli.

Lad mig i øvrigt minde om, at teaterstykket Fobiskolen, som Lars skrev med Claus Flygare og Kari Vidø, for tiden bliver genopført på Nyaveny. Det kan nås endnu. Sidste gang er 12. juni. Det er vildt sjovt, vildt fobisk, meget sørgeligt og egentlig ret så Lars Kjeldgaard’sk.


Vinca Wiedemann, producer og konsulent:
— tale holdt til instruktørerne på Filminstituttets fiktionsdag den 7. juni

Jeg ville i dag egentlig have talt om samarbejdets kunst i manuskriptprocessen. Og jeg skulle have talt ud fra et bundet oplæg om ”instruktørernes uundværlige indsats”. Men Lars Kjeldgaard, der oprindelig var uddannet instruktør og siden blev manuskriptforfatter, er død, og jeg vil derfor tage mig den kunstneriske frihed i stedet at sige et par ord om et uundværligt menneske.

Lars var et hypersensitivt menneske. Når han kom ind i et rum, sansede han på én gang alle spændingerne mellem de personer, der var til stede. Han kunne høre det uudtalte mellem mennesker og straks gennemskue løgnen, forstillelsen og magtbegæret. Men han var også næsten overfølsom over for de erotiske spændinger, længslen, ensomheden i rummet. Og det ramte ham med en kraft, så han næsten blev slået omkuld, og han blev bogstavelig talt sjæleligt udmattet af at skulle rumme alle disse sansninger. Han dirrede i hele kroppen af desperation for at komme af med sansningerne igen, delagtiggøre os andre i dem. Man så enhver middag eller fest i et helt nyt lys, når man havde hørt Lars’ nådesløst skarpe, humoristiske og sprogligt veloplagte analyse.

Lars levede i spændingsfeltet mellem sin næsten vanvittige trang til at indfange og frame sandheden om livet, skabe et billede og vise det frem, og af en voldsom angst for at give efter for dette udtryksbehov, for at nedprinte sine tanker og syner, så de fik blivende værdi. Hvorfor var han så bange? Jeg lærte aldrig grundene at kende, for han var blufærdig og hemmelighedsfuld. Han var vel perfektionist, syntes ikke det så ud af noget, når ordene først stod på papiret. Han var nok også bange for at stå offentligt frem for alvor. Han kunne jo selv fremstå både kejtet og kikset. Han var på visse områder som et ufærdigt menneske, og han var sig sin egen ufuldkommenhed pinligt bevidst.

Jeg tror i hvert fald dét må være en del af grunden til, at Lars desværre aldrig gjorde alvor af at få nedfældet alle sine kloge tanker om det at lave film, som han udviklede og forfinede ikke mindst sammen med Mogens Rukov på Filmskolen. Det er en uvurderlig og klarhjernet indsigt fra et lysende intellekt, der herved er gået tabt.

Han valgte i stedet fiktionen, og hans samarbejde med Per Fly og Kim Leona på Forestillinger blev en af hans mest frugtbare perioder. Jeg tror det ikke mindst skyldtes Fly og Leonas evne til at rumme og forstå hans angst. I denne trygge konstellation kunne han mere end på noget andet tidspunkt slippe sig selv løs.

Lars var ikke sådan at bide skeer med. Han kunne være hysterisk hinsides enhver rimelighed, og han kunne være møghamrende neurotisk og besværlig. Mange sagde fra i filmmiljøet, ikke mindst flere tv-stationsledelser, som bedyrede, at de aldrig ville arbejde sammen med ham igen. For Lars blev aldrig en af de artige filmhåndværkere, som efterspørges så ivrigt i dag. Han stillede også de ubehagelige spørgsmål, søgte sandheden, insisterede kompromisløst på kvaliteten. Til gengæld var han en knokler af Guds nåde.

Vi er blevet en manuskriptforfatter fattigere. Tilmed en af dem, der med sin indsats på Filmskolens manuskriptuddannelse gjorde denne titel til noget, som blev væsentligt at stræbe efter.

Det er værd at huske, hvor meget det kostede ham at frembringe de manuskripter, der senere blev til blandt andet tv-serierne Edderkoppen, Forestillinger og Blekingegade. Hvor meget han satsede. Og hvor meget hans personlige stræben fyldte i alt dette.

En god manuskriptforfatter er en sjældenhed. Hvis man ønsker at finde sammen med sådan én, så skal man være parat til at lede længe. Men som instruktør skal man også være parat til at lade dette andet menneske blive en central, medskabende kraft på sin film. Man skal give vedkommende plads til at søge sit eget udtryk og et trygt rum til at udfolde dette i.

Der er ingen færdige opskrifter på, hvordan dét skal ske. Det er simpelthen den svære eksistentielle livskunst, der hedder samarbejde, og som alle vi, der laver film, ikke bare er afhængige af, men prisgivet til.


Peter Aalbæk Jensen, producent:

Lars var avantgarde, ­ jeg var fra Herfølge!

Mødet med filmens forunderlige væsen blev krystalklart for mig på en for dengang eksorbitant tur for Den Danske Filmskoles grundkursus 1983-87. Turen gik til Hanasaari uden for Helsingfors, et nordisk kursussted, hvor vi skulle være sammen med vores fremtidige kollegaer i den skandinaviske filmbranche. Svenskerne var sejest.

Lars gled ind blandt sælsomme finske punkinstruktører som en fisk i vandet. De havde solbriller på selv i biografen. Det var tydeligt, at han trivedes i ekstremer.
Vi delte værelse­, Lars og jeg, og det blev vores skæbne på Filmskolen, at vi altid delte værelse på ture til udlandet. Han var en sælsom blanding af skælm og lille forurettet dreng. Lars talte meget, når vi lå sammen i mørket. Jeg var som regel træt.

Lørdag i Helsinki. Februar frost og minusgrader, men en helt klar frost, lyseblå, transparent luft med løfter om udfordringer i de atmosfæriske svingninger.
Vi – Lars, Susanne Bier, Erik Zappon, Ilse Haugaard, Vinca Wiedemann, Peter Beck Sørensen og jeg – gik ned til havnen. En lille færge lagde til havn og uden at vide, om den nogensinde kom tilbage, gik vi ombord og sejlede ud i isfyldt farvand i den Botniske bugt, ankom til en eventyr-ø, hvor der fandeme lå en strandet ubåd!

Tilbage til Hanasaari blev vi mødt af eksalterede nordiske filmskoleelever, og det blev (som altid) besluttet, at festen skulle være på mit og Lars’ værelse.

Jeg vågnede op tolv timer senere til et totalt smadret, men tomt værelse og to vinduer på vid gab, som lukkede fimbulvinteren ind. Minus 30 grader! Lars var væk. Ham kunne man ikke fastholde. Var han tæt på, var han altid langt væk.

Lars er her, men er her ikke mere.


Nikolaj Scherfig, manuskriptforfatter

Hvis nogen havde fortalt Lars Kjeldgaard, at han ville dø, ved at han på en gåtur med sine to uregerlige hunde ude i Dyrehaven ville blive viklet ind i hundesnorene og falde og slå baghovedet ned i en asfalteret sti, og to dage efter få en hjerneblødning, mens han lå og sov, ja, så ville han havde skreget af grin med sin særlige tørre, kyniske latter.  

Vi andre kan ikke gøre andet end at græde. For det er et stort og uforståeligt tab, at Lars Kjeldgaard i en alder af bare 53 år ikke er her mere. Vi skal aldrig mere høre hans skarpe analyser af alt fra film, kunst, den menneskelige psyke, vin, mad, verdenssituationen og selvfølgelig også de gode sladderhistorier om, hvem der kneppede med hvem i filmbranchen. Alle emner blev altid behandlet med en særlig Kjeldgaard’sk sanselig præcision, en stor menneskelig indsigt samt et skarpt blik for netop den humoristiske detalje.  

Det har været et kæmpe privilegium at have haft Lars Kjeldgaard. Først som lærer på Filmskolen og siden som ven og manuskriptkollega. Utallige er de råd, han har givet – fagligt som menneskeligt. Og det er ikke bare mig, der kan takke ham for stærke samtaler, der – når man ser tilbage – ændrede ens liv. Selv er jeg glad for, at jeg kunne betale tilbage ved at være med til at skubbe til, at han forlod Filmskolen i 1996 som fast lærer, så han for alvor kunne få realiseret den manuskriptforfatterkarriere, der lå lige til højrebenet. Uden Lars Kjeldgaard ingen Edderkoppen, Forestillinger eller Blekindegade. Heller ikke stærke dokumentarfilm som Patrioterne, Mig og Jesper og filmen om Tommy Seebach, der stadig er i klippebordet.  

Ære være dit minde! Stod det til mig, blev der rejst en statue af dig ude på Holmen foran Filmskolen. Mentalt står den der allerede.