Nyhed
09. okt. 2024 | 15:04 - Opdateret 09. okt. 2024 | 16:19

Mindre topstyring på Filminstituttet

Foto | Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitutet ønsker at komme bredere ud med dansk film via en styrket formidling, som det nye museum på Filmtaget er en del af. 

Efter kritik af Det Danske Filminstituts afgåede ledelse etableres der en kulturdirektørstilling, og beslutninger om støtte skal bredes ud.

Af Frederik Hoff

Det er en hård tid for Det Danske Filminstitut, der længe har fået kritik for den tre år forsinkede og svært fordyrede færdiggørelse af den kulturelle tagterrasse Filmtaget, som endelig åbnede i august.

Oveni kunne Ekko afsløre, at vicedirektøren Jakob Buhl Vestergaard – tovholderen på Filmtaget-projektet – i stilhed forlod sin stilling kort før åbningen.

Og i Kulturmonitor kom det frem, at trivslen var ualmindeligt dårlig blandt instituttets medarbejdere, som ikke havde megen tillid til Vestergaard og den for nyligt fratrådte direktør Claus Ladegaard.

I august begyndte Tine Fischer i jobbet som direktør, og nu fortæller Filminstituttets bestyrelsesleder Trine Nielsen til MediaWatch, at instituttet sløjfer den gamle vicedirektørpost til fordel for en ny stilling.

En af de kommende dage vil der blive slået en stilling op som kulturdirektør for Det Danske Filminstitut.

For få publikummer
Opgaven for den nye direktør er at få dansk film bredere ud i befolkningen gennem bevaring, tilgængeliggørelse og formidling af dansk film.

”Den skat, vi sidder på, skal vi i endnu højere grad have bredt ud i landet. Det har vi ikke været gode nok til. Vi skal udbrede kendskabet til Filminstituttet gennem de platforme, vi har. Nu har vi fået Filmtaget, og det er vores museum. Det skal vi have skabt opmærksomhed omkring spændende aktiviteter, få dansk film bredt længere ud end bare Gothersgade til hele Danmark,” siger Trine Nielsen til MediaWatch.

Blandt andet skal kulturdirektøren være med til at sikre, at dansk film bliver set af flere.

I den aktuelle filmaftale står der, at de ti bedst sælgende danske film hvert år i gennemsnit skal sælge mindst 250.000 billetter i danske biografer. Her ni måneder inde i 2024 er blot tre danske film nået over 250.000 solgte billetter, så den målsætning bliver næppe opfyldt i år.

Ug med kryds og slange
Til MediaWatch fortæller Trine Nielsen også, at Filminstituttet vil have mindre topstyring, når det kommer til beslutningerne om støttetildelinger.

Fremover skal støtteproceduren i højere grad varetages af mellemlederne – fiktionschefen og dokumentarchefen – omringet af teams, der blandt andet består af filmkonsulenterne. På den måde kommer der flere indgange til instituttet.

Ifølge MediaWatch sker det, efter at instituttet fik lavet en undersøgelse af, hvad filmbranchen ønskede fra dem. Det viste, at flere ønskede flere veje til støtte, så alt ikke skulle gå igennem den daværende direktør Claus Ladegaard.

Med hensyn til den dårlige trivsel under Ladegaard og Jakob Buhl Vestergaard siger Trine Nielsen, at problemerne skyldtes efterdønninger fra corona-nedlukning, processen omkring Filmtaget og så ledelsen.

Nu er corona langt væk, Filmtaget er åbent, og der er kommet ny ledelse, så Filminstituttet er ifølge bestyrelseslederen på vej mod bedre tider.

Da MediaWatch spørger Trine Nielsen til, om Claus Ladegaard har været for gammeldags i sin ledelsesstil, svarer hun, at han har fokuseret på at skabe et godt samspil med branchen og sikret kvaliteten af filmstøtten – en opgave han har løst ”til ug med kryds og slange”.

”Det er der, han har haft sit blik, så han har nok ikke haft sit blik ret meget indadtil. Jeg tror, det er det, der er sket. Jeg oplever ikke, der er noget bevidst i det.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko