Mine aftener i paradis

Cannes har sans for fest, og da festivalen i år fyldte 60, skulle det naturligvis fejres med manér.

Derfor samlede komitéen 35 instruktører (Guldpalme-vindere og andre prisvindere) fra 25 lande spredt ud over fem kontinenter. Instruktørerne fik i opdrag at lave en personlig scene på tre minutter med udgangspunkt i deres livs muse: biografsalen.

Filmene blev vist som forfilm under festivalen, og nu er de blevet samlet på en dvd med titlen Chacun son cinéma, der betyder "hver sin biograf" (vi må dog undvære Coen-brødrenes bidrag, der kom for sent til dvd'en).

De små appetitvækkere er for størstedelens vedkommende af høj kvalitet. Ofte sjove, drillende, overraskende, provokerende, rørende, tankevækkende, modbydelige, nogle får én til at mindes og hylde, et par af dem er mislykkede og en enkelt direkte usmagelig.

De sjove
Forfilmene fik flere gange den store skare af filmjournalister til at bryde sammen i latter, som da japanske Takeshi Kitano i One Fine Day selv står i operatørrummet og fuldstændig destruerer filmoplevelsen for sin eneste tilskuer, en stakkels bondemand, der har kørt meget langt på sin cykel for kun at opnå at se starten og slutningen af en film, fordi den brænder i midten. Da manden desorienteret forlader biografen, er hans cykel tilmed stjålet i et ellers mennesketomt univers.

Roman Polanski (Pianisten, Guldpalmen 2002) rammer med sin Cinéma Erotique også plet. Den lille scene viser et forstenet par, der sidder og ser en erotisk film, mens én mand bag i salen stønner højlydt. Parret forarges, biografpersonalet støder til for at redde situationen, og det opklares, at det ikke er på grund af erotisk opstemthed, men fordi han er faldet ud over kanten!

Britiske Ken Loach (The Wind that Shakes the Barley, Guldpalmen 2006) konstaterer mere lakonisk i Happy Ending, at biografen ikke kan konkurrere med alle former for adspredelse, og sender far og søn til fodbold efter en lang debat i en billetkø.

I Cannes høstede Lars von Trier (Dancer in the Dark, Guldpalmen 2000) stort bifald med sin lille satanistiske scene Occupations og beviste måske mod sin vilje, at filmjournalister har selvironi. Med en vanlig cool attitude myrder han på brutal vis en enerverende filmkritiker, der sidder ved siden af ham i biografen. Dermed får Trier cementeret, hvad vidst allerede er mere end almindeligt kendt, nemlig hans lede ved specielt de nationale kritikeres modtagelse af hans værker.

Original fremstår også Rencontre Unique af verdens ældste aktive filminstruktør, 98-årige portugisiske Manoel de Oliveira, som lader paven møde Nikita Khrusjtjov, Sovjetunionens legendariske ministerpræsident, i en morsom lille stumfilm, hvor de finder ud af, at eneste fællesnævner er deres tykke maver. Stumfilm bliver afløst af de moderne medier, og internettet er årsagen til, at to fornøjelige rappere i A 8944 km de Cannes af brasilianske Walter Salles ved så meget om Cannes Film Festival.

Malplaceret
... er kun en enkelt, nemlig At the Suicide of the Last Jew in the World in the Last Cinema in the World af canadiske David Cronenberg, som på sine lidt ældre dage altså ikke har mistet sansen for provokation. Titlen gengiver præcist indholdet af filmen, hvilket må siges at være en lettere vanvittig måde at fejre en fødselsdag.

Vanvittig virker næsten som for mildt et ord at bruge om amerikanske Michael Cimino, hvis No Translation Needed om et cubansk band flopper totalt. I den muntre, men mislykkede afdeling er også The Lady Bug, skabt af denne eneste kvinde i denne samling af instruktører og den eneste kvinde, der nogensinde har vundet Guldpalmen: Jane Campion (The Piano, Guldpalmen 1993).

I samme kategori skal desværre også nævnes vores egen Bille August (Guldpalmen 1987: Pelle Erobreren og 1992: Den gode vilje) i en mærkværdig duo med Caspar Christensen som medskribent på The Last Dating Show, hvor Frank Hvam spiller hovedrollen som en ung mand, der har inviteret en indvandrerpige i biografen og i sin oversættelse gør politifilmen til en kærlighedsfilm, mens andre publikummer, heriblandt Caspar Christensen, kommer med racistiske kommentarer.

Dem vil vi mindes
Flere instruktører har fundet anledning til at bruge de tre minutter på at hylde en for dem vigtig person eller begivenhed. Således er græske Theodoros Angelopoulos (Odysseus' blik, Guldpalmen 1998) Trois minutes en hyldest til afdøde Marcello Mastroianni, som blandt andet spiller hovedrollen i Theó Angelópoulos Biavleren fra 1986.

En hyldest må man også sige, at finske Aki Kaurismäkis nutidige svejesearbejdere foretager i La Fonderie, da de går i biografen og gumlende upåvirket ser filmen om arbejdere, der går ud af en fabrik ved fyraftenstid fra den første officielle filmforevisning fra 1895.

Oprigtigt rørende hylder franske Claude Lelouch (Manden og kvinden, Guldplamen 1966) sine forældre i Cinéma de Boulevard, som fandt hinanden i biografens mørke og nævner de fire år, hvor biografen dannede ramme for de for ham vigtigste begivenheder.

Biografernes væsen
Som de mest fængslende fremstår de små tre minutters scener, der tager udgangspunkt i biografen som ramme om mennesket. Det, vi oplever på lærredet, afspejler ofte vores egne liv, tab og glæder.

Den bevægende Dans le Noir af den russiske instruktør Andrei Konchalovsky viser en biografsal, hvor den ældre kvinde, der har levet sit liv, med tårer i øjnene genser filmen Federico Fellinis 8½ på forreste række, mens to unge udlever deres liv i en hed omfavnelse på bagerste række med biograf og film som kulisse.

Gus Van Sant (Elephant, Guldpalmen 2003) indfanger den søde virkelighedsflugt i sin version af et First Kiss, om drengen fra operatørrummet, der forsvinder op på lærredet for at omfavne en køn pige i krystalblåt vand.

Hænder i mørket
Når lyset slukker i biografsalen, er det hænderne, der overtager kommunikationen. De har et helt selvstændigt liv i en sal, hvor tale er forbudt, og hvor øjne følger film. Hænderne kan kommunikere undervejs ømt, erotisk og legende som i Wong Kar-wais I travelled 9000 km To Give It To You.

Hænderne er dem, der tørrer vores tårer væk, og som intenst knuger vores elskede hånd, eller som stjæler (!) i Jean-Pierre og Luc Dardennes (Guldpalme 2005: Barnet og 1999: Rosetta) kvikke historie Dans l'Obscurité om en tyv, der forsøger at stjæle en taske, men den grædende pige griber i stedet hans hånd og knuger den indtrængende.

En ting, hænderne ikke skal bruges til, er sms'e, selvom det sker så raffineret som i canadiske Atom Egoyans Artaud - Double Bill, da en pige sidder i en biograf og filmer en smuk Antonin Artaud som den unge munk i Carl Th. Dreyers Jeanne D'Arcs lidelse og død (1928) og sender den til sin veninde, der sidder i en anden biograf.

Fængslende favoritter
Uovertruffen smuk er kinesiske Zhang Yimous Movienight om en plads, der bliver omdannet til biograf. Den viser det menneskelige samvær, hjælpsomheden med at stable bænke og teknikaliteter op, den uudholdelige spænding og ventetiden på mørket. Og da filmen endelig begynder, falder en lille dreng i søvn.

Renest står Anna af Alejandrao Gonzàlez Iñárritu. Anna handler om en blind pige, der grædende betragter det lærred, hun ikke kan se. Hendes kæreste beskriver, hvad der foregår på lærredet. Da filmen bliver hende for meget, styrter hun ud i det alt for skarpe dagslys, mens filmens stemmer og musik følger med, indtil virkeligheden igen tager over.

Således kan film ramme os i sjælen, og det kan opleves på dvd'en Chacun son cinéma, der blandt andet kan købes på fnac.com og studiocanaldvd.com.