”Mine film er min seksualundervisning”

Sidste gang instruktør Anna Eline Friis-Rasmussen vandt en pris, var det for ”bedste taber” i hendes ungdomsklub.

I voksenlivet er klubben blevet skiftet ud med dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole, som hun sidste år tog afgang fra med den erotiske og sensuelle kortfilm Desire.

Filmen kan nu indbringe instruktøren den anden pris i hendes unge liv. Desire – som kan ses på Ekko Shortlist – er nemlig nomineret til en Robert for bedste korte dokumentar ved årets prisuddeling.

Desire følger en kvinde og hendes ønske om at være sig selv. Anna Eline Friis-Rasmussen går utroligt tæt på sine medvirkende og viser intenst deres seksualitet og begær. Filmens skildring af et kvindeligt kærestepar i sengen sætter fokus på queerkærlighed og repræsentation af forskellige mennesker og fællesskaber.

Instruktørens projekt går dog også ud på at vise, at minoriteter er mennesker med et liv som alle andre.

”Jeg håber at skabe en bredere repræsentation af ungdomsliv i dansk film. Jeg vil gøre det normalt at se nye fortællinger om queerseksualitet på tv og film,” siger 29-årige Anna Eline Friis-Rasmussen.

”Desire handler faktisk bare om unge mennesker. De oplever en ungdom, hvor det kan være svært at finde ud af, hvor de hører til. Det er en følelse, vi alle kender til.”

Kvinders kærlighed
I sin tid på Den Danske Filmskole lavede Anna Eline Friis-Rasmussens også kortfilmen Kiss Me Never. Ligesom Desireudforsker den hendes interesse for særligt det erotiske og sensuelle kærlighedsforhold mellem kvinder.

Kiss Me Never blev skabt, da instruktøren med resten af hendes årgang blev sendt til Mellemøsten med et kamera og lommepenge. Missionen var at lave en film.

Anna Eline Friis-Rasmussens fandt via en kontakt to kvinder, som fortalte om deres liv og kærlighed til hinanden. De blev ikke støttet af deres familie, så instruktøren ville hylde dem som en moderne udgave af Romeo og Julie.

Da hun senere skulle instruere Desire i Danmark, lavede Anna Eline Friis-Rasmussens en åben casting og opdagede, at der var stor interesse for at åbne op omkring det at leve som queer og lesbisk.

”Jeg oplevede et kæmpe ekko fra queerkvinder, som reagerede på min forespørgsel. Jeg modtog også nogle digte fra filmens senere hovedperson, som skrev om identitet på en måde, der ramte mig,” fortæller Anna Eline Friis-Rasmussen.

”Det fik mig til at tænke over mit eget liv. At være en kvinde, der er til kvinder, men ikke nødvendigvis ønsker at kalde sig lesbisk. Jeg snakkede med hende om manglende spejlinger i samfundet. Samtalerne med hende og andre queerkvinder fra den åbne casting om seksualitet og begær var fængende.”

Magi på optagelserne
Når en instruktør arbejder med sex og erotik på film, er det vigtigt at sikre tryghed for de medvirkende. For instruktøren handler det samtidig om at undgå, at blufærdighed sætter en stopper for visionen.

Anna Eline Friis-Rasmussen føler sig dog godt tilpas i det følsomme univers. Derfor er hun sjældent bange for, at det bliver for intimt.

”Hele mit liv har jeg været konfronteret med min identitet og seksualitet. For mig kommer identiteten utroligt meget til udtryk gennem en indre og foranderlig følelse i min krop, og det har altid optaget og fascineret mig meget,” siger instruktøren.

”Jeg uddanner mig selv hele tiden ved at lave film som Desire. Mine film er som seksualundervisning for mig som både menneske og instruktør,” fortsætter Anna Eline Friis-Rasmussen, der prøver at ramme en balance mellem det uforudsigelige og det aftalte.

”Som instruktør vil man altid gerne have, at der opstår magi på optagelserne, men man skal også være bevidst om sine blinde vinkler. Som medvirkende i en film kan det være en stor mundfuld at se sin krop blæst op på et kæmpe biograflærred. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg taler med alle medvirkende om, hvad de eventuelt er usikre på.”

Blufærdighedsgrænse
Til at hjælpe sig med de intime scener valgte instruktøren at samarbejde med Miriam Raagaard. Hun er Danmarks første intimitetskoordinator og har arbejdet på kortfilm, tv-serier og spillefilmen Venuseffekten.

Raagaard siger, at en intimitetskoordinator fungerer som en slags mægler og pædagog mellem skuespillerne og instruktøren.

”Miriam og jeg havde en meget spændende snak om intimitet i dokumentarfilm kontra fiktionsfilm. Det er noget jeg bestemt vil tage videre i alle scener, der går over en eller anden form for blufærdighedsgrænse,” fortæller Anna Eline Friis-Rasmussen.

”Der er nogle medvirkende, som slet ikke tænker over det, mens andre har grænser. Som kaptajn på skibet skal jeg have en viden med mig i rygsækken. Når man laver en film sammen, har vi en leg kørende, og det skal være sjovt og trygt for alle.”

Lille babyqueer
Anna Eline Friis-Rasmussen og resten af årgangen fra dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole fik ikke den bedste modtagelse.

I Politiken blev dokumentaristerne kaldt ”alvorligt indadvendte og kun interesserede i sig selv”.

Nu står to fra årgangen med en Robert-nominering i bagagen, så mon ikke det gør tingene lidt bedre?

”Vi har ikke ladet os gå for meget på over den artikel. Vi har stået sammen kollektivt, da det jo var vores klasse, som det samlet gik ud over,” siger Anna Eline Friis-Rasmussen.

”Jeg er stadig meget uenig i alt, hvad der blev skrevet i Politiken og Information. Og jeg synes det er fedt, at Robert tager imod os, og at der er plads til en queerfilm. Jeg føler en anerkendelse af mit filmsprog, og jeg er også så stolt af min årgang og mit hold, som var med til at skabe filmen.”

Anna Eline Friis-Rasmussen er i gang med at udvikle et større filmprojekt, der ligger i forlængelse af hendes afgangsfilm. For den historie trænger ifølge instruktøren stadig til at blive fortalt.

”Da jeg voksede op, var der ingen repræsentation for mig på film. Jeg anede intet om, hvor jeg skulle gå hen, eller at jeg var en begyndende lille babyqueer,” griner Anna Eline Friis-Rasmussen, der også har en drøm om at lave fiktionsfilm.

”Jeg er så træt af, at samfundet putter os i kasser. Jeg vil gerne normalisere folks seksualitet. Og så håber jeg, at en ny generation af unge får noget ud af mine film. At de får en form for rollemodeller, jeg ikke havde som barn. Det vil jeg gerne skabe for en ny generation.”