Sommerfilm: Mine nætter med Jackie

Jeg var lige flyttet hjemmefra, da jeg mødte Jackie.

Det var sommeren 2007.

Jeg var kommet ind med firtoget fra Sjælland, og i min lejlighed i Odense var nattetimerne somme tider lange, når ingen fra journaliststudiet ville mødes til en øl eller ti på Sir Club og Boogies.

Ud over en bunke dvd’er med blandt andet Reconstruction, Chinatown og Dancer in the Dark havde jeg også to bokssæt til at holde mig med selskab, mens sommernætterne lagde sig over Christiansgade med udsigt til åen.

Den første indeholdt alle sæsonerne af successerien Venner. Den anden var rød og med en sort dragelignende tingest udenpå. ”A Touch of Tarantino,” hed den, og de to bokse vidner i et retrospektivt lys om, hvordan min film- og seriesmag endnu ikke havde fundet sit egentlige hovedspor dengang.

På det tidspunkt anså jeg stadig film for at være en fritidsbeskæftigelse. At folk kunne leve af at skrive næsten udelukkende om den slags var ikke en del af min bevidsthed.

Men imens lysene slukkedes i lejlighederne overfor, og månen begyndte at spejle sig i åen, satte jeg en film fra den røde boks på.

Det var her, jeg mødte Jackie.

Elektrificeret karlekammer
Jackie Brown er ikke bare en sublim film. Den er også en mesterinstruktørs oversete perle.

På ryggen af de æstetiske guldkalve Reservoir Dogs og Pulp Fiction rynkede mange på næsen af fortællingen om stewardessen Jackie, der smugler narkopenge. En dag bliver hun nappet af politiet, der stiller hende over for et nærmest umuligt valg. Men Jackie er elegant. Hun udfører en forrygende plan om en pengeudveksling, hvor både politi og narkobagmænd bliver narret.

For mig er Jackie Brown lig med sommernætter. Jeg så den ikke én eller to gange i de første måneder, jeg var flyttet hjemmefra. Jeg så den igen og igen og igen.

47-årige Pam Grier elektrificerede det mørklagte karlekammer med sit nuancerede spil som Jackie. Hun var et menneske på kanten af livet. Et menneske, der pludselig griber hårdt fat om tilværelsen, da en næsten usandsynlig udvej toner frem.

Kæk afdanket
I bund og grund har hele persongalleriet – der spilles af skuespillere som Samuel L. Jackson, Robert De Niro, Michael Keaton, Robert Forster og Bridget Fonda – givet op i Jackie Brown. De er udasede, skilsmisseramte, stenede og bundkriminelle.

Fortællingen er alt andet end Reservoir Dogs’ benhårde slag og Pulp Fictions vilde eksperimenter. Og tilmed er Jackie Brown Tarantinos eneste film, der ikke bygger på et originalt manuskript, men er filmatiseret over en Elmore Leonard-roman.

Alligevel beviser kameraets glidende ture, replikkernes flabede insisteren og skuespillernes kække afdankethed lige netop, hvad det er, der gør Quentin Tarantino til en så særegen instruktør.

Afkrogene af L.A.
Dengang i Odense lukkede Jackie Brown mig ind i et helt særligt univers. Ind i Los Angeles’ afkroge. Og siden har solskinnet i film fra den by aldrig været det samme.

Jeg kan ikke lade være med at sende en kærlig tanke til Jackie Brown, når jeg ser L.A.-film som The Big Lebowski eller Mid90s. De står på ryggen af Tarantinos tredje film – muligvis uden at vide det.

For tolv år siden fik jeg lyst til at flytte ind hos Jackie og byde på et glas hvidvin, hvis ikke hendes underverdensboss Ordell kiggede forbi til en drink eller hans semi-kæreste Melanie lod bong’en gå rundt.

Men jeg blev nu, hvor jeg var. I hvert fald rent fysisk. I sommernattens mørke trykkede jeg straks på ”repeat”.