Mine onde helte

Skuffelsen stod malet i animatoren Milt Kahls øjne, da han fik beskeden: "Du skal animere Peter Pan og Wendy!" Mange år senere indrømmede han sin bitterhed.
 
"Der blev arbejdet bag kulisserne," sagde han med reference til kollegaen Frank Thomas' tætte forhold til Walt Disney. Thomas fik Kaptajn Klo, og det var jo ham, alle Disney-studiets stjernetegnere ville have. Han er vittig, flamboyant, overraskende — og ond. Langt mere spændende, sammensat og udtryksfuld end både Peter Pan, Wendy og alle de andre sympatiske figurer i historien. 
 
Skurken er essentiel for den klassiske fortælling, også på film. Det er den ondes planer, der skal forpurres, det er den onde, man elsker at hade eller frygte. Men skurken har ændret karakter gennem tiden, og hans popularitet som type er blevet så gennemtrængende, at det er blevet svært at se forskel på skurk og helt. At Star Wars-sagaens hovedperson i virkeligheden er Darth Vader, virker i det lys helt logisk.
 
Den renlivede helt, der kun vil det gode og aldrig tænker nedrigt, er en rørende myte, som vi i naive øjeblikke vælger at tro på, måske tilmed identificere os med. Men skurken kommer med en melding fra virkeligheden, og uanset om vi vælger at se det eller ej, så fascineres vi, fordi hans skumle planer kunne være vores egne.
 
Det hele tog fart i 1920'erne i biograferne, hvor såkaldte serials — føljetonfilm i oftest 12-15 afsnit a 15-10 minutter — om hemmelige selskaber, komplotter og dødbringende helvedesmaskiner trak heftigt på temaer fra kulørte hæfter. Målgruppen var mest børn, der foretrak den pletfri helt for de mere nuancerede figurer. Og i 1930'erne skabte disse film i samspil med periodens action-tegneserier en verden, hvor de skarpt optrukne, gode skikkelser — helt, heltinde og følgesvend — var stillet over for truslen fra de onde og uforbederlige skurke. Forventningen var, at Jens Lyn og de andre helte ordnede skurkene — og det gjorde de! — men samtidig er det en vigtig pointe, at historierne kun fungerede, hvis de skarpt optrukne helte var stillet over for en lige så håbløst overdrevet trussel.
 
Samtidig med opblomstringen af serials i 1930'erne kom Disneys lange tegnefilm, hvor eventyrets mest fascinerende skurke pludselig stod lyslevende på lærredet og bragte det onde frem fra den fælles kulturelle hukommelse. I Universals gotiske gyserfilm blev moralbrgreberne forstyrret af en stærk fascination af Frankenstein, Dracula og Mumien. Og I Warner Brothers' gangsterfilm blev den organiserede kriminalitet om ikke hyldet, så dog dyrket med en særlig intensitet.
        
Der er skurke i alle historier, men ingen er så sjove og så klart definerede som i den kulørte underholdningsfilm — fra 30'ernes serials til Star Wars. Det samlede skurkegalleri er meget omfattende. Her er blot mit eget udvalg af de mest frydefuldt onde og truende i populærkulturens spillefilm, serials og tegneserier.


KEJSER MING FRA MONGO
er en figur fra Alex Raymonds tegneserie Jens Lyn. På film blev han spillet af Charles Middleton i tre serials fra 1936-40. Hans tilnavn er The Merciless, og han er da også en uhyggelig despot, der holder sit folk i trældom og kun higer efter flere end sin egen planet at herske over. Han er inspireret af Fu Manchu og vestens opfattelse af asiatiske krigsherrer og diktatorer. Charles Middleton spillede ham med autoritet som en forbenet rektor, tilføjet et skær af vellyst. For kejser Ming er nemlig besat af tanken om at ægte Jens Lyns kæreste Dora, en ganske almindelig, lyshåret amerikansk pige, men åbenbart langt mere attraktiv end Mings mange haremskvinder.

DEN UKENDTE SUPERSKURK
blev især dyrket i føljetonfilmene fra Mascot Pictures 1929-35, som styredes af den budgetbevidste og action-elskende producent Nat Levine. I samtlige afsnit, bortset fra det sidste, er skurkens magt enorm, men hans identitet ukendt. I Mystery Mountain hedder han The Rattler og sender advarsler med knive, i The Whispering Shadow kan han kommunikere med radiobølger, og i Mystery Squadron styrer han en hel eskadrille fly. Selskabet Mascot Pictures blev en del af Republic Pictures, som fortsatte traditionen. I deres måske bedste seriefilm, Adventures of Captain Marvel (1941), hedder superskurken The Scorpion. Også han afsløres først i sidste afsnit. En moderne version er Keyser Soze i The Usual Suspects.

JOKEREN
Superskurke-galleriet i Batman-serien er imponerende og stadig genstand for nye tolkninger. Jokeren er måske den bedste. Hans styrke er vanviddet og besættelsen af at nedgøre helten, men han er samtidig en parodiskurk, for humoren er en vigtig del af hans psyke. Jack Nicholson var ganske velvalgt som Jokeren i Tim Burtons udgave af Batman fra 1989, men Cesar Romeros udgave fra tv-serien i 1960'erne er nærmere den tegnede udgave fra Bob Kanes tegneserie. Jokeren er et godt eksempel på en skurk, der begyndte som sin helts modstander og endte med at have sit eget liv.

DRONNINGEN I SNEHVIDE
I Annie Hall er Woody Allens figur forelsket i dronningen, der bruger sort magi for at dræbe Snehvide. Hun er en klassisk, dæmonisk skurk, et eksempel på det traditionelle følsomme kvindeideal brugt med modsat fortegn. Hun er heks, men hun er også dronning og smuk, og man forstår vel egentlig godt, at hun har lyst til at kværke den kvidrende, uskyldsrene Snehvide. Hun blev indtalt af Lucille La Verne, en stumfilmstjerne med en stemme, der gav Disney-tegningerne en kraftfuld dosis domina i Snehvide og de syv små djærge fra 1937.

CRUELLA DE VIL
Denne artikels forfatter måtte som femårig flygte fra Cruella de Vil i tegnefilmen Hund og hund imellem (1961). Cruella var simpelt hen for uudholdelig. Hun er den moderne udgave af Snehvides stedmoder: dekadent, politisk ukorrekt og nådesløs. Hun er en ekstrem karikatur, ond i sig selv, men med et tydeligt blik for charmen ved det hæmningsløst egoistiske og oprørske. Hun er en kvinde, der aldrig bliver husmor, men gerne flår skindet af 99 hundehvalpe til en pels. Hun ryger også cigaretter!

SORTEPER
Mickey Mouse skulle have en skurk, der kunne true hans og Minnies romance. Pegleg Pete, Sorteper, blev fast inventar i de tidlige, energiske sort-hvide Mickey Mouse-film. Han er komisk, men også uhyggelig, og hans planer med Minnie bliver ikke underspillet. Hans store roller ligger, før Mickey-filmene kommer i farver, men han optræder i mange forklædninger, fra westernskurk til pantefoged. I tegneserie-udgaven af Floyd Gottfredson og Paul Murray får han forlænget sin karriere. Han er også det absolutte lyspunkt i en meget markant rolle i den ellers lidt tamme tegnefilm De tre musketerer (instruktør: Donovan Cook), der fik videopremiere i 2004.

ERIC CAMPBELL
Chaplins ærkefjende var en skotsk skuespiller, hvis sminke, fysik og fabelagtige ironiske spil løftede varieteernes komiske skurk over på lærredet. Han fyldte så meget i filmene, at mange tror, han var med i dem alle. Han døde i en bilulykke i 1917 og medvirkede kun i tolv korte Chaplin-film fra 1916, men hans evne til næsten at stjæle billedet fra Chaplin gør ham til en af filmhistoriens mest markante og skelsættende skurke.

PRINS JOHN
Skurken i Robin Hoods univers er blevet spillet af mange, men aldrig bedre end af Claude Rains i Michael Curtiz og William Keighleys berømte udgave, The Adventures of Robin Hood, fra 1938. Den smilende, forklarende skurk minder lidt om de pædagoger, der udøver deres magt med et "du-kan-jo-nok-forstå", og når han desperat ser herredømmet over England forsvinde mellem sine hænder, opstår den sympati, man til tider kan få, når al superskurkens besvær viser sig — forudsigeligt — at være spildt. Claude Rains gentog figuren med endnu større finesse som kaptajn Renault i Casablanca.

LEX LUTHOR
Så snart begrebet superhelt og superkræfter var opfundet, måtte man opfinde superskurke. Dramaet forsvinder, hvis Superman på forhånd er alle truslerne overlegen. Så skurkene skulle også have kræfter, og Luthors ligger i hjernen: Som geni kan han udtænke kriminalitet, der overgår alt. Et bizart koncept, som ikke desto mindre har holdt i alle årene. Luthor står stærkest i den tegnede version, men Gene Hackman gav ham både finesse og humor i Richard Donners Superman fra 1978.

DEN GALE VIDENSKABSMAND
I 1930'erne var der stadig hold i myten om videnskabsmanden som den nye gud. Alt kunne løses med sydende kolber, knitrende elektriske apparater og mikroskoper. Og bag dem anbragte man i både serials og gysere en type menneske, for hvem al moral er udskiftet med vanvittige teorier om alt fra trådløs hjernetransplantation, livgivning til døde mennesker og eliksirer til bevarelse af ungdom. I Frankenstein fra 1931glemmer vi aldrig monsteret (Boris Karloff), men den egentlige skurk er lægen Henry Frankenstein, der i sit vanvid har skabt det. De gale videnskabsmænd blev ved med at myldre frem helt op i 1960'erne, hvor nymodens elementer som atomkraft blandede sig. De talte ofte med suspekt accent, refererede til deres normale videnskabelige kolleger som tåber og følte sig meget forfulgte af den uforstående omverden, som for eksempel ikke vil acceptere, at unge piger bliver bortført og myrdet i videnskabens navn. De gale videnskabsmænd optræder stadig, men i nye forklædninger, som for eksempel den intellektuelle seriemorder Hannibal Lecter, spillet af Anthony Hopkins, i Ondskabens øjne fra 1990.

DRACULA
Bram Stoker så skurkens styrke, da han lod ham være helten i en stor vampyrroman fra 1897. Siden er han blevet den mest langtidsholdbare af alle skurkagtige hovedpersoner. Enhver modstander, selv Van Helsing, blegner i hans nærvær, og uanset moderne versioners forsøg på at gøre ham melankolsk, livstræt (!) eller ligefrem tragisk kan ikke ændre på hans rolle som det onde i sin mest noble fremtæden. Bela Lugosis version fra 1930 holder ikke, men det gør Christopher Lees i Hammer-filmene, bedst i Dracula, Prince of Darkness (1965).

SPØGELSET I OPERAEN
Forsmåede elskere har de fleste små drenge været. Forståelsen for Eric, der gemmer sig under operaen og terroriserer sin udkårne, er derfor stor. Her ligger der ekstra styrke i skurkens ækle udseende, og Lon Chaneys udgave fra 1925 — The Phantom of the Opera — byder stadig på en kulørt-melodramatisk skurk af utrolig kraft. Som mange senere skurke spiller han klassisk musik for sin elskede, men søreme om hun ikke flygter alligevel ...

DARTH VADER
Instruktøren George Lucas' genistreg er, at han med Darth Vader i Star Wars-sagaen blander 1930'ernes skjulte, okkulte superskurk med moderne psykologis opfattelse af menneskets personlighed. Freudianske traumer forenet med Joseph Campbells kortlagte myter — det er næsten så overlagt, at det kunne have været tamt, hvis ikke figurens udseende og James Earl Jones' stemme er så fabelagtige. Kun den indbyggede viden om, at den dydige Anakin Skywalker skifter ham til den onde Vader, gjorde det interessant at følge hans opvækst.

NAZISTER
Nazisternes uniformer, diktatur og varemærke kan stadig provokere, og som superskurke har Hitler & Co. leveret en kliché, der ikke synes at skulle mindskes eller nuanceres. Ideen om en flink, hyggelig og tiltalende nazist er så fjern for enhver, at de sikkert vil kunne udfylde skurkerollen længe endnu, indtil det også bliver politisk ukorrekt at udstille ideologier. Overlevende nazistlæger er en holdbar legende, der har leveret flere superskurke, og Hitlers påståede okkulte interesser gjorde hans folk til strålende modspil for Indiana Jones i Jagten på den forsvundne skat og efterfølgere. Chaplin ødelagde tidligt Hitlers muligheder for at blive superskurk — Diktatoren fra 1940 — men alle hans håndlangere leverer varen, for eksempel i Navarones kanoner fra 1961 (billedet).

FU MANCHU
I dag er Dr. Fu Manchu meget upassende, fordi han så tydeligt er en karikatur af asiater. Men da forfatteren Sax Rohmer skrev om ham i begyndelsen af 1900-tallet, var han troværdig som en slags Osama Bin Laden. Man gøs over tanken om en højtuddannet, engelsktalende asiatisk superskurk, der infiltrerede vores verden med utrolig dristighed og styrke. Han blev spillet som nedrig karikatur af Boris Karloff — og især af Henry Brandon i føljetonfilmen fra 1940, Drums of Fu Manchu, hvor det orientalske udseende blev gjort småsygt af en hvislende, skinger stemmeføring.

DR. EVIL
Superskurkenes superskurk samlet i én, Mike Myers' fremragende parodi fra Austin Powers-filmene. Også her er skurken mere interessant end helten, selv om de spilles af den samme. Alle klichéer blotlægges, som for eksempel den tåbelige ide om at ville udslette helten på en særlig snedig måde, der tager alt for lang tid og giver alt for mange flugtmuligheder. Men den stammer også fra føljetonfilmene, hvor hvert afsnit skulle slutte på et spændende sted, en såkaldt cliffhanger.

BLOFELD
James Bond-filmene blev den voksne udgave af serials, tilsat den skæve smartness, der får nogle mennesker til at tro, at de er voksne. Men plottene er de samme, og især skurkene ligner dem fra 1930'erne. Blofeld er selvfølgelig den største, især spillet af Donald Pleasence i Du lever kun to gange (1967).

MABUSE
Måske den største af alle superkriminelle genier — og den uhyggeligste, fordi den østrigske instruktør Fritz Lang fortæller så intenst om ham. De tre film om Mabuse startende med Dr. Mabuse der Spieler (1922) ligner de amerikanske serials, men de er mere tragiske og truende — og stadig ret skræmmende. Mabuses person er diffus, men hans magt enorm, et billede på politisk magt og statsstyring, eller måske bare en kulørt skurk, der viser, at det onde ikke er én person, men alle.

GOLLUM
I Andy Serkis' computeranimerede skikkelse er Gollum en vidunderlig skurk, dobbelttydig, klam og aldeles upålidelig. Selv om han ikke er den egentlige onde i Ringenes herre, har han langt mere personlighed end Tolkiens mere fjerne, onde troldmænd.

HAL
Den bureaukratiske superskurk formidles i Kubricks Rumrejsen år 2001 (1968) strålende gennem den perfekte computer, der dræber, hvis man antyder, at den tager fejl. Statsapparatet og magthaverne som usynlige skurke er en af den moderne fiktions mest holdbare skurke — og det er klart, at han skal have en nøgtern, rolig stemme, så man er sikker på, at alt det onde også er meget rimeligt og uundgåeligt.

PROFESSOR MORIARTY
er skoleeksemplet på en superskurk, for hvem forbrydelsen er en kunstart og selve målet knap så interessant. Det er Moriarty, der får bugt med Sherlock Holmes i sidste ende, og han er dermed en af de få skurke, der får has på helten, idet han dog også selv må lade livet ved samme lejlighed. På film er Moriarty blevet spillet af mange, altid med en helt særlig ond elegance, som for eksempel George Zucco (1939), Lionel Atwill (1942), Henry Daniell (1945), John Huston (1976) og Laurence Olivier (1976).