Guldpalmevinder: Mine personer lyver

Den tyrkiske auteur Nuri Bilge Ceylan har haft fem af sine film udtaget til filmfestivalen i Cannes, og han er aldrig gået tomhændet hjem.

I år strøg han helt til tops og hjemtog Guldpalmen for karrierens længste film – et mastodontværk på 196 minutter, som er helliget et fortættet kammerspil med ekvilibristisk dialog.

Vintersøvn – som Ekkos anmelder giver seks stjerner – er en atypisk film af en instruktør, der startede karrieren med meget få ord i sine film. I stedet brugte han sin mangeårige fotograf-erfaring og lod landskaberne tale: de bjergtagende tyrkiske vidder, som altid kaster et mytisk skær over dramaerne.

Personligt har den 55-årige instruktør også kæmpet med at komme til orde. I sine første film brugte han familiemedlemmer som skuespillere, fordi han var for sky til at instruere andre. Og hans filmhold var barberet ned til de absolut mest nødvendige personer.

Inspireret af russisk litteratur
Hans kone, der selv er skuespiller og instruktør, er blevet en uundværlig spiller i hans kreative proces, og sammen har de skrevet hans seneste tre film.

I Vintersøvn har de i fællesskab taget bladet fra munden og lader deres karakterer tale i lange, strømmende dialoger. Det er en hyldest til litteraturen og de store naturalistiske dramatikere, som altid har stået instruktørens hjerte nær.

De sætter scenen i et vinterlandskab, hvor en falleret og egocentreret skuespiller, Aydin, har forskanset sig med sin familie i Anatolien, hvor de driver et bjerghotel. Tvunget sammen af kulden og husmurene bringer Aydin, hans kone og søster det værste frem i hinanden, og langsomt krakelerer familiefundamentet under fødderne på dem.

Vintersøvn er et hovedværk i instruktørens karriere, som udstiller den kulturelle overklasses facadespil og moralske tomrum. Få dage før, Nuri Bilge Ceylan modtog Guldpalmen, mødte vi ham under forårets Cannes-festival.

– Hvordan opstod idéen til Vintersøvn?

”Faktisk har jeg gået rundt med en novelle (The Wife fra 1892, red.) af den russiske forfatter Tjekhov i mit hoved i omkring femten år. Det ledte mig mod den her film. Men i de første år følte jeg ikke, at jeg var moden nok til at overføre idéen til film. Det er en meget interessant historie, hvor der ingenting sker, men samtidig sker alting – det er en historie om følelser, tanker og skænderier mellem mennesker, om synet på livet, systemet, penge, arbejde og arrogance.”

”Min kone Ebru og jeg har talt om den novelle fra tid til anden. Og en dag sagde vi: ’Det er nok snak, lad os gøre det!’ Og da vi kastede os ud i det, blev det noget helt andet.”

– Tjekhov nævnes altid, når man taler om dine film. Er dette din mest Tjekhov’ske film indtil nu?

”Min sidste film, Once Upon a Time in Anatolia, er lige så inspireret af Tjekhov. Hvis jeg ikke havde fundet på et berige min oprindelige historie med nogle af hans historier, ville jeg ikke have lavet Vintersøvn overhovedet. Mit eget materiale ville blive til en 30 minutters dokumentar – det var for kedeligt. Så filmens centrale idé opstod ud fra den inspiration.”

Tro ikke på ordene
– Mængden af dialog i dine film er steget støt, og i Vintersøvn snakkes der stort set konstant!

”Det var vigtigt, at personerne kunne udtrykke sig meget formfuldendt. Så godt, at det kunne lyde som dialog taget fra en bog eller et teaterstykke. De skulle være fanget i mørke indendørslokaler, og de skulle forsøge at provokere hinanden med lange talestrømme. Så de bruger nogle tunge ord og replikker med litterært præg, som normalt er risikabelt på film.”

”Derfor besluttede vi også, at hovedkarakteren Aydin skulle være pensioneret skuespiller, så det litterære sprog ville passe til ham. Og hans søster Necla skulle af samme grund være en oversætter.”

– Hvorfor har du haft behov for at forklare mere med ord, end du gør i dine andre film?

”Selvom ordene er ladet med betydning og forklaring, lyver personerne om mange ting, især for dem selv. Vi skal ikke tro alt, hvad de siger. Gør vi det i vores virkelige liv? Mennesker er nogle gange ikke til at regne med. Og det tror jeg, vi skal vænne os til, når vi ser film.”

– Hvordan vil du beskrive hovedpersonen Aydin?

”Han er en hård person og ikke nem at være sammen med. Men Ebru og jeg ville skildre den menneskelige kompleksitet i ham. Jeg føler aldrig sympati for mine personer, men jeg kritiserer dem heller aldrig. Jeg indrømmer gerne, at en del af Aydin er mig selv, og en del er en af mine gode venner. Ingen er perfekt. Hvis du synes, han er en dårlig mand, vil jeg gerne forsvare ham, ja, endda være hans advokat!”

— Filmen foregår i Kappadokien i det østlige Anatolien, som er et særpræget landskab med mange huler. Men området var ikke dit førstevalg til location?

”Man kan faktisk sige, at jeg blev nødt til at filme i Kappadokien, selvom det ikke var min oprindelige idé. Men når man har valgt sin location, så må man tilpasse sin historie til stedet. Kappadokien betyder ’landet med smukke heste’. Og man kan stadig se vilde heste der. Så hestene i filmen kom ind sammen med beslutningen om location.”

Lunefulde amatører
— Hvordan synes du, at publikum i Cannes har taget imod din film?

”Rigtigt fint. Hver gang jeg er her, er der mindre snak om længden på mine film, hvilket er godt. Normalt er lange film ikke passende i Cannes, fordi folk ræser fra film til film.”

– Tror du, folk endelig har vænnet sig til dine lange film?

”Måske. En af vores franske partnere insisterede på at ændre titlen Vintersøvn. Han mente, at en film lavet af mig med ordet ’søvn’ i titlen ville virke afskrækkende på tilskueren. Men jeg nægtede at ændre det. Måske havde han ret, han ved trods alt noget om filmdistribution.”

”Men jeg var mere interesseret i psykologien hos dem, der faktisk kommer og ser filmen. Jeg er bange for at skuffe dem, og jeg vil advare dem ordentligt. En titel som den her får folk til at forvente en lang, kedelig film. Bagefter kan de så komme ud og sige: ’Jeg kedede mig ikke nær så meget som forventet!’”

– I dine første film arbejdede du udelukkende med amatørskuespillere, endda dine egne familiemedlemmer. Senere begyndte du at bruge professionelle, og Vintersøvn er fuld af kendte, tyrkiske skuespillere, især fra teaterverdenen. Hvorfor dette skift?

”Jeg er træt af lunefuldheden hos amatørskuespillere! I Vintersøvn havde vi kun tre amatørskuespillere, blandt andet Rabia Özel, der spiler Fatma. Du kan ikke forestille dig hendes utålmodighed: ’Hvorfor skal vi filme det igen, hvorfor er du ikke tilfreds, lad os smutte!’ De professionelle har ikke noget problem med at lave optagelser af en scene.”

”Og så krævede manuskriptet professionelle skuespillere, som kunne håndtere de litterære replikker.”

Vi skændes meget
– Du bruger mange gamle, tyrkiske ord, som ikke bruges længere?

”Hver generation har sine egne ord og sit eget sprog. Mine personer er ikke fra storbyen, de er isolerede fra omverdenen.”

”For mig personligt er ordenes lyd, længde og klang afgørende. Når du laver en film, er der altid konflikt mellem skønhed og sandhed. For det meste vinder sandheden, hvilket er nødvendigt. Men nogle gange er harmoni og skønhed at foretrække, som når visse ord skal vælges.”

”Jo flere ord, vi har, jo bedre. Vi skal kunne vælge dem med omhu og lege med dem, ikke forkorte og glemme dem. Ebru og jeg er ikke enige om ordvalg. Hun foretrækker moderne ord som ’men’, mens jeg foretrækker ’ikke desto mindre’.”

– Hvordan har det været at skrive manuskriptet med din kone?

”Vi skændes ret meget, og det er en hjælp under manuskriptarbejdet! Det hjælper os med ikke at fare vild. Nogle gange skriver vi en scene hver for sig. Så sammenligner vi dem og lader dialogerne skændes.”

”Da vi skrev Once Upon a Time in Anatolia, skændtes vi hver aften, efter børnene var lagt i seng. Der findes stadig ting, som vi ikke er blevet enige om. Det ender med, at én af os skriver noget ned, og den anden glemmer det aldrig.”

”For nogle år siden kommenterede en kritiker et af de punkter, som vi ikke kunne enes om. Ebru lader aldrig sådan en mulighed gå til spilde og sagde: ’Se selv: Jeg sagde, jeg havde ret!’ Så fandt jeg en anden kritiker, der sagde det modsatte.”