Nyhed
26. jan. 2008 | 01:08

Mini mor-bølge

Den Oscar-nominerede Juno rammer tidens trend i den nye voksengeneration: at få børn i tide.
Af Frederikke Lett

Vi skriver 2008.

Folk kan ikke få børn. Alt for mange singler. Og alt for mange folk, der går for sent i gang. Mænd har dårlig sædkvalitet. Alle par, der i trediverne beslutter sig for at reproducere sig selv, har været en tur forbi Riget eller privatklinikken i Hellerup.

Og hvis der endelig er nogen, der påstår, at det skete i første hug, tror man dem ganske enkelt ikke.

En stiv aften
I første hug sker det dog i øjeblikket for unge piger i amerikanske film.

Det sker for den 16-årige Juno i filmen af samme navn (premiere 29. februar), da hun forfører sin måske-kæreste, og det sker for unge Alison, da hun en stiv aften i byen går hjem med supernørden Ben i Knocked Up fra 2007.

Filmene tegner på forunderlig vis et begyndende spor af en minibølge, hvor spørgsmål om graviditeter og abort står i centrum.

Vælger egne veje
Det hele startede med sidste års Cannes-prisvinder, 4 måneder, 3 uger og 2 dage, af den rumænske instruktør Cristian Mungiu.

Historien om de rumænske piger, der under Ceausescus styre fik foretaget aborter for at gå imod regimet, er en uhyrlig og brutal historie fra en tid om kommunistisk undertrykkelse, hvis scener vi sent vil glemme.

Undertrykt er pigerne langt fra i de amerikanske film, Juno og Knocked Up. Pigerne falder fint i tråd med tidens moderne selvstændige kvinder, der vælger egne veje.

Piperygende teenagemor
Juno er en original lille karakter, en piberygende pige på seksten, som i udgangspunktet vil have abort. Men da hun finder ud af, at barnet har fingre, fortryder hun.

Med sin selvstændige reflektering over tilværelsen beslutter hun sig for at få barnet, så hun kan give det til nogle stakkels mennesker, der ikke kan få børn.

Og kan de stakkels mennesker være andre end et par først-i-trediverne-vi-har-den-perfekte-tilværelse-og-så-alligevel-ikke-agtige-mennesker?

I slipstrømmen
I Knocked Up beslutter vores heltinde først for barnet og så for at give faren en chance og lægger sig dermed fint i slipstrømmen på alle de unge kvinder, der beslutter sig for at få børn, mand eller ej.

Vel er det amerikanske film, og kunne man forstille sig en amerikansk film, som plæderede for abort?

Men filmen rammer tidens trend.

Mens nutidens 30-åriges mødre havde en ungdom, der gik ud på ikke at få børn i utide, vil den nye generation have børn i tide. 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko