Mirakel

12-årige Dennis P har tre problemer, som han godt kan se ikke er noget særligt i den store sammenhæng, men som for ham er noget helt specielt: Hans pylrede, kulrede og overbekymrede mor, der ikke kan komme sig over farens død otte år før; Karen Elise, som han har et mere end godt øje til, men som vistnok er mere begejstret for hans bedste ven Mick; og sidst, men ikke mindst det problem, at der er ”nul hår i sigte, når jeg kigger ned”, som han udtrykker det. Dertil kommer, at Dennis P også har svært ved at tackle sin klasselærer, Sandstrøm, der har udset ham som yndlingsoffer.

Holdbart er det ikke. Foranlediget af sin voksne fortrolige, en grillbar-ejer, der siger, at man aldrig har flere problemer, end at man kan bede sin gud om hjælp, finder Dennis P vej til en kirke. Resultatet er, at en hvidklædt, himmelsk budbringer, der til forveksling ligner Dennis Ps far, beder ham ”rette ryggen og kridte danseskoene”, hvorpå han udstyrer Dennis P med en englelicens: Et lille kørekort til mirakler i mellemklassen. Selv om prisen er, at Dennis P ikke må bande, lykkes det ham hurtigt at omprogrammere både sin mor, Mick, Sandstrøm og Karen Elise.

Men mirakler er svære at styre, og Dennis P må sande, at han ikke kan håndtere konsekvenserne af en meget vellysten mor (der ikke længere er bekymret, men hævder, at ”store drenge pjækker og ser porno”), en underdanig lærer (der havner i favnen på moren) og en ven, der ikke kan fordrage den pige, der omvendt kaster sig over ham. Efter at han kommer til at bryde magien ved at bande – og får en chance til – erkender Dennis P, at han selv må håndtere sit liv. Da han har brugt det sidste ønske på at ophæve alle tidligere ønsker, letter tågen således i bogstaveligste forstand, og den realistiske hverdag lander på godt og ondt; en hverdag, hvor ikke alt går, som man ønsker, og hvor Dennis P må sande, at det er alvor mellem Mick og Karen Elise.

Men da det første, enlige hår pludselig vokser frem, er det til gengæld selvgjort. Og med glæden over selv at være den handlende bliver Dennis P også i stand til at møde kærligheden, om end kærligheden ikke ser ud, som han har forestillet sig den.

Dennis P og de voksne
Mirakel er en film, der rytmisk og med sikker hånd blander genrer, humor, musik og farver for at visualisere de spændinger, der er mellem Dennis P og hans omgivelser, og for at etablere og fastholde hans synsvinkel. Musik er et bærende element hele filmen igennem og bruges som aktiv fortællekomponent — som symbolbærer og som overgansgsmiddel mellem filmens realistiske scener og tilsvarende mere absurde scener. Skiftene mellem realisme og for eksempel rene musicalscener er et fortællemæssigt kneb, der bruges til at sætte billeder på Dennis Ps sindstilstand.

Filmen benytter sig således i høj grad af spændinger og kontraster til at forløse sin historie, og det gør den helt konsekvent. Når den skifter fra et realistisk til et overstiliseret univers, er det ikke ensbetydende med, at det bliver utroværdigt, men at de stiliserede udtryk konsekvent bruges til at udtrykke Dennis Ps følelser og forestillinger om en bestemt situation. På den måde bliver udtrykket ikke nødvendigvis realistisk, men derimod troværdigt som billede på en 12-årigs trængsler.

Dette kommer tydeligt til udtryk i Mirakels måde at tegne sine personer på. Mens Dennis P, som bærer af fortællingens synsvinkel, er fremstillet som en (forholdsvis) realistisk figur, er flertallet af voksne for eksempel ganske urealistiske, idet de er fortegnede i både udseende og fremtoning: Vi ser dem, som Dennis P ser dem!

Dennis Ps mor er overdramatisk og nærmest stereotyp, når hun plager sin søn med sin dommedagspessimisme: ”Et enkelt fejltrin, og det hele er forbi,” som hun teatralsk siger om farens løsslupne og dumdristige dans på tagryggen, der blev hans endeligt. Ligesom hun omgærder sin søn med beskyttende forbud liret af i remseagtige replikker: ”Vi ved begge to, hvad fester går ud på, Dennis!” – ”Ja, mor.” – ”Jeg siger alkoholforgiftning. Jeg siger unge mænd med kniv. Jeg siger spritkørsel!”

Dennis Ps far derimod (eller rettere hans fantasibillede af faren, der optræder som himmelsk sendebud) er enhver drengs drøm om en far: En forstående og handlekraftig figur, som hjælper Dennis P med at løse hans problemer og oven i købet kører på motorcykel. Han er helt igennem sej! Også Dennis Ps lærer er stærkt fortegnet og tegneserieagtig. Hans fremmeste mål i livet synes at være at plage livet af Dennis P med spørgsmål uden relevans, og som han ved, at Dennis P umuligt kan svare på.

Den mest realistiske voksenfigur i filmen er Dennis Ps voksenven fra grillbaren, der til gengæld udmærker sig ved stort set udelukkende at kunne udtrykke sig i ordsprog – hvilket Dennis P da også vælger at tage afstand fra, da han efterhånden finder sine egne ben at stå på. Filmens fremstilling af de voksne hænger altså nøje sammen med, hvordan Dennis P opfatter dem, hvilken rolle de spiller i hans liv.

Musikken som fortællende element
Når det hele kammer over for Dennis P, havner han i en koma-tilstand, som forvandler omgivelserne til en musical-version af hans verden. Det er en drøm eller et mareridt fyldt med lyserøde gevandter, pailletter, forskruede, syngende og dansende mennesker. Selv om man kan ikke kalde Mirakel for en typisk musical, benyttes musical-elementet som et stilmæssigt træk, en form for genre-reference, der igen siger noget om Dennis Ps følelser og tanker, ligesom i for eksempel Lars von Triers Dancer in the Dark, hvor danse- og syngesekvenserne billedliggør et følelsesmæssigt udbrud i et i øvrigt realistisk univers og dermed udtrykker noget, der ellers ikke er plads til. Som det ofte er i musicals fungerer synge- og dansenumrene som en momentan virkelighedsflugt, en drøm, et åndeligt pusterum, hvor tanker og følelser får frit spil.

Men hvor de melodiøse og mentale ”sidespring” i for eksempel Dancer in the Dark bruges som smerteligt alvorlige abstraktioner i filmens øvrige indhold og form, er det med en stor portion ironi, at Mirakel bruger genrekoderne til at fortælle, når det kammer over for Dennis P. Filmens instruktør, Natasha Arthy, har i et interview fortalt, at hun selv kalder syngenumrene for sang-spasmer – de syngenumre, der dukker op, når Dennis P bliver handlingslammet, fordi han befinder sig i situationer, han ikke kan overskue. Som da han er oppe ved tavlen og plages af lærer Sandstrøms ligninger. Her bliver pegepindens stressende slag pludselig rytmiske og indikerer overgangen til musical-indslaget, hvor Dennis Ps klassekammerater danser og synger deres nedgørelse ud over plageånden i grotesk-satirisk form og i de vildeste farver.

Mirakler og realisme
På samme måde som Mirakel benytter sig af musik og forskellige stilmæssige træk som fortællende elementer, introducerer og benytter filmen også det fantastiske som drivkraft i fortællingen. Når Dennis P påkalder sig Gud, og en engel, der ligner hans far, viser sig for ham, er det ikke, fordi Mirakel er nogen egentlig religiøs film. Og når Dennis P udstyres med muligheden for at udrette mirakler i mellemklassen, er det ikke, fordi filmen henholder sig til det overnaturlige. Det viser filmen tydeligt ved hele tiden at skildre universerne med ironi og humor (far-englen er en rock-engel, der selv synes, at det er helt fint at blive betegnet som en af De Hvide Bude – og når Dennis P udretter mirakler, er det med referencer til filmhistoriens ultimative helte som James Bond).

Så når Dennis P udstyres med evner, der fuldkommen bryder med filmens realistiske univers, er der – som med musical-sekvenserne – tale om en abstrakt billedliggørelse af en 12-årig knægts drømme og ønsker. Og som det også gælder for filmens øvrige brud på realisme-princippet, er her tale om, at brugen af det fantastiske element ikke introducerer en principiel, udefrakommende kraft, men nøje følger Dennis Ps synsvinkel.

Ved midlertidigt at udstyre Dennis P med fantastiske evner benytter filmen et dramatisk middel, der visualiserer hans drømme og forestillinger, som er nødvendige for at blive den, han er i filmens slutning. Og ved at bruge en religiøs ramme etablerer filmen et middel til at lade Dennis P (drømme om at) få et klap på skulderen og en hjælpende hånd af den far, han aldrig rigtig har kendt.

På den måde bryder det fantastiske nok realismen, men det bliver ikke utroværdigt, fordi det med humor og ironi nøje følger nogle realistiske drengedrømme om, hvad ”man” typisk selv ville ønske sig, hvis man var i Dennis Ps sko. Dette understreger filmen for eksempel ved, at Dennis P – når han udstyres med magiske evner – af sin ”far” bliver udnævnt til at være ”agent i himlens hemmelige tjeneste med licens til at foretage mirakler” snarere end at optræde som en religiøs figur. Og ved at samme far/engel naturligvis kører på motorcykel.

Samtidig efterlader filmen hele tiden en bro mellem det realistiske og det fantastiske. På filmens realistiske plan ser vi, at der på coveret af den rockplade, som Dennis P ved, at hans far har skejet ud til, er et billede af en hvid engel, hvorved det legitimeres, at det er sådan, faren ser ud på det fantastiske plan. Og da vi i filmens startsekvens ser, hvordan Dennis P efter den indledende introduktion af sang, dans og musik ”lander” i sin seng, som vågnede han op af en drøm, giver filmen os på det realistiske plan en håndfast mulighed for herefter at se filmens absurde scener og fantastiske elementer som regulære drømme eller visualiserede, åndelige abstraktioner.

Dramaturgi og psykologisk udvikling
I sin dramaturgiske opbygning er filmen ganske traditionel: Vi præsenteres for personer og konflikter, tingenes tilstand spidser til, og efter nogle dramatiske vendepunkter (Dennis P beder Gud om hjælp, og Dennis P beder om at få sine ønsker ophævet igen) falder brikkerne på plads. Det drama, der i virkeligheden udspiller sig i Dennis Ps sind, er gjort til et ydre drama, hvor normaltilstande konstant sættes op mod ekstreme eller spektakulære hændelser og driver Dennis P gennem en udvikling, der til sidst gør ham stærk og i stand til at styre sit eget liv – han har fundet sin egen melodi.

Derfor er det også indlysende, at filmen slutter i et stilfærdigt, realistisk univers. Da Dennis P har taget skeen i egen hånd, er der ikke længere ”brug” for musical-sekvenser, fantastiske optrin med en englefigur i Dennis Ps fars skikkelse og andet, der kan ses som absurde, dramatiske billeder på en indre tankeflugt. Historien er drevet frem af modsætninger og skift, men lander i harmonien.

En moralsk film
Dennis P bliver først klar til at møde verden, da han erkender, at der ikke findes nogen lette løsninger; at både drømme og mirakler sætter ham selv ud af spillet. Eller rettere: Miraklet er, at han opdager, at det begynder at køre for ham, da han dropper at sætte sin lid til de udefrakommende mirakler. På den måde bliver Mirakel nærmest en moralsk – men ikke religiøs – film, der maner til handling i eget liv.

Ligeledes bruger filmen for eksempel også det at bande som billede på noget, der sådan set ikke gør skade eller er umoralsk, men som bare heller ikke fører til noget i sig selv: Dennis P har det med at stoppe op og udbryde et FUCK, når tingene brænder på for ham. Ordet bliver et billede på hans handlingslammelse – hvilket også er den logiske årsag til, at englen/hans far stiller dét, at han holder op med at bande, som betingelse for, at han kan udføre mirakler (dvs. handle og komme videre).



Mere undervisningsmateriale til Mellemtrinnet.