”Mit job er at læse mellem linjerne”

Filminstruktøren Peter Schønau Fog forlod i sommer uventet sin stilling som projektredaktør på den danske talentordning New Danish Screen.

Den ledige stol blev 1. november besat af Marie Schmidt Olesen. Efter fjorten år som filmproducer i Skotland ringer navnet måske ikke en klokke for alle i filmbranchen. Marie Schmidt Olesen kommer fra en stilling som direktør og partner i produktionsselskabet Autonomi Ltd. Tidligere har hun stået i spidsen for Diversity Films, en organisation, som trænede nye filmtalenter gennem mentordrevne processer.

– Hvad har fået dig til at vende hjem til Danmark og jobbet på New Danish Screen efter en mangeårig udenlandskarriere som producer?

”Jeg har længe haft lyst til at vende hjem til Danmark af forskellige årsager. Det er hårde tider i Storbritannien og specielt i Skotland, og der er ikke plads til at arbejde som kreativt udøvende længere. Jeg var nok kommet så langt, som jeg kunne komme som producer, og som mulighederne og forholdene gav. Og så var det også for at prøve noget nyt og sidde på den anden side af bordet.”

– Er du kommet godt fra start?

”Det har været en behagelig start, som kun har været positiv. Jeg har fået set en masse film på Cph:Dox, og der er allerede mange projekter, som venter forude. ”

– Hvilke film er du selv til?

”Jeg er glad for Mike Leighs Life is Sweet og Ken Loachs tidlige film som Kes. Eller Dardenne-brødrene, Lucas Moodysons Tilsammans og Thomas Alfredsons Lad den rette komme ind. Fra Skotland holder jeg meget af Peter Mullans Orphans og Neds, eller Lynne Ramseys film, som der er noget elastisk og autentisk over. Der er et dragende drive, som tager os ind i børnesindet i Ratcatcher og ungpigesindet i Movern Callar. Af dokumentarfilm vender jeg ofte tilbage til Darwin’s Nightmare, som er fantastisk og var unik på det tidspunkt, den kom frem på. The Act of Killing, som blev vist på Cph:Dox, er også en fantastisk måde at fortælle en tragisk historie på.”

– Har du fået erfaringer i udlandet, som dansk talentstøtte generelt kan lære af?

”Jeg kommer ikke med en revolutionerende taktik fra Skotland, men min metode har altid været at være åben over for alt og alle. Jeg har nok altid set det som mit job at prøve at læse mellem linjerne, når folk har henvendt sig med utilgængelige projekter, og være lige så nysgerrig efter, hvem der sidder bag tasterne eller står bag i nogle tilfælde ret håbløse, men alligevel dragende film. Jeg er interesseret i, hvad ellers der måtte være at byde på, i fald teknikken har fejlet, eller en historie er løbet af sporet. Det kan der tit komme noget godt ud af, og jeg håber da også i mit nye job, at folk vil være åbne og lære af hinanden.”

Det handler om integritet
– Hvad lægger du selv vægt på, når du skal spotte et talent i ansøgningsbunken?

”Det handler jo selvfølgelig om ansøgerens baggrund. De nye vilkår, der trådte i kraft fra 1. oktober, kræver blandt andet, at ansøgeren skal have lavet to projekter, som kan dokumentere talent og erfaring. Så vi ser på deres tidligere arbejde, om de så skal udforske noget nyt eller fortsætte i samme retning. Det, jeg lægger meget stor vægt på, er intensiteten i forhold til, hvad folk gerne vil. Man skal ville noget i forhold til det at lave film. Der er mange, som gerne vil have en karriere inden for film, men det er en hård branche, så det er meget smart at have en form for integritet.”

– Så hvilke film og talenter under New Danish Screen synes du giver et godt billede af, hvad ordningen skal kunne?

”Jeg har jo absolut ikke set alle endnu, men jeg synes for eksempel, at Andreas Dalsgaard og Simon Wilmonts Traveling with Mr. T. er et bud på, at vi støtter et risikofyldt, lidt tosset projekt, hvor nye instruktører får lov at lege med både form og indhold. Eller i Bente Milton og Mikkel Stolts Min Avatar og mig, hvor vi følger processen med at få en film på vej ret inderligt, sjovt og eksperimenterende. Jeg som regel var også en lettere eksperimenterende kortfilm, som sendte Martin Zandvliet videre mod den mere tilgængelige og roste Applaus, som også blev støttet under New Danish Screen.”

– Skal New Danish Screen have et særligt øje til eleverne fra Den Danske Filmskole og Super16, eller er alle helt ligestillet, så det kun er talentet, der kommer i betragtning?

”Hvis man opfylder kravene om at have lavet noget før, så er man fuldstændig ligestillet. Hvis der kommer nogle autodidakte talenter, som har lavet noget spændende, kommer de da i betragtning. Jeg håber den slags findes derude, og at de kommer til os. Man skal bare have lavet nogle film før, som ikke er fuldstændig på græsrodsplan. Selv om det måske er teknisk dårligt, ser vi jo stadig på, hvilke historier der bliver fortalt, og hvilke stemmer der er bag dem.”

– Hvor godt kender du det danske filmmiljø og talentmassen i forvejen? Og hvordan vil du lære det at kende?

”Jeg har været ude af landet i så mange år, at jeg nødvendigvis lige skal ind i det. Konkurrencen er hård, og der er utrolig meget talent, kan jeg se. Nu, hvor jeg begynder at læse tingene igennem, er niveauet flot. Men måske kan det blive aktuelt, at vi skal blive mere opsøgende. Det kan jo være, der sidder nogen derude og holder igen.”

Befriende for branchen
– Filmaftalen 2011-2014 har afsat 112 millioner kroner til New Danish Screen: Har du allerede nu et indtryk af, om det i forhold til ansøgninger og udfordringer med spillefilm, crossmedia og transmedia er nok økonomisk råderum til at sikre en tilfredsstillende talentudvikling?

”Det er præcis derfor, at vi bliver nødt til at være enormt selektive. Jeg har endnu ikke det store overblik, men ved, at vi får forholdsvis mange spillefilmansøgninger. Og knapt så meget transmedia, men vores formålsparagraffer er jo også netop at se på nye platforme og finde ud af, hvad den næste måde at fortælle historier på kan blive og samtidig finde og måske ligefrem uddanne publikum. Så jo, vi skal prioritere mellem alle formater og platforme og slet ikke bare lave spillefilm. ”

– Pilot-afsnit til tv har ikke rigtig været aktuelt endnu?

”Tv er en forholdsvis ny ting, men vi støtter allerede tre piloter. Igen drejer det sig her om at satse på noget, som kan være med til at forny filmsproget.”

– Hvor mange spillefilm har New Danish Screen ambitioner om at støtte om året? Der har været diskussioner om, hvorvidt New Danish Screen overhovedet skulle lave spillefilm.

”Altså måske to om året inden for budgetrammerne, men for mig er det selvfølgelig logisk, at nogen får lov til det og ikke har det samme kommercielle pres, som kommer med konsulentordningen og markedsordningen. Der er krise i filmbranchen, og der er en masse diskussioner om, hvem skal distribuere, og hvem kan bedst få en film ud og så videre. Det må jo netop være befriende for branchen, at der er en mulighed, hvor man kan prøve at lave film under en low budget-ordning. R havde jo et stort publikum (33.017 billetter, red.), så det ville være tosset ikke at fortsætte med at lave spillefilm.”

– Under forårets Cph:Pix-festival blev en håndfuld kortfilm fra New Danish Screen vist under banneret ”Årets høst”. De fik en hård medfart, blandt andet i Ekko, hvor chefredaktør Claus Christensen skrev, at konsulenterne på New Danish Screen fokuserer for meget på processen og glemmer, at det i sidste ende handler om produktet?

”Det er jo det evige dilemma, og det er en balancegang, hvor der kan være mere fokus på processen, hvis folk afprøver et nyt format eller afsøger en ny stil. Men generelt vil jeg ikke falde for et projekt, hvis jeg ikke vurderer, at der er potentiale til, at der kan komme en fantastisk film ud af det. Hvis det bare bliver ren stiløvelse, og filmholdet laver en halvdårlig film, er det jo heller ikke så smart for dem selv bagefter. Alle skal være fokuseret på, at det er en god film. Det er måske bare ikke lige altid sikkert, at manuskripterne er til det. Vi kan jo kun vælge mellem det, vi får ind, og her er processen vigtig for ansøgerne, idet vi kan vejlede dem i den narrative struktur, men ikke begynde at lave helt om på historierne.”

Kunsten eller kassen
– I jeres formålsparagraf står der, at New Danish Screen skal sikre, at nye generationer af filmfolk ikke forfalder til konventionelle udtryk. Men trods fin kritik og priser kommer mange af de støttede talenter fra New Danish Screen ofte kun videre til en lukket dør og pengekasse, da succes i Danmark har en tendens til at blive gjort op i billetter. For eksempel solgte Smukke mennesker kun 5000 billetter ...

”Smukke mennesker er en fantastisk film, og jeg hørte godt, at den ikke solgte så godt.”

– Hvad gør den fantastisk?

”Den er unik i sin beskrivelse af krøllede eksistenser, der kæmper så hårdt for at overkomme deres akavede natur og uudholdelige ensomhed. Det gør ondt, når de fejler eller bliver forrådt og skidt på af de andre ’almindelige’ eksistenser. Der er bare et formidabelt engagement på spil, og jeg blev alvorligt indfanget og rørt.”

– Men er det at sælge billetter ikke et dilemma, du skal forholde dig til?

”Det ville være ærgerlig, hvis alt skulle drives af billetsalg, og det skal det ikke hos os, så vidt jeg ved. Der er New Danish Screen nok det eneste sted, som har det privilegium. Vi har ikke råd til at tænke kommercielt, for så går den kreative udvikling i stå. Vi vil ikke lave en film, hvis vi ikke tror, at der et publikum til den, men vi har også som formål at dyrke talent, der indimellem laver vildt outrerede og eksperimenterende film. Hos os skal man turde tro på sin egen mavefornemmelse og tænke: ’Det her kunne være den vildeste film – går Danmark glip af noget vildt fedt her?’”