Aktivisme og kærlighed på queer-festival
Igen i år fejrer MIX Copenhagen de mange fabelagtige og forskelligartede film om den queer regnbues farver.
Festivalens gennemgående tema er i år den vrede, der opstår i en verden, hvor queer-personers rettigheder fratages, og deres eksistens betvivles. En vrede, der ikke kun lægger op til kamp og aktivisme, men også til kærlighed og omsorg, når man rotter sig sammen og støtter hinanden.
Vrede er en fællesskabsopbyggende følelse.
Familiens forventninger
I Brooklyn i USA bor en palæstinensisk-egyptisk familie.
28-årige Eman er biseksuel og ude af skabet over for sine gode venner. Men hjemme hos mor er det en anden historie. Eman er bange for, hvad der mon vil ske med deres forhold, hvis hun springer ud.
Sandra Itäinens dokumentar Coming Around følger Eman, som for at leve op til familiens forventninger gifter sig med sin mandlige kæreste.
Det er en fortælling om en ung kvindes forsøg på at afstemme traditionsrige forventninger med sit sande jeg og finde den flygtige, gyldne middelvej.
Mindernes magiske realisme
Vi bliver i familiens forvirrende skød i The Queen of My Dreams.
Canadiske Azra (Amrit Kaur) tørner ofte sammen med sin konservative, muslimske mor. De kan tilsyneladende ikke enes om noget. På en rejse hjem til Pakistan dør hendes far pludselig, og Azras liv forvandler sig til en magisk-realistisk rejse gennem morens minder.
Morens opvækst i Karachi sættes over for Azras i det landlige Canada, og måske kan denne overjordiske rejse med masser af Bollywood-lir føre mor og datter tættere sammen.
Selvvalgt familie
Pludselige dødsfald præger også All Shall Be Well fra Hong Kong.
I over 40 år har kvinderne Angie (Patra Au) og Pat (Lin-Lin Li) elsket hinanden og levet deres liv sammen i ro og mag. Helt uventet dør Pat, og i stedet for at udleve deres gyldne år side om side må Angie nu kæmpe med begge deres familier. For at beholde ikke bare hus og hjem, men også sin værdighed.
Filmen er et gribende eksempel på, hvordan queer-personer må rotte sig sammen og vælge egen familie for både at beskytte sig selv og få hjælp på rejsen fra symbiotisk lykkelig til enlig og selvstændig.
Opråb for kønsdiversitet
Nogle queer-identiteter kommer uhyre sjældent til orde. Interkønnethed er en af dem.
Interkønnethed – eller intersex – dækker over mange kønsanatomiske variationer, såsom kønsorganer og blandinger af X- og Y-kromosomer, der ikke passer ind i den typiske definition af hankøn og hunkøn (lgbt+ Danmark). Omtrent én ud af 100 har medfødte interkønnede variationer, og nogle betegner sig som lbgtqia+.
Tyrkiske Superhero Intersex følger tre aktivister, der ihærdigt prøver at komme misforståelser, diskrimination og krænkelser af menneskerettigheder til livs.
Medicinske indgreb uden samtykke, der prøver at indrette kønsdiverse kønsdele efter samfundets normer, er mere almindelige, end man skulle tro. Så Aslı Yasemin Bahar, Belgin Günay og Şerife Yurtseven har meget at kæmpe for.
Tyk under regnbuen
Intersektionalitet er et kernebegreb inden for moderne feminisme og kønsforskning. Det beskriver krydsfelterne mellem identiteter, og hvordan de tilsammen påvirker, hvem man er, og hvordan man bliver opfattet og behandlet.
Dokumentaren Your Fat Friend handler om blogger og bestsellerforfatter Aubrey Gordon, og den udforsker, hvordan det er at være både tyk og queer.
Tykke personer oplever én form for diskrimination, og queer-personer en anden, så Gordon oplever begge dele, mens hun argumenterer for, at samfundets snævre kropsopfattelser bør vendes på hovedet.
Sammen mod tæsk
På en lille newzealandsk institution for kriminelle unge huserer tre oprørske piger.
Året er 1954, så de er ikke blot oppe imod hævngerrige, kristne koner, der opfører sig som fængselsbetjente, men også fysisk afstraffelse, imperialistiske attituder og homofobi.
Pigerne søger tilflugt i de stærke bånd, de danner med hinanden. De forhold sættes mere og mere på prøve, mens institutionens straffe bliver mere og mere groteske.
We Were Dangerous skildrer de grufulde måder, unge newzealandske kvinder blev behandlet på, når de ikke opførte sig, som samfundets normer dikterede.
Erotiske refleksioner
Hvordan håndterer man sin seksualitet, når netop ens kønsidentitet og seksualitet er tabuiseret? Det udforsker en iransk-amerikansk transmand i dokumentaren Desire Lines, der slører grænsen mellem fakta og fiktion.
For at forstå egen passion og se denne reflekteret i andre gransker han et lgbtqia+-arkiv fuld af beretninger. Gennem interviews skildret som fiktivt udpenslede fortællinger skaber han forbindelser til fortidens erotiske historier.
Desire Lines graver glemt passion frem i dagens lys, så dens relevans på ny kan mærkes og transformeres af nutidens generationer.
Fabelagtige nordlys
Ud over de mange indbydende spillefilm og lange dokumentarer samler MIX Copenhagen de bedste queer-orienterede kortfilm fra Skandinavien i kortfilmprogrammet Nordic Lights.
Kun de nordiske nationaliteter forener kortfilmene, så programmet byder på alskens genrer og tematikker.
I svenske Mami undrer familiens overhoved (Singoalla Millon) sig over, at et af hendes børnebørn ikke længere besøger hende. Et enkelt opkald ændrer dynamikken for hele familien.
Danske Blood Moon: An Evening with Ivon (billede) går i en helt anden retning. Performeren Ivon (Arash) dør, før hun når til Hollywood og opfylder sine store drømme. Så en mørk og stormfuld aften genopstår hun fra de døde for at optræde en sidste gang.
Trailer: Desire Lines
MIX Copenhagen
En af verdens ældste lgbtq+-filmfestivaler i verden.
Første festival blev afholdt i 1986.
Viser spillefilm, dokumentarer og kortfilm.
Vandt i 2021 Diversitet Prisen ved Ekko Shortlist Awards, hvor politikeren Søren Pape Poulsen overrakte statuetten.
Årets festival finder sted 25. oktober til 3. november.
Kommentarer