Mjølnerparken er pæn om vinteren

”Jeg har en plan som Egon,” siger Ala til Ibrahim, mens de to unge drenge er ved at bryde ind i en lagerhal. Kort forinden har de hentet en skruetrækker, der lå gemt i en hæk, og som mere ligner et potentielt våben end et stykke værktøj.

Da de kommer ind i lagerhallen og får tændt lyset, viser det sig, at de bare er kommet for at hente Ibrahims iPhone, som han har glemt tidligere på dagen. Hallen er nemlig en teknisk skole, og de to drenge er murerlærlinge.

Snart begynder de at diskutere eksamenskarakterer og måle, om Ibrahims oppudsede væg nu også er i lod og vater.

Charmerende fyre
Med scener som disse spiller Laurits Flensted-Jensens dokumentarfilm Sne, der er hans afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, elegant på vores fordomme om unge af anden etnisk herkomst.

Filmen er et portræt af de to unge drenge, der bor i Københavns Nordvest-kvarter, og selvom Ala og Ibrahim kender alt til områdets sociale slagside, er Sne primært en film om et par charmerende fyre, der går op i familie, broderskab og murerarbejde.

”Mjølnerparken … Det er pænt om vinteren, og det er pænt om sommeren,” siger Ala eftertænksomt i en af filmens scener, mens han spejder ud over sit sneklædte kvarter.

Høflige, men afvisende
”Jeg boede på et tidspunkt i Nordvest, og så hører man historier om de her drenge fra Mjølnerparken, historier, der virker enormt overfladiske. Så jeg tænkte, at nu ville jeg bare gå over og møde de her drenge og lære dem at kende,” fortæller Laurits Flensted-Jensen, da vi møder ham før den store afgangsfest på Filmskolen.

”Jeg var meget ærlig om, at jeg ville lave en film, men de her drenge har kun dårlige oplevelser med den slags, fordi de er blevet fremstillet unuanceret. De var høflige nok, men også afvisende. Det gad de sgu ikke,” smiler den nyuddannede instruktør.

”Men jeg blev bare ved med at dukke op, og efter noget tid endte jeg med at lave en musikvideo for en af drengene. Derefter var det, som om de accepterede mig. Nu har jeg kendt dem i over to år og betragter dem som mine venner.”

Fra Paris til Christiania
Det er da heller ikke første gang, at Laurits Flensted-Jensen har måttet arbejde sig til en plads i fremmede grupper.

”Jeg er flyttet flere gange i løbet af min barndom, væk fra de venner jeg har haft omkring mig og til helt nye omgivelser. Jeg flyttede fra et middelklassemiljø i Aarhus til et overklassemiljø i Paris, da jeg var ni år, fordi min mor fik en stilling i OECD. Derefter rykkede vi til København, hvor jeg blev en del af miljøet på Christiania. Og så derfra til Nordsjælland, da jeg var femten,” fortæller han.

”Jeg har måttet skifte min omgangskreds ud så mange gange, at jeg har lært at manøvrere i forskellige grupperinger og samtidig holde fast i mig selv. Derfor er jeg meget optaget af fælleskaber og roller og af, hvordan ens baggrund altid hænger ved og præger én.”

Beskidte bandeord
Flere af Laurits Flensted-Jensens film fra Filmskolen handler da også om unge drengegrupper.

Midtvejsfilmen Enghave er en fortælling om tre drenge, der hænger ud omkring Enghave Plads på Vesterbro i København, og Mahmoud, der blev produceret under dokumentarlinjens mellemøst-udveksling, handler om to drenge, der lever i en forstad til Cairo og bruger tiden på at skyde med slangebøsser og råbe skældsord efter de andre drenge.

”Da jeg mødte de her drenge i Cairo, kunne jeg med det samme mærke, at der både var en vildskab og en omsorg i deres udstråling, selvom jeg overhovedet ikke kunne snakke med dem. Og så boede de i det her område fyldt med tomme huse og ufærdige bygninger,” fortæller han.

”Da jeg så fik en tilfældig person til at oversætte nogle af mine optagelser og fandt ud af, at de fyrede de mest beskidte bandeord af, var jeg sikker på, at det nok skulle blive til en film,” griner han.

”Der er en fandenivoldskhed i de unge drenge, som jeg godt kan lide. Alle mine medvirkende har dog en lidt blødere side på trods af deres hårde ydre og skrappe sprogbrug. Det er en vigtig kontrast for mig.”

”Skyd ikke med raketter”
Kontrasten er også tydelig i Sne, der ikke mindst fokuserer på de medvirkendes sprogbrug.

”De her drenge leger jo helt vildt med sproget. Det danske sprog kan måske godt være lidt én til én, mens det arabiske sprog er fyldt med billeder og metaforer. Så de blander en masse af de ting ind i det danske sprog på en virkelig smuk måde,” fortæller han og giver et eksempel:

”’Du skal ikke skyde de der raketter efter mig, nytår er overstået,’ siger Ala for eksempel til en ven, som han mener lyver for ham. Det er da en fantastisk måde at udtrykke det på!”

Iscenesatte tableauer
Stilistisk virker Sne som en klassisk observerende dokumentar, men i virkeligheden er de fleste af scenerne i filmen iscenesatte.

”Mine hovedkarakterer er tit nogle, jeg udvikler relationer til over flere år, og i mine film betragter jeg dem som nogle, der performer. Det er så min opgave at fremkalde dem og få dem til at performe bedst muligt. Det gør jeg ved at lære dem godt at kende og finde ud, hvilke situationer der kan skabe noget. Hvis jeg kender dem godt, kan jeg få nogle helt bestemte scener til at opstå.”

Laurits Flensted-Jensen er da heller ikke den første dokumentarinstruktør med en forkærlighed for iscenesættelse og instruktion, der kommer ud af Filmskolens dokumentarlinje. Max Kestner, der står bag underfundigt poetiske dokumentarfilm som Rejsen på ophavet og Drømme i København, er fast gæstelærer på skolen.

”Jeg føler, at jeg er kommet enormt langt med mit dokumentariske sprog, mens jeg har gået på Filmskolen. Jeg er meget optaget af steder og det rette lys, og selvom jeg næsten altid filmer udendørs, forsøger jeg at skabe nogle tableauer – enkelte indstillinger, som scenerne kan få lov at ånde i,” fortæller han.

”Nu vil jeg gerne lave en længere film med de samme drenge som i Sne. Det er ikke et afsluttet kapitel, for der er meget mere at fortælle. Jeg vil gerne ud og arbejde mere intenst med de medvirkende og ikke bare have to uger til at optage i, som vi gør her på Filmskolen.”

”Når jeg nu bruger så lang tid på at komme ind i et miljø, så vil jeg også gerne udnytte det lidt mere. Det glæder jeg mig til!”