Mød de danske Berlin-vindere
Det er aldrig sket tidligere, at en dansk film er blevet hædret med hele to Sølvbjørne på den prestigefyldte filmfestival i Berlin.
Instruktør Nikolaj Arcel og medforfatter Rasmus Heisterberg vandt prisen for ”bedste manuskript”. Mens Mikkel Boe Følsgaard vandt ”bedste mandlige skuespiller”-prisen for sin rolle som den gale konge i det storslåede drama En kongelig affære.
Tirsdag 28. februar kl. 21.15 giver Ekko mulighed for at møde de tre Sølvbjørn-indehavere, når filmmagasinet viser En kongelig affære i Dagmar Teatret.
Det er allerførste visning af filmen i Danmark, hvor den først får officiel premiere 29. marts.
Efter filmen vil Arcel, Heisterberg og Følsgaard fortælle om deres oplevelser i Berlin og om arbejdet med filmen, hvis vej til lærredet har været usædvanlig lang og hård.
En kongelig affære er kulminationen på Arcel og Heisterbergs mangeårige samarbejde, der også tæller manuskripterne bag Arcels Kongekabale og Niels Arden Oplevs Mænd der hader kvinder. Og for den blot 27-årige Følsgaard er prisen lidt af en sensation, eftersom han endnu ikke er udklækket fra Statens Teaterskole.
Det nye nummer af Ekko er på gaden onsdag 29. februar, og her kan man læse meget mere om En kongelig affære.
Billetter til forpremieren på tirsdag kan bestilles på Kino.dk og koster 95 kr. Efter film og Q&A er der forfriskninger og filmsnak i biografens foyer.
Kommentarer