Nyhed
06. nov. 2007 | 19:59

Mød Guldpalmevinderen i Grand Teatret

'4 måneder, 3 uger og 2 dage' er kåret til årets bedste film overhovedet. Se hvorfor - og mød instruktøren!

Af Claus Christensen

Den fejede amerikanerne af banen på årets Cannes-festival og er af den internationale kritikersammenslutning, FIPRESCI, blevet kåret som årets bedste film overhovedet.

Filmmagasinet EKKO, Grand og Angel Films inviterer til eksklusiv forpremiere på 4 måneder, 3 uger og 2 dage søndag den 11. november kl. 21.30 i Grand Teatret, København. Filmens instruktør Cristian Mungiu er til lejligheden fløjet ind, og han vil blive interviewet live på scenen af EKKOs Peter Schepelern.

Små dekreter
4 måneder, 3 uger og 2 dage udspiller sig i 1980'ernes Rumænien. Ceaucescu havde - for at skabe en stor befolkning - udstedt et dekret, der forbød aborter, og filmen skildrer et dramatisk døgn for to piger, hvoraf den ene er gravid. De forsøger at arrangere en illegal abort, men da den tilkaldte kvaksalver kræver sex som modydelse, stilles pigerne over for et grumt valg.

"Jeg blev født i 1968, så jeg er selv et af de 'små dekreter', som vi ironisk er blevet kaldt," siger Cristian Mungiu til EKKO. 

"Da jeg ville lave en film om perioden, kom jeg frem til, at dette indgreb i menneskers liv og frihed måtte være det værste, kommunismen gjorde mod os. Og emnet rummede så mange følelser, vrede og frustration, at det havde nok styrke til at blive til en film," fortæller Christian Mungiu, der er spændt på at se, hvordan et liberalt land som Danmark vil reagere på filmen.

På niveau med Kieslowski

4 måneder, 3 uger og 2 dage handler ikke direkte om politik, men om politikkens menneskelige konsekvenser - om diktaturets lange skygger ind i sjælen. Som forfatteren Carsten Jensen skriver i det nye nummer af EKKO:

"Cristian Mungiu har med blodig ironi givet sin ubarmhjertige mikroskopering af afstanden mellem mennesker under diktaturet. Og europæisk film har omsider fundet en arvtager på samme niveau som Kieslowski."

Efter filmen og on-stage-interviewet serveres rumænsk vin og champagne samt rumænske specialiteter i foyeren. Billetter á 70 kr. bestilles i Grand på tlf. 3315 1611.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko