Ekko-event
25. sep. 2019 | 11:11

Peter Belli som sadistisk sprechstallmeister

Foto | Beofilm
Leif Edlund har god grund til at se skræmt ud i Koko-di Koko-da, for uden for teltet huserer en ganske uhyggelig Peter Belli.

Den svenske mesterinstruktør Johannes Nyholm præsenterer Koko-di Koko-da i Empire Bio i dag kl. 17 og bliver efter filmen interviewet af Ekkos chefredaktør.

Af Claus Nygaard Petersen

”Peter Belli spiller den uhyggeligste David Lynch-karakter, der ikke er med i en David Lynch-film, i inderligt eksperimentelt sorgdrama.”

Sådan indleder Lars Bukdahl sin begejstrede anmeldelse af Johannes Nyholms Koko-di Koko-da, som han belønner med fem stjerner.

Filmen er et drama om parret Elin og Tobias, der forsøger at genfinde kærligheden til hinanden efter tabet af deres datter.

Men på en campingtur inde i de mørke, svenske skove oplever de en morderisk version af Groundhog Day, hvor en trio anført af Peter Belli – for fuld skrue som sadistisk sprechstallmeister – terroriserer dem igen og igen.

Det er på en gang uhyggeligt og grotesk morsomt, og du vil få en filmoplevelse ud over det sædvanlige, når Koko-di Koko-da i dag kl. 17 bliver vist som forpremiere i Empire Bio.

Køb billet her!

Filmen bliver præsenteret af instruktør Johannes Nyholm, der blev verdensberømt for kortfilmen Las Palmas, hvor hans etårige datter raserer et ferieparadis.

Efter visningen bliver instruktøren interviewet på scenen af Ekkos chefredaktør Claus Christensen.

Det plejer ikke at være kedeligt, når de to mødes. Ved forpremieren på Johannes Nyholms første spillefilm, Kæmpen, gik instruktøren amok over de lave publikumstal, og en optagelse af seancen blev et viralt hit.

Trailer Koko-di Koko-da

Kommentarer

Forpremiere

Se Koko-di Koko-da i Empire Bio onsdag den 25. september kl. 17.

Instruktøren Johannes Nyholm præsenterer selv filmen og bliver bagefter interviewet af Ekkos chefredaktør.

Køb billet her.

© Filmmagasinet Ekko