Mød Norges Wes Anderson

Der står et par håndværkere uden for det halvusynlige Hotel Avenue, hvor Frederiksberg bliver til Nørrebro. De drikker kaffe fra en termokande. Det er frokosttid, og mens jeg parkerer min cykel op ad den sandpustede hotelfacade, lytter jeg til deres samtale.

”Susanne Bier,” siger den ene. ”Hun har sgu ikke været god siden Den eneste ene.”

”Jo, Jagten var da meget fed,” siger den anden, bunder sin kop og slår de sidste dråber ud på vejen.

”Susanne Bier lavede sgu ikke ikke Jagten,” siger den første og hakker så en snotter frem fra svælget.

”Hvem gjorde så?”

Et langspyt og derefter:

”Én af de andre.”

”De andre hvem?”

”Ja, hvad fanden ved jeg? Danske film ligner jo alle sammen hinanden …”

Den røde filmtråd
Jeg får låst min cykel og trasker ind på hotellet, hvor jeg møder Bent Hamer.

Han er en glad, norsk mand med hornbriller og tilbagestrøget hår, som ellers kun 80’erne lavede dem, og da jeg ser ham, beslutter jeg mig for, at vi skal tale om danske og norske film.

Bent Hamer er aktuel med 1001 gram, og den føjer blot endnu flere strittende nuancer til hans filmiske cv.

Det er svært at finde en fællesnævner for den rørende, men også lidt absurde Salmer fra køkkenet fra 2003, den flabede, smadrede og berusende Factotum fra 2005 og den underligt ufokuserede Hjem til jul fra 2010, som er en flettefortælling af historier fra en navnløs norsk by.

Og så den nye 1001 gram, hvor en kvindelig norsk forsker tager til et møde i Paris, der handler om at finde den præcise vægt for et kilo og pludselig befinder sig i en slags romantisk komedie.

Revanche gennem arbejde
Og så er det måske alligevel ikke helt umuligt at trække en rød filmtråd.

For alle film handler om at finde sig selv og dem, man forsøger at holde af. Og med symmetriske billeder, skønne farver og absurd-komiske situationer er Bent Hamer en norsk Wes Anderson for realister.

– Hvordan får man idéen til sådan en film?

”Åh, ja,” griner Bent Hamer. ”Man hører radio må være svaret.”

– Det svar er omtrent lige så kryptisk som mange af dine filmfigurers ageren!

”Haha, jeg fik idéen fra en radiodokumentar, jeg hørte for mange år siden. Den handlede om vores nationale meter og kilo, og den fik mig til at tænke over, hvor pudsigt det er, at nogle mennesker med specielle kundskaber beskæftiger sig med dette. Hvorfor går de overhovedet op i det?”

– Og den film handler for mig at se mindst lige så meget om en kvindes følelser som om, hvordan man finder vægten af et kilo.

”Ja, det med kiloet er filmens ramme, hvor vi så indsætter Marie. Filmen handler først og fremmest om mennesker, ikke om videnskab. Hendes privatliv er ikke noget at skrive hjem om, så i stedet tager hun revanche igennem sit arbejde. Det er en følelse, som jeg er overbevist om, at mange mennesker kender. Det gør jeg i hvert fald. Derfor var det også sjovt at følge hende i jagten på vægten af et kilo. Men det er først, når hun tager chancen og lægger sit eget liv på vægtskålen, at hun kommer videre. Det er jo næsten, hvad skal man sige …”

– … absurd?

”Nej, ikke direkte absurd. Noget i filmen kan fortone sig i det absurde, men vi er alligevel konstant tæt på virkeligheden, som jeg bruger som ramme. Det absurde er en måde at præcisere på, ikke mindst gennem humor.”

Den lille forskel
– Vi er ofte i meget kliniske omgivelser, og den lyse kvinde stråler nærmest om kap med billederne. Vil du sige noget om den moderne kvinde?

”For Guds skyld, nej, så kan man sikkert få en ballade! Jeg tror ikke, at filmen var blevet specielt meget anderledes, hvis vi havde valgt en mand til hovedrollen. Vi har som køn nærmet os hinanden så meget, at det stort set er de samme historier, vi efterhånden kan fortælle om hinanden.”

– Så en dag får vi en Factotum 2, hvor en kvindelig forfatterbums sidder og drikker sig ned på en bar?

”Det er ikke lige noget, jeg har tænkt over, men sådan en kvinde findes selvfølgelig også. Forskellene er ikke så store længere,” siger Bent Hamer og fortsætter:

”Det er sjovt at tale om det med de små forskelle. Der er også nogle, som mener, at der er stor forskel på at lave norske og amerikanske film. For mig handler det om historien. Hvis den er interessant nok, betyder sproget egentlig ikke så meget.”

– Hvorfor så rejse til USA og lave film?

”For mange er det jo et eventyr. Større budgetter, dygtige skuespillere, godt vejr.”

Næste stop USA
– Man taler jo om, at norsk film oplever en guldalder i disse år. Hvordan ser du forskellen på norsk og dansk film?

”Tv-serier har haft stor prestige i Danmark i lang tid, og det har betydet en del for det danske publikums forhold til dansk film. I Norge er vi først lige startet på at lave tv-serier. Vores interessefelter er ikke så forskellige, men måden, vi fortæller om dem på, er rykket længere væk fra hinanden.”

– På hvilken måde?

”Som jeg ser det, er der flere norske instruktører, der forsøger at komme ind i hovedet på deres hovedperson. Man ser drømme, man oplever ting igennem dem. I danske film fornemmer jeg en tendens til at ville fortælle en bredere historie med større emner, og derfor bliver det også almene fortællinger. Det er historien og dilemmaet, der står klart frem, hvorimod vi i Norge nok mere fokuserer på det indre i den enkelte person.”

– Vil du ligefrem sige, at danske tv-serier og film ligner hinanden alle sammen?

”Nej, det ved jeg nu ikke. Jeg synes bare, at danske instruktører er dygtigere til samspillet med publikum.”

– Hvis din næste film ikke er dansk, hvad er den så?

”Amerikansk. Jeg arbejder på at lave en film ud fra en historie, som foregår i en lille amerikansk by, og som er skrevet af forfatter Lars Saabye Christensen. Den handler om arbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter, men er også fyldt med humor. Kulsort humor.”

”Sådan ser det ud i nutidens USA for mange mennesker, og der er også klare paralleller til situationen i Europa i dag. Særligt for unge mennesker. Det er en historie, der siger noget om os alle sammen. Håber jeg.”

Jeg forlader hotellet og spejder efter håndværkerne, men kan ikke se dem. Så hører jeg deres banderi omme fra baggården. Den tomme termokande har de ladet stå herude foran hotellet. De ville være gode karakterer i en Bent Hamer-film.